Tuesday, December 25, 2007

Point of return

Kasketten kaster sin glorie over dokken, men den rammer ikke supermarkedet. Inde på land tænder de bål, de gør sig klar. Hans milky way må flygte, og her ligger absolutte koordinater, Ildlandet. For hver afstand han møder, opstår sakrosante trin ind i sfæren, så han smiler til hende. De kommer aldrig tilbage.

Ligning uden ubekendte

Supermarkedet fører til Dokken. Han tager hunden med på arken. I den milky way stråler afstandens indsigt. Han fører hånden over hendes hoved, så hun smiler. På deres rygge glimter kalligrafisk smukke ligninger, dannet for ham alene.

Manual for en katastrofe

Han så væsner komme ud af ryggen, det var som en elegant formular om sandheden, han så dæmonen baldre mod supermarkedet fra Dokken, hvor han roede som en gal. Hans søster var ikke glad, og det var hans skyld. Han havde nået målet: deres rygge og hunden og hende og busken gav ham en deistisk kraft, sandheden i sig selv.

Evolutionsteori

Asta og Mogens havde siddet på samme måde. Om sommeren ude på altanen. De fik øl efter øl. Hvis han henvendte sig med noget grinede de ad ham. Nede i Spidsroden var det det samme. Og foran supermarkedet. De fik hundene hen, og så lossede de ad dem. Han vendte dem ryggen og gik ned til Dokken.

Monday, December 24, 2007

Kirsebærsovs

Han stod og hørte salmen, og hunden kom. Han ved de vil sparke den, så han får den væk fra branden. Det er som at kalde kærlighed til egern. Det var det han havde fået. De overfaldt supermarkedet med raketkastere. Han var nødt til at skride. Han tog den i halsbåndet og fik den væk. Langsomt lynede branden op, og skæret flimrede på blokken. Uden at han ved det er han kommet til hævnen. Han havde en sød smag i munden.
(Kirsebær+hvidt øl+jævner)

Salme

Han åbnede dåsen, hunden kom. I det fjerne kunne han høre en salme.

Lukkeloven

Han stod og så på pladsen. En eller anden havde skåret stjernen af træet. En cykel var væltet. Han frøs. Julemanden havde gået rundt foran supermarkedet tidligere. Nu var der lukket. Han kunne ikke mærke sine fødder. Der var ingen lighedstegn.

Sunday, December 23, 2007

Busken

Jeg var gået i koma, og mor var ude igen, der var kun hundene. Jeg tog kullet frem, jeg kan næsten ikke huske det, når jeg tænker på skæret fra supermarkedet er det sikkert overdrevet. Jeg faldt i hug og tegnede blokken, som den er, en fløj af granit, sommetider med en mund. Og busken stod slapt og aftegnede mere fløjl over blokken. Hunden lå her da jeg tegnede. En vind kom ind i busken og den rystede.

Oversavet

Brian havde lavet et bræk. Han havde skaffet et par jagtgeværer, og noget andet. De kommer og henter dagens omsætning sidst på dagen. Da han gik forbi skydedøren var det som om den gik op. Han går om til bagindgangen, han har bøffen på maven. Så går han ind til butikschefen og stikker den op i hovedet på ham. Vi andre tænkte på supermarkedet.

Plakatdrengen

De så ham komme forbi supermarkedet. Det var ved at lukke. Han så dem, og prøvede at skjule sit skær, men de så lige gennem det. Han satte farten op, blokken kom stumpt og hårdt, han skal henover gryden, så får de fat i ham. Han får mere end han plejer.

Supermarkedet

Det var som om en mus løb rundt, ind i alle sprækker, for at hente og smadre energien. Han så dem tage toget til den anden ende af landet, ind imellem var det som om nogen tøvede et øjeblik, og glemte at de havde travlt, og at de var nogle dumme svin, som om den længe ventede samtale lyste, så skreg børnene, så var det galt med den og den forsikring. Han kiggede ind i strømstolpen. Det var tåget. Kun teenagere er ude. Han gik ind i supermarkedet.

Saturday, December 22, 2007

Krisemennesket

Jeg kan huske jeg læste en kommentar til V. Woolf. Det var noget med at hun savnede en blyant til at skrive med. Det blev en besættelse, det blev en meget vigtig ting at udføre. Sagt jammerligt og lyrisk blev det selve dagen, at skaffe blyanten, thi blyanten var den eneste manifestation af den permanente krise, der kunne udligne krisen ved at opretholde den bestandige krise. Det er vel to rødglødende spor i sneen, der skratter eller understøtter et tryk, hvis tryk skal lave en anden version af tryk. Den eneste måde at dræbe krisen på, er at skabe krisen. For hvad havde hun ellers? Et rødt spor, pyroklastisk, og så en negativ drænet modpol, et system, som er for asymmetrisk. Krisen må være en tung kolonne, der skal dirigeres et sted hen. Næsten som en alt for tung lanse, strittende håbløst ud mod den tyste verden, og her er så krisens buldrende væsen, helt i uoverensstemmelse med meningsløsheden udenfor. Skaffe den af vejen? Materie gravet ned i den isnede jord? Så hellere forulykke positivt. Hvis ikke krisen skaber en anden loyal krise er den alene med sig selv. Den aflaster sig selv ved at fordoble sig selv.

Kapsejlerne

Han stod på kajen, det var november, og så dem træne. Det var et race mellem øerne, for katamaraner. Da de havde varmet op, gik de til båden. Kaptajnen gik imellem dem. Han kiggede efter dem. De riggede båden til, så gled de langsomt ind i tågen. Det var eftermiddag. Han gik mod supermarkedet.

Friday, December 21, 2007

Forstæderne

Han kom ind i supermarkedet, stiv på syre. Varer de tossede rundt. Han var on the edge. Med chokolade og toiletpapir. Han var hvor de andre havde været, dem alle sammen ovenpå hinanden, som flækkede skalpe. Han mærkede døden, giften og hjertet. Han rystede og de måtte vide det, derfor berettede han det. Hvor kan hjertet være stort. Det hele er et under. Af smerte. Han gav dem hånden, og gik ud.

De giftige karle

Han så de store karle smække med døren, og grine ad Anker Jørgensen, og høre Sods, og de tog sig til næsen og kalder det hvid jul. Hvis de ikke kører til Ringsted. Så sparker de til reposen, de siger jeg er en lille beskidt møgknægt, at jeg skal skride. De spytter efter mig. Jeg går ned på første.

Leif i forstaden

Hans rige onkel er taget til solkysten igen. Leif hører for sit indre øre en mundharmonika komme ud af murene, men han stopper ikke. Christiania er fuld af narkomaner, det ved han, han ved han drømmer. Han ser en palme i holmgang, på vej ned, Brian og Dennis saver den over, som kun børn kan være nedrige. Han vil ikke tænke på Onkel Karsten længere. Leif fortsætter. Han kommer til supermarkedet. Det hele var en drøm, ved Leif nu.

Wednesday, December 19, 2007

Opgør med slægten

De mente det var vanærende. At have en efterkommer, hverken læge, videnskabsmand, garver, tekniker. Man slog et højt bål op, hele byen troppede op. Jeg fik en maske på, og en saltpebret dragt, støvler med frynser. Jeg blev bedt om at hoppe lidt, spjætte lidt, så alle kunne se hvad et mislykket menneske dog er for noget. De ældre nedkaldte halvguden og jeg forsvandt i det urimelige lys. Det var ikke let, og helt uvirkeligt.

Bundlinjen

Forholdsregler og så videre:

  • at jeg er god nok
  • det er okay at være amatør
  • det er okay at være bange
  • det sted du er er dit sted
  • det du har oplevet har været smukt
  • man kan ikke få det hele
  • den måde du anskuer dig selv på er ikke noget du selv er herre over
  • det er måske magi
  • det er måske affortryllelse
  • det er okay at være oldschool
  • det er okay at beundre ingeniører
  • det er hverken dig eller de andre

Der var 100 andre pointer, men jeg trak ind i indhegningen, hvor de andre hunde optrådte. Vi vaskede hinanden, og kyssede hinanden, og lod os være dem vi er. De kunne se jeg var malplaceret, men de udstødte mig ikke. Vi var fælles om et par plader, om at tæven i sidste ende var uomtvistelig.

Forbudte tanker:

  • Du er en hund
  • du når det ikke
  • du er loyal som et das
  • du er den dealeren manipulerer
  • du er den indbildske
  • du er ikke blevet rørt.

Nu kom graveren og stenhuggeren og pelsjægeren. Da de så min forfatning skelede de med øjnene. Det var efter at barnepsykologen i samråd med sprogdamen havde prøvet at lære mig sprog. Jeg sad op den halve nat, og ville efterligne beskrivelsernes ro, deres kløgt og skønhed. Men jeg kunne ikke lære det. Da kom pelsjægeren og tog mit skind, som han mente var kontamineret. Helt uforståeligt. Jeg syntes det var mjykt. Hvis en finger kommer igen henover denne lodne hud mister jeg håret. Jeg er blevet rørt.

Anmærkninger:

  • det er ikke pinligt
  • i himlen kan I røre hinanden
  • så let at smutte fra ansvaret
  • så manieret, måske
  • en mener han kommer langsomt af sted.
  • munk, jæger, elsker, revisor, drømmer, hundelufter

Regnskaber

Min mand har ikke skabt regnen, men han har skabt sig selv. Jeg møder ham altid på det samme hjørne. Han skaffer mig god billig dope. Han kommer fra Sydøstasien et sted. Jeg har ikke spurgt nærmere. Sandsynligvis er hans forældre døde. Han er måske den første fra familien som har prøvet at bruge en mobiltelefon. Han skaffer mig god dope. Jeg troede jeg var en i rækken. En han begraver eller bare dealer med. Så en dag, da alle var på vej hjem, trak han mig ind i smøgen og kiggede mig dybt ind i øjnene. Så begyndte han at grine. Jeg var allerede bange og tænkte på den vippetur han havde taget med den stumpe båd mellem farlige øer. Han var sikkert god til at tæve folk. Han grinede. Jeg slog blikket ned. Så gav han mig et venligt fur, et dask, og gik videre. Jeg stod tilbage i mørket. Hvad var det han havde set? At jeg var en amatør? At jeg ikke var en rigtig junkie, men heller ikke farlig? At jeg trak rundt med et gennemsigtigt hjerte, som alle kunne gennemskue og gøre nar ad?

Bookkeeping

Ikke mene så meget. Pjat.
Jeg mener ikke noget.
Sidde mindre og skaffe bønner. Ikke
nudler.
Not engulfed. Ikke kryptisk.
Mene noget uden at mene det på den
forkerte måde.
Min annual.
Hele dit liv har andre holdt diskutionen over
dit hoved
nu er det ikke dem længere
men en forhærdet udelukkelse
som om man
gentaget
skal forhandle med det -
vi skal vade ovenpå gåder
ind i disillusionen eller magien
men hvem er størst?
Og betyder det noget.
Få støvet af i laboratoriet.
Og: det er svimlende - hvad -
Bach og julen og færgen og korsang.
Du har en dum skæbne ved siden af opslagsværket
og samfundet og mennesket
som en halvting i skumringen - det -
var for let.
I sidste ende er der kun mennesket - og medmennesket.

Monday, December 17, 2007

Sheiken fra Dubai

Man ser at sheiken af Dubai indser at oliepengene snart slipper op, vist nok indenfor 10 år, og at han så bestiller et kæmpehotel, et luksushotel; at bygningen kommer til at stå ude i vandet, opført på en knagende kunstig sandø, at det skal være, hotellet, et varetegn, luksuriøst, forbandet pegende ind i fremtiden. Kan det i samme åndedrag nævnes at jeg ser et rejseprogram fra Beirut, og at den selvfede karl der rejser, må evakueres, når jeg har det som om jeg burde skrive et brev til en eller anden i en helt anden tone, hvilket så beviste at jeg havde strøm til at komme udover selvranden. Det er så sørgeligt, selvranden. At være den man er, og så færdig. Ikke så meget pjat. Som lidt poesi, der smutter i regnen, over til far, hvis bryst stadig lyder af noget.
Så har jeg stadig ikke fået det med. Det er som om jeg har kløe i hånden, som om den transmission jeg så fra Bali skulle indgyde mig noget særligt, der ville få stumperne til at hænge sammen. At jeg har tjekket prisen på en enkelt til Vladivostok, hedder det vist, cirka 3500 uden stop på turen. Man kan standse flere gange, som Helle Helle ved, hist og her ved den store sø. Men da jeg i nat kom hjem fra køreturen gennem Polen, havde jeg allerede kigget på prisen med færgen fra Dampvej. Så vidt jeg husker; åh at være en geriatrisk høne, stupid blind i forhold til udvikling. Intet kan komme til mig, for jeg er allerede åben over for alt. Det kan være hårdt, og man kan få at vide at man er naiv, og her sidder jeg igen og plører destinationer ind i trædemøllen, normalt tiltalt metaforisk, for sådan virker turen. Jeg spurgte en til råds, og han angav at spaltningstidspunktet indtræffer når en giftigere sky hinder ud. Udmærket. Jeg tog landskabet i Sønderjylland og lod det mukke og brage, når de kvikke unge skal have sensationer, men jeg sad allligevel tilbage halvkvæstet - for dette sagde yderligere noget om umodenhed hvilket i mit leksikon betyder Kosmos og den slags bøger, hvilket allerede er dumt. Det må have vægt det man skal sige. Det har måske vægt for mig at jeg er blevet klippet, og at jeg slukker fjernsynet og giver ham fingeren - hvem, ja - ham deleaben, der blot tænker livet i to kulisser, men at din mund fremdeles overskygges af dubiøse sætninger er skidt. Jeg så gerne at mist og blå himmel trængte ind i sætningen, piftet til noget sekundært, og togturen med, men så lyver jeg; sagen er at jeg efterstræber mørke og klostre og alvor i mit hverv. Jeg har længe ligget brak på huggeblokken. Nu tager jeg den omnipotente økse og jager. Gratuleres fra enemænd og fanatiske kvinder såsom Eva Braun, man bliver jo hjernevasket af fjernsynet. Ethvert menneske har brug for lidt løft, lidt lir, ellers falder man hen, men blonde slaskere som alpekællingen skulle hænges. Jeg ville hellere indstilles til Montana-prisen, eller hugge pølser eller hvad ved jeg. For jeg vil gennem misten. Jeg vil være en alvorlig forfatter, der forsager lykkehjulet og julen, hamre over bordet indtil jeg har overkommet og afskaffet al den ironi, så jeg en dulm mørk nat kan komme hamrende mod Oder-floden og finde Celine som en mand, der hjælper andre. Tidligere har jeg anfæstet hans trauma til hans modvilje - men nu pjatter jeg igen. Jeg ved at jeg altid skal skrive om vanrøgt og køtere og børn, som leger i indelukket, berøringskolde og hvide som svaner, hvilket skaffer dem en billet til drømmespillet ude på Fredriksberg Alle. Om det så er en lem, en dagbog eller en bortshippet flaske fra Robinson, her er temaet, som kun kan krakkes af et formelt greb "udenfor" mig, hvilket forærer mig et latterligt autentisk problemfelt og en binær afsondring fra alle andre felters formalisme. Jeg ønsker det ikke. Jeg advokerer dumt for det irrationelle og det unge, så vov. Nej. Elskede: jeg kan ikke forlade Aphinar. Du griner. Du griner af mig, siger jeg, og forstår at brevet er kommet. Du glider ud. Vejen til færgen kommer, hvad er historier, hvad er historier, gurgler Woolf, rangler jeg manipulerer, men jeg har ikke andet. Se, du kommer på vejen, med den tunge taske, som min dejlige helt. Nej, jeg er ikke bøsse, det er dig. Det ved du godt. Er noget faldet? Åh, jeg vil altid videre. Den karrige forfatter sætter sig på sætningen, på savleopstødet henholdsvis analt eller eller myndigt eller han sætter sig slet ikke, og hvis jeg slipper ind i ambitionens vanvid og nul, så husk mig på dette: jeg var en, som ønskede at holde sætningen. Og det radikale? Det er så sent, du. Jeg har et våndende sted, nej, en klagende egn potenseret af taleretten snydt og bedraget af udviklingen, og jeg har - det har jeg glemt - en 40wattpære, som er min eneste genuine lyskilde, i denne herrens måned, dog med stearinlys. Det ville Bachelard bryde sig om, men sagen er: det er på tide for knægten at nedkæmpe forken, tveforken, finde mellemgulvet, finde magien for at blive mand og så efterlade den. Men mor, lyset undslipper mig. Jeg så Bateman i nat. Så vejen? Eller slutningen? Det man gør ved tiden, og dig, og at man er den man er, at man hele tiden kappes med hjernen, opfør dig nu ordentligt, ikke, defekte uhyre. Den trævler og glor og lider og er til grin, hjernen.

Dens eftermæle lyder:
Den brød sig om transporter og at stoppe noget i munden
den havde stoppet for ilten
alvoren var ramt.

Jeg annoterede:
Det her
Det her
det: mægtigeste!
Hvor virkeligt er det ikke?
Hvor mange hunde har jeg ikke fulgt i graven?
Hvor meget har jeg ikke søndertygget
for at kunne elske og beskrive og udradere?

Satans: det er sent.
Mine lunger virker. Jeg holder af min mor.
Imorgen læs bogen
vær nu en rar cyborg og koloniser
i livets ærinde?

Men hvad udgør en stor ingeniør?
Slap, blasert, på mission:
for den nye cylinderbro skal stå imorgen
stærk og fast som en karriere.
Nydeligt.
Fra lavinen, naturligvis, eller Kleist?
Lille dobbeltmund. Kær.
I armhulen, i armhulen
jeg nedkøler min feber med en pibe
af det sorte snask og en bro do to.
Mere kan et velfærdsbarn ikke forlange?
Storartet land.
Min røv keder sig til Pommern hver nat.
Mere beat.
Så den stritter.
Ingeniøren sover alligevel.

Thursday, December 13, 2007

Last beat

Mine venner tænker på natten
på ensomheden
oppe mod millionen
lille smørblomst
jeg vil myrde
for at elske
slutningen
slutningen
blot mindre
for at ånde

så meget som den kan
stejler min sjæl mod whatever, nok
næppe
en hvid kurve fremover, måske gennem

åh:
sygdommen
måske en alf, hooked på vejen, men ellers sød -
ned på en maveplasker jeg vender fejlens suppe
supermænd, af hylstre og kraver
det I får
rækker til mere end hvad jeg kan tåle.

Det endelige, det endelige
neddysset som oprørende studenter
slår over mig.
Jeg flår mine indvolde åbne
jeg når igen latterligheden.

Wednesday, December 12, 2007

Fra heksen skåret

Flammer henover firmamentet
små biler kører allerede
mens jeg voltigerer min viol sent.
Hun kastede mig fra æggen
en tidlig psykotisk
morgen

overgrebet, kastet i sønder fra musikken
faldt jeg mod et nyt kristent greb
forbrændt.

Beskåret himmel

Han stod og glanede, i Gogolsk jakke, uanende, sikkert. Gennem vinduet
han så geder så kaldet
så var det væk
alle bestræbelsers moder
se det man ikke fatalistisk
skal se
så.
Ned for julegrenen
kvaste en rangle
denne om-bølge var forgæves
for den irrationelle fyr.
Ingen omvendelse.
Han så dem træde og beregne
de betrådte en anden verden
støt gik han hjem.

Hjørnecowboy

henover isen
hen i hjørnet til skatten
den lyser
den får det hele til at lyse
se hvad vi har fundet - omsider
alle sider i diamanten
vi har mast det ud
slam og krudt i alle hjørner
raffineret død ikke sandt

og pelsen om nakken
for udvindingen ikke
det sidste forbandede sorte guld er fundet
det er en stor belejring
prisen er den
kærligheden alene i poesien
hjørnecowboy?

Retrograd City

Kan du ikke hjælpe mig overhovedet
kan du ikke flytte tåen
sørgemenneske.
glasslottet står klar, og kosten med perler
flyv væk og uelsk dem som dig elsker
overhovedet
drømmehoved
uregerlige byld
indsniffer af kontinenter
fra uskyld til sorgdom
nu kommer jeg over ørknen
visnet af kærlighed
mod jeres tuer no more!
Nu kommer jeg med skaftet
mod din rede kæreste.
Er det en mand nu, et frit væsen
en pippeknægt, er det er det

stupide tangenter
kaldet tanker mellem slynger af grus
en drømmebro henover, altid
henover noget nærnatten
enfold i din

Friday, December 7, 2007

Mixed artisan

Kirker, dig, Nicolas Costa
så hurtigt over dine læber dreng
rundt omkring
promovere
der her du.
Alt. I selvsynlighed. Alt.
En pick gennem dig. Rød. Mere rød.
Derfor.
Drømmespillet virker
vi skal rumstere i bobler
altid.
Her.
Det er den yndige straf
alt i det alle syn lille dreng.

Sunday, December 2, 2007

Boy yonder

Begravet i en maske
på vej gennem ørknen
hvor månen dog vejer
hvor skoene dog trykker
men Buster Keaton var hans ven.

Saturday, December 1, 2007

Kritik, Gogol, kalenderlys, socialitet, might, bright

Kære dagbog jeg
læser i Nabokovs bog on Gogol
det giver mig mening at læse og jeg har også fået tid til at læse lidt i Cioran. Når man skriver
litterære essays på den måde
kvalificerer det atter litteratur.
Nyrerne taler
kære oprigtighed.
Som regel taler den dygtige småakademiske
nyreløshed fra de dygtige
hvorved nyren tager sig anderledes ud.
Der er godt nok - en rose i tønden
men begrebsfloraen er forvitret, uiltet
hvert øjeblik kan nyren blive den spændende kontorist
på den dumme måde, utragisk.
Men overleve socialt skal vi.
Hvorfor er jeg så isoleret?

Tiny candle tiny candle
burning in the bright
egyptian night
shine thy maximum
cause you have a lady
in front of you.

Friday, November 30, 2007

Livsplanen ajour

Hen over himlens sang.
I den private geografi
han am boden
shitholes and lakes i Alperne.

Det nytter, det nytter
råbemor
frels mig.
Det nytter ikke
de mørke timer i drømmelandet
med rømninger af tidligere sjæle
i det pestland hvor vi usete bor
fiskere mod en dagsorden af smog og fnug
sammenholdets konjunktioner
fader eller falder mod spøgelset
i denne klage
kære mor
ak.
Du har fået det klart.
Det lys man nasser på i natten
her man varmes
i den geografiske afsondring
fra mænd og mus.

Nytteløshed!
Befæstninger af diverse rum
kodet ind i kampen, shitholes.

Kodet ind i kampen
kulstofstætnet selv, hvor ærgerligt.

Thursday, November 29, 2007

Satan in magnitude

For helvede!
For helvede!

Hvis indvandrerkvinder skal blive iværksættere
skal jeg have en pingvin op i røven, lorte liv!

Hver dag hver dag
uden system
et selvtænkende fjæs.

Ude over vandet, ja.

Det fjæs ånder
fordi det cutter magnitude.
Kom, lad os tude-filosofere
Det er høstblomster
øllet fra mit kammer
blot potentielle potentialer
i sætninger af - pis og lort.

Jeg havde noget, jeg havde et bogstav
fra Champagne-sletten
klar som en forlovelsesring

Det stod, det virrede og aspirerede
mod volumen og betragtninger, pis og lort.

Jeg når ikke en skid.
Sig igen at marginalen er indbringende
lorte drabanter, lorte aviser,
lorte læsere.

Har mit fjæs omsider sat et punktum?
Har det sagt noget klart nu?
Jeg følger med, jeg følger med
jeg er aldrig blevet spurgt.

Da jeg lorte-spekulerede over: klaviaturer
total kontrol

at tænke står som skyklapper, ikke?

Tuesday, November 27, 2007

Det som spredes

Jeg kendte engang en fyr
som ikke var fyr og flamme
når han kom på morgnen
fortalte han om al den rengøring
han måtte udføre

Den dag så vi filmen Takeshis'
Der var klovne i filmen og en skuespiller
som gik til auditions
Jeg kiggede på fyren med svaberen
men jeg var omtumlet pink.
Hvor er den radikale stil henne
som vi kan holde uanfægtet
af klapperhjørnet der har taget giganten
ved?

Han kunne ikke holde en gaffel til frokost
og Line kiggede på sit nyeste maleri
og jeg skal rydde efter
og så i konsultation
for iværksætterlyst?

Andre mennesker er taget til Haiti for at danse.
Støvfnug kalder på en gåde stor som kul.
Chandra, Chandra - hvorfor er det hele krig?
Det er poetisk retfærdighed.
Men er det at spise lørdagskylling så?

Jeg prikkede svaberen med drøblen
for en gangs skyld empati du
hen i korridoren hvor karavanen løber i karry
mod det nærmeste mål
efter vi opruster overalt.

Han missede med øjet
angiveligt var en støvmide overprioriteret
som anschau.
Han så på Aden ufortroligt
endskønt jeg havde varslet
eventyrets hovedstol.
Jeg tror ikke han fattede
men han ville bytte
tjansen
Det gav mig tid til min kontaktperson.

Saturday, November 24, 2007

Chamber of the outmost

Vi forlod udsendelsen nogenlunde intakte, fik lidt
vand og en spids.
Ingen synderlig ravage, fint nok.
Det der blev sagt blev sagt.
Så var det som om motoren i vognen ebbede ud,
og jeg så en fisk, hvis finner, nej, hvis skæl faldt som
sne på gaden.
Jeg tænkte de havde hældt noget i drinken, men jeg var skolet
til ikke at tænke
ondt om nogen. Jeg hørte en hydraulisk sugen
et sted. Ting som skodder, et maleri, samt ødelæggelsen af
regnbuen
så var vi i kammeret, hvor manden sad.
Han kiggede ikke op.
Måske synes han vi er for dumme?
Jeg kløede panden der hvor elven af blodstandsninger
frøs verden.
Jeg kunne kun fortænke min egen modsatrettethed hvad angår
sort og hvid
og jeg spurgte manden i kammeret om han kendte hemmeligheden?
Han svarede mig
klogeligt ikke, og tiden gik.

Friday, November 23, 2007

Ikke godkendt

Det går ikke an!
Vi mistede vores ledsagersker
da vi sad i natten efter nat
forgrublede af sfinksen i kunsten
vi troede vi så

ledninger og formaninger
an orbit delt ud over skanserne
som en opfordring
- til hvad
til det umulige, mor.

En plus to plus en er kodeordet.
Magiske sager.

Så kom en blindhed ned
som en manglende stråle af blod
i pandelapperne
en regning på husleje stor som et hus
kom flyvende adstadigt -
- hvad har vi mistet nu?
En privat jet?
Og: åh: det er juleaften
vi har været i transit i Dogville
Det! - det har hobet sig op, måske det var en illusion?
Måske er det mulige alt for forfærdeligt?

Kom, orbit: det er jul.
Spis din and.

Thursday, November 22, 2007

Iron Maiden

Jeg er ikke den eneste, der er chokeret. Jeg gik rundt til alle rækker og åd min cookie, med maske, som om jeg ikke var fortvivlet. Den, min fortvivelse, var det vigtigt at skjule. Jeg havde fået opsnappet at de benyttede sig af de nyeste teorier, de seneste indsigter i digipodninger, forholdssituationer og hvor det æstetiske subjekt bør opholde sig. Om denne fauna af alt for kloge mennesker lå der retteligvis en seriøs aura. Jeg satte taket på holdt, om den kraftslambert skulle have resten af natten, bøffet en anelse i min egen siddestilling. Da de så kom, gruppen, med noget som må være en gennemtænkt, monetær digikombination, som jeg ser det et stykke fra antikken, da de koldt miksede tre elementer til en stødende sensuel coctail, trak jeg bort i mørket. Jeg slog op på mobiltelefonen og havde behov for at tale ud - med en eller anden.

Overkill


Jugend am orbit

De så ham stå ved rampen
med fortvivlede øjne
som om han var et vinterdyr
uden hule.

Han glanede op ad raketten
Han havde deres headgear på
deres beskeder og indfølinger og påføringer
kom uvist
en danser, foreslog de, dansede
som en indfølt og smuk kommentar
i bævende i skyggen lys og med vilje tilbagetrådt
så kom et fransk ord
gennem miken
han havde igen den skarvede vang, hvor han for af sted
med kobbel på kobbel under spidsen af granen

men han vidste ikke
hvad der får børn til at søge dyr.

Pasted

"Den første er en offensiv og ekspansiv udbygning af den politisk orienterede, kosmopolitiske og globale fløj (...) hvor kandidater i stigende grad helt konkret finder ansættelse i Udenrigsministeriet, UNESCO, FN, alskens NGO'er (o.s.v.). Den anden er en gradvis nedlægning eller udfasning af studiet, der så vil diffundere helt ud i oplevelsesøkonomi, design, kultur og formidling (...). Og så er der måske en lille, tredje vej, for ikke at sige vildvej. Nemlig, at studiet degenererer til ren kuriositet à la studiet af Albansk, Finsk og Klassisk Filologi. Så overlever studiet, men på den måde, at det i realiteten har overlevet sig selv."

Citatet er lånt fra M.J. Møllers blog.

stardust

Vi er lavet af stjernestøv
og uoverskuelige eksplosioner
fra solen.
Vi lever med hastigheder vi ikke forstår.
Vi lever med erfaringer vi ikke kan overskue.
Vi lever med opfindelser vi ikke fatter
og få ulve i skovene nær Ukraine
hvor man sætter speakere med ulvehyl op
for at holde andre ulve væk.
Vi lever med en uvirkelighed
vi hurtigt kan gøre magisk.
Inde i fotonet lever angsten
den kan nemt gøres magisk.
Vi lever med en sondering
opført som sekvenser
det lidt vi ser overskygger alt.

Dette, dette min søn
skal du ikke tage alt for alvorligt.
Din mor henter bær i skoven
og solen varer morgendagen med.
De øjne den helt har i bladet
de har opfundet noget meget stort
det kan gøre enhver særdeles skør
Søn, læg nu bladet på bordet og prøv at få lidt søvn.

Men far, men far
jeg kører i en fabelagtig gocart
fra halsen af livmoderen
til skoven med ulven.
Det bliver svært at sove.
Vi kan bruge teleskobet
som en servante.
Tante, vores åndsvage tante Gudrun
sæt hende ud i skoven, far:
Vi starter et godt eventyr.

Orbit

Fra et madrigalsk univers
hvor rytmen var fonetisk alas

støttet på
øjebliksbomber: han.

Hvad er forskellen på at skrive
orbit og sætningen?

Kulegravet et K
Puleglemt fussilage: han.

Han rejser sig
du er lagt dukkedreng ned.

Ingen vil have rum.
Inger er dum.

Men ham i tårnet filmer det hele.
Han har ikke nogen mening.
Sminken sidder så fast
i dette efterår

Vi, de krøllede, slider
Den danske bank uddeler priser: han

hænger sammen som ærtehalm. Orbit.

Wednesday, November 21, 2007

Headhunted

Your blog Krankenheimer caught our attention. I'm the CEO of a recently launched startup for bloggers. We are searching the internet for the world's best blogs by geography, and we found yours for Afghanistan. I would like to invite you to our site which plots the content of the internet on an interactive map of the world. This is a new way to surf the net.The site is http://www.verveearth.com/. Once on board, you can easily link your blog and traffic will begin to flow to your blog. You can update your location, post a picture, and build a personalized internet world of content. If our vision resonates with you, please give us a mention or add our widget to your blog. I welcome any feedback or questions. http://www.verveearth.com/

Kind Regards,

Clayton CEO VerveEarth.comEmail mailto:clayton@verveearth.com

Wednesday, November 14, 2007

The longing of a sword

Først var jeg blu og nedkæmpet
af stolte forældre.
Så fik jeg den indsigt som forandrede
mit liv: hvis jeg spytter med lydene
og på livet
som man ville spytte på en æreskrænket
køter-væsen

får man en enkelt
helt væk.

Nu har jeg dug og kruseduller
og helte på andre kontinenter
og
en før-seklisk
fornemmelse for opstand.

Mine brødre de maler
på karton
solen forlader os ikke

klip dem over, knep dem, knebl dem
det er tiden
det er tiden
gentaget.
og mit sværd er nyt.

An unbeknown

Midnight EstateMidnight estate, Genghis Khanerate!Rustle, blue birches.Bright sunset, Zarathustrate!And you, blue sky, Mozartate!You twilight-cloud, be Goya!And you at night, cloud, rainate!A whirlwind of smiles just flew by,Laughing with claws of shrieking,Then I saw the hangmanAnd surveyed boldly the midnight hush.And I called you, bold-featured,And he brought the drowned back from the river."Their forget-me-not is louder than a scream," -I told the sail of night.The earth's axis splashed out another day,Night's bulk is closing in.I dreamed I saw a salmon-girlIn the waves of a midnight waterfall.The pines are Tatared by the tempestAnd the Mongol rainclouds move,Yet words close in, Cains of silence, -And these saints are fallen.And with his guard blue HasdrubalWalked heavily to the stone ball.
Khlebnikov

Fæces

Her står ismanden og klovnen
her står den mand
der skvattede i en bananskræl
her bor en formel
her bor en skalpel
her står en jøde
med store smukke øjne
her bor en lille skakspiller
her bor et geni
som ikke kunne andet and vrøvlesladre
henover mørkets modernistiske slagter
her bor spasmagere
her bor klovnen
det har jeg sagt
her bor Tommy
som leger med pigerne
her bor autisten med de hvide mareridt
her bor slangetæmmeren
efter han mistede jobbet som slangetæmmer
her bor skoen og Nobi
her bor danserinden på ni år
med de brutale læber.
De bor i lysthuset.
Skal du med?

Åh: det er spisetid.

Til

Fra hård jord
misvisende, blind
kom mit hjerte til syne
en nat.

Var det chaosmos
var det umodenhed
min vendte måneskikkelse bort
fra dig?

Nu har jeg sået
en bibelsk permanent
tro.

Du står som en blomst
sødere end alle andre
og jeg tænker
i og for dit væsen ak.

Det her
det her
er det sted hvor falanksen
brister og er umælende

Det her, skat
er det sværeste
jeg ved.

Det her slår alle kompetencer.
Her kommer min hortikultur
til kors.

Her dør mine sværmerier
her dør den fjollede skjald af barnehinauf
her står min roes skæbne
fast som en
urdør.

The absence of sex in literature and cosmic eroticism


Tuesday, November 13, 2007

Umagepapirer (abstinations)

Inland Empire. Et rødt parti.
Blodstenen og lægen.
Cioran og Nabokov og Flip.
Hjemmehygge og rengøringsvanvid.
Nobi forsat (pantomime).
Musikmand ligger med joystick på sofa. Meget nonchalant.
Den grinende gnom.
Middag med mor og halsbåndparret.
Ikke mere?
Herligt.
En opfinder-børnehave med lysthuse og undersejlinger.
Mærket af filmlivet.
Det billede hvor hans hånd danser.
Prins Aage har sat sig på en streg: når han krydser den
krydser han automatisk en nedfældet grænse mellem alvor og afstand
pjat. Forordet! Forordet. Og smeden må have lukket vandet nu.
Jeg har glemt forsikringen og bøden.
Dette er nu.
Vi har meget at tænke på.
Xavier. Lucia. Det er som om alle ord
tilbyder sig fra mørket
om tillivekommelse som en bøn.
Og han står med keglen af lys
hvor er de henne?
mens han samler ind - rengøringsvanvid.
Jeg har skrevet disse lister hele mit liv
til egern!

Monday, November 12, 2007

Vov intet intet vinder


Iceland empire

Bufferman took all metaphors.
Sun is ice is away.
For fictionman now
desert is icecream, foul.

What we have let
is thinking and error
all along ice and sun and storm.

Ice Ice God
trapped.

Hi hi

Jeg lå i den gængse skrædderstilling
oprørt!

Hvad der kræves af vinterdyret er jo søvnen
men jeg var stadig rystet
næsten sanktioneret, men det kommer ud på et.

Udenfor hulen ligger mor død i kulden.
Vi har telegraferet myndighederne forgæves.
Vi mistede sammenhængskraften i naturen
Mor, hun åd bly ved et mellemværende

stresset af jægeren, og af sin egen bevidsthed.
Mine brødre ønsker at spise mor
ingen andre chancer.
Jeg prøver at holde dem væk fra kødet.

Det er den forbudte zone
akkurat som koncertpianisten
der har fået røde fingre og tilhold.

Den hyperdermiske effekt indtræder.
Mor er rød som håbet.
Jeg slår bror ned
vi er glemt for omverdnen.

Da opgiver jeg min indre cowboy.
Hunk løber ud og får fat i mor.

Det er ikke slut endnu.
Is this is this an airplane that I have before me?

Saturday, November 10, 2007

Heartland

Musen gjorde hvad den gjorde
ved efteråret og forsyninger

og jeg havde tabt.
Det er sådan noget min mor lægger ører til
den euklidiske fejlberegning

mellem hjemstavn og folly.

Jeg stod med min passe
rystende og kuldslået
overrasket over das harsh årstiden
overbedækkede det lille dyr
med overføringer og sorg.
Folly!
Se lille mus
den går ikke længere
her er en svanger uopløselig blindgyde
cement og stål
en sejlivet lagune mellem os
og afkommet folly!

Jeg ville vende dyret
som en radiobil
bort fra sorg og stål

en vinkel af død og kortslutninger
så jeg skært
vend om vend om
kære mus
denne spids kan ikke genfortrylles.

Da talte musen:
Se min snude vimsede den
in armor and pride

Jeg skærer gennem for søren -:

De små må ikke sulte.

Friday, November 9, 2007

Grillfesten


Heartland for søren

Den vil komme
når den har spist
kraftfoder ved 5-tiden.

Den kommer ned forbi nummerstenen
den gule sirlige lampe i forhaven
rundt om huset
til vandskålen og mig.

Da vil vi gå over Gramsmosevej
og se vejen som slynger sig over ballerne
til Bangs fødehjem og pladsen
hvor jeg har tyllet og tudet.

Ved den sidste bakke
mediterer vi
vi går langsomt for turen er slut.
Nu skal vi have vand.

Thursday, November 8, 2007

Heartland

Efter den kom det til. Det var ingen
sensation
at det ramte middelboerne.
De slog på biblen for enhver emsighed blot
at pantsætningen også kom
for tiltaleformer åh.
De skodder vi ikke inhalerer
syltes til arme Firenze

åben som en spin.
Det er musen inde.
Den franske inspektør har vurderet
en rhombe og alt
partibogstaver og fortabthed.

Det som ikke er gennemløbet hvisker
barndomssteder eller latterligheder.
Den alliance som borger
for stemmemenneskets besværligheder

samler agern og tid
i en lomme udenfor byen
moderlig som en brevroman
sendt til tabte hjerter
gennemløbede af påkaldelser for enden
som en ende
man ikke slår smut med.

Heartland

Fyldt af agern tagrenden

for musen nede

skal knokle subsidiært

da fortællingen om

den fagre verden al

brækkede cysten

i stormen og mørket.

En skikkelse i den jordslåede bygning

mangler kærligheden

Hunden lyser i mørket

langs de slidte postkasser over stien

skilt fra hjerte til hjerte og fyret lyser.

Hun parkerer en unge

nusseslimede tilkommer for den mørke årstid

og mon ikke vores dyredrab

afstedkommer en pylon fra næbbet til databasen

så hun er dømt og lille.

Regnen plasker mod taget

Cityslang tabte godtfolk hørte vi oftest.

Wednesday, November 7, 2007

Tilhold

Jeg er blevet en ekspert i hjernekonjunkturer. Jeg tror jeg kender hjernen. Jeg underviser i hjernen. Og i hydrogen. Det er ikke tipspunktet nu til at fastlægge hele duren, det gælder noget andet, det gælder mit franske tilhold, som erklærer mig en kvalsalver kontinentalt. I disse networkingstider arbejder man nødvendigvis grænsefjendsk, og jeg havde primium, og min kone tålte mine absenser, da en uerfaren fransk kontorfilur nægtede mig indgang til biblioteket. Jeg tænkte på at en massiv pressedækning kunne hjælpe mig
og så midt i en solnedgang
lige på eftermiddagen
stammestuk
da jeg kom til et punkt
inspirereret af mine franske venner

ti om det du ikke ved
ti ikke om det du ved
som en løvejæger var en tidligere tanke.

Jeg så et kort øjeblik
mit reservoir ensrettet af neuroner:

så så jeg det pompøse kancelli
sat på plads af Dollerup Bakker INC

jeg tænkte på mine kære venskaber
jeg tænkte på at globalisynion er opreklameret
jeg indtog så at sige en overbæren position i forhold til paladset.

En ven

Jeg havde en ven. Han samlede på småsoldater. Han samlede på milisager. Når jeg kom så han Discovery og publicservice. Han så de døde grise, og så tudede han ligesom resten af landet. Jeg, som just havde læst hele fortællingen "Bygningen" af Kafka, fik væmmelse. Jeg havde brugt natten på at tyde mørket for dem på landet, og så tyde fortællingen, men min ven havde ingen anger. Her dør svinene mørke og rådne, mens kaffekandidaterne til valget om magten i København lyver og er nogle svin. Jeg mente beruselsen var almenfaktisk. Han åd den ikke. Han havde smukke øjne. Jeg dalrede lidt i tankerne. På trods af at væbnet konflikt er grel, sagde han, er den nødvendig som et depositum. Men i Spanien, sagde han, danser de jo nu. Da jeg ikke var på niveau med min gamle ven, dalrede jeg eugenisk mod et afsides outer, men da traileren brølede igen vendte jeg blikket mod skærmen.

Dur & mol


Bekendelser kommer & går


Friday, November 2, 2007

Heartland

Tagrenden er fyldt af agern
verfet af efteråret
skånselsløst
mod den gamle struktur.

Litteratur er at agte
alle muligheder
i lydenes orgier.

Litteratur er at vide
det man ikke ser i kæden
fordi resten er uendelighed.

Hunden ville lege.
Jeg var træt.

Det gamle hus skuttede sig.
November, ak november
her går de ned
bjørnen og manden med fipskægget

men måske kommer de frem igen?

Landevejen ekkoer døden.
Gennem landet kommer keglen af lys
fra Augustenborg

jeg tager et fast tag i hunden
den trækker
skønt den snart har trukket
for altid

vejret gennem landet her:
Als.

Her har jeg lavet
min knold af forestillinger
baseret på indvolde og instinkt.

Her er jeg et menneske.
Snart kan jeg se havet.

Thursday, November 1, 2007

Emma går til filmen

(Sisters of mercy)

Emma går til filmen
efter svigerfar har taget hendes dyd.

Hun spytter om sig
hvorfor har Gud forladt hende?

Hun kigger ned i skraldespanden -
efter Jesus -
de er svin
alle i hobe.

Da jeg kom hjem fandt jeg brevet.
Det screen af silver
som var hendes taktik
braste i foul trick.

Jeg står med hånden i lommen
valget mellem samme vej eller Gibraltar
100.000 på kontoen
hendes lig.

Jeg er en dreng
som var elskelig sagde hun
inden hun døde.
Nu hader jeg igen

de lammede linjer
nattens kors
at blive husket eller være sand.

Love


Old game


Pathfinder


Lucy


Wednesday, October 31, 2007

Slanger slår streger

Han var omme
med dem.

Han tog hakken
gik til møddingen
Børre.

Han gloede på en variant
af kemi
oversat supersanseligt

som en dunk benzin
der i virkeligheden er regnbuen.

Så meget for verden
for meget i den allerede.

Så sparkede han til klapperslangen
kommunionen kæden

var hoppet af.
Heldigvis kommer en ny dag.
Måske Bang kommer imorgen?

Basse

Han havde nurset planter
fået gadens hån
tøndevaklende stakkel.

Hvilken hemmelighed har du?
Dumt. No more secrets.
Jeg har set din mors kusse.
Ave Maria.


Nu tog han hævn
planter kølsejlede han idiotisk
så nordstjernen nøs.

Sheriffen så ham
komme ud
bøs.

Han rablede gen-sammensætningen af sig
volapyk: jeg har fået nok.

Så byggede byen et monument
over den svære dreng

han havde jo oplyst
hemmeligheden.

Hvis han skød nogen
er det glemt.

Tomater fra mørkets mine (Heinz)

Vi sad i drømmehaven
segregerede fra kulturen
almenvældet
kronede som en arkade
men ind kom vi ikke.

Proletarer, kontorister fra New Haven
skøre sælgere af sko
koparrrede af slingrende streger
skøre ideer
mærkelighedens udslæt.

Hvilken klub.
Vi åd bamser
udslettede det sprog vi lærte
romantisk gribbeklub
for afklarede havørne

Hoover-rene.

Dit fjæs er oppustet
Du er en ven.
Tøndeknægt.

Du er dummere end evigheden
evigheden træder af.

Strømberg

Han kommer imorgen i deadline.
Det vil jeg se.
Os bjørne
som kolliderer med mixturer
af kolliderende art

ønsker såmænd en farm for bjørne:
hvor vi kan sige
sige åh ja sige
elskov
mellem alle racer

så hvorfor i processueringen af modet
denne infernalske sixgun

der stritter som en lagkage?

Vi er kommet til natteenden
hvor kemien spytter spyt
mod alle former for mishandlinger af

ensymer -

tag din ymer, dit yver
alsagthedens vampyr
fra din tombala af latter

vi ønsker en friere stil
rundkurvsgudinde
ahora.

Tuesday, October 30, 2007

Kompost


Spidsrod

1.
Det var min søn
som stod
spidsrod
mellem indbildte tider og guldfund.

Han sagde
en mand fik bombet Möhner-dæmingen
ved at smutte ladningen
henover vandet

Han sagde
Novalis gik ind i en lys bue
her lå fremtidens problem
kun løst af sigten i vandet

Han sagde
her står det kreative menneske
i en brændende buet spidsrod

mellem rester
at vi er uvirkelige
et uvirkeligt sted
i rummet

med kærligheden
som virkelighedens detonator

mere musik
sagde sønnike

til den anden del af orkestergraven.

Derinde
hvorfra jeg er ude
danner osmosen en kriblende spidsrod

blank som leverpostej
en dans

mod skygger
som er det eneste der forener os:

han slører palmen med nødvendig
selvkompleksitet

hopper mod kantonen
på den anden side af lyset
slører historien og Keaton med hjertesynk

hvilken figur!
Det land
det land
siger sønnike

er blegt som marmor
en dyrefinger prikker hul på himlen
uantastet.

Så kom en sandstorm
dresseret som en sublim afretter
det andet land fyger nu.

Monday, October 29, 2007

Blandet landhandel


En russisk forfatter står over sarajevo: krig.

Det ender med han skyder.

Blandet landhandel.


Blodstenen.

Kampen mod berberne.
At havodderen slår søpindsvinet itu med en sten.
En kvinde, som holder lidt sammen på det hele.

Sunday, October 28, 2007

75 grader celsius

Før jeg kan sige noget andet må vi have brormand af vejen.
Han tager til Østgrønland for at danne skole.
Han danser ballet. Han er sygeligt optaget af isbjørne.
Han tror de kan tæmmes.
Jeg kontaktede mor.
Han er opgivet fortæller hun.
Det er ikke mig der siger det her.
Det er dikteret til Speer.
Jeg vil have hovedet tilbage.
En væsel sagde han

så kom flyet.
Jeg tænkte på om han styrtede ned.
Han tog Nijiinskys#bog ned.
Han stod i en brokadeblændet tulipanstilling.
Han dansede som om solen faldt ned.
Jeg tog en pen.
Men så kom der blot et komma.
Jeg var uforstående.
Bror pegede på vektoren.
Så omtalte han Chatwin.
Den væsel kommer ikke ud af stedet.
Den graver i en 75 graders vinkel
men den tror den åbner eden.
Se blot næsen.
Den er forhærdet stål
befæstet i ill faith
den bløder illusioner.
Stockcar.
Det var det sidste han sagde.
Jeg hørte ikke fra ham igen.

Saturday, October 27, 2007

Byens lys

Jeg har prøvet at opsige Gert forgæves. Først kom det ud på at jeg listede en nota ind ad dørsprækken, men han reagerede ikke, og jeg fik andre ting at udføre. Det var en periode, hvor min mor kimede mig ned. I stiftelsen bimlede en fake brandalarm. Ingen forstod at afkoble den. Jeg så en del fjernsyn. For et par år siden var de alle løgnere derinde: jeg mener på fjernsynet, men det var som om slægten alligevel blev klogere. Jeg så folk som ikke løj. Jeg så programmer om russiske rumprogrammer, om videnskaben bag Stalin, om Albaniens gåde, om store dyr og rodfrugter. Jeg hørte om barnefortællinger, mordvideoer, fjerne rejseprogrammer og tykpandede omrejsende gourmetidioter. Jeg sagde det til mor. Fordelen ved den nye forstandige ærlighed. Min mor, som var intellektuel, og gerne havde set at jeg havde handlet anderledes i verden, satte en hyrer efter mig, hvis mission det var at skaffe mig et abonnement på en seriøs avis. Det var som om jeg sank ind i en bourgeois verden. De scener jeg havde set, de levende lys og støvede rum, sank, og jeg tog mig optaget af Gert, hvis døgnrytme gik mig på nerverne. Når han vågner går han gennem stuen. Jeg ved ikke hvad han ligner. Han fjoger den. Jeg kender ham, han kender mig, cigaret, at once, imiterer han, knejsende ovenpå en sur eftermiddag han burde have udvundet, men som han ikke har set. Når et dovendyr dør, hænger det stadig fast til grenen. Gert. Altså. Nu overtog han min forstandighed. Han tog mine gamle vaner og fikcumdixede med en hype mellem Artaud og Keaton, med et fjæs til en græsk plade, der skinner i det skumle lys. Røde gardiner, tykkere end gardiner, næsten roser af stemning. Jeg har været vågen i næsten 8 timer, men her kommer Gert fra sit gemak. Han tager den avis vi ikke har, hvilket er en slesk gestus, og siger han er Prins Åge, der rejser gennem sandet, og kender af magnituden, med det fjæs atter, som stinker af sure halvtressere. Fra min skrump og ulykke ser jeg ham lave en frivol luftguitar, åh, Åge, synger han, mens en mand i en sofa blænder op for idealistisk syremusik. Det er forfærdeligt. Det er omsonst. En mand med briller brokker sig. Han, Gert, pisser op ad palmen, og jeg ringer til mor og siger hun er nødt til at flytte mig.

Friday, October 26, 2007

Arena

Rhonda anbefalet af guiden.
Jeg har flere guider. Beograd. Biograd.
Kroatien.
Broen i Rhonda.
De gamle.
De gamle.
Alt gult. Matadoren af fin familie.
Nada: Finland.
I sin dragt vrider han slægtens testikler til det yderste

Jeg kysser altid koen. Så bliver de dræbt.
Skønheden vinder.
Han er vendt.
Kender han dem igen?

Tlykke til Grotrian.
Jeg tøvede.
Flammerne i Rhonda
sperm-æstetiseringer

Kan en designer-tyr kalibrere
udover hånen og spartanerlandet
en ny æra?

Den røde vendekåbe
døber vi sød
mens en ny-finsk epoke
graver guldet frem atter -

kom kom råber matadoren
køretøjet og rundt.

Kom! testikler: I skinner som slagtekalve.

Tuesday, October 23, 2007

Jeppesens dekret

Så er det altså sket, mener han;
Os, publikum, fedter med gadgets, maxispil
opløsninger
snomuligheder
den uendelige kapacitet:

Jo, han havde siddet og kigget Gaudi igennem:

Det mindede ham om Bosch, LSD, amøbiske strenge
der krøller rundt i et

sælsomt eventyr.

Leon, sagde Jeppesen. Så tøvede han.
Han lukkede øjnene:

Det var som om en sær byrde kom over ham.
Han nøs.
Jeg har fået den spanske syge.
Et U-Turn, gispede min kollega.

Så nøs han igen
to the feet he came
det hele er forandret
folket er blevet klogere
der er noget i luften
en adling af tusser og fremskridt

hentet fra Gaudi og amøber en nat.
Så forsvandt han.

Sunday, October 21, 2007

La dolce vita

La la lads
rundt og rundt

han har tabt
hvem
ham de Sade

på en balkanballon
vi køber sæler og lidt trøst
til vennestunder -

så danser vi
og så smider vi skovlen væk da da
den vi har undersøgt

ansigtet med.

Det har været for dygtigt.
Det har været en jordomsejling over himlen.
Det har været smukke drenge med sabler
som danser som om hans mor var en engel.
Det har været stilhed. Elektronisk.
Det har været snue.
Det har været cigaretter og imperativer.
Cannot seem to find the rigtht lie.
Martin Hall 1984.
Det er tjekket.
Det har været svensk pop.
Det er maven
som ønsker en ny tør tavle.
Det har været la dolce vita.
Det har været en overstregning af depressionen.
Det er en magisk kur siger den.
Med noget i hovedet eller en fjer. Den pileus.

Her til morgen
her til morgen
ingen ild.
Jeg går til komfuret
konsternerer en lue elektronisk
så das spitze cigarillos nu ånder luen.

It aint over.
En mand går ind i en marskendiserbutik.
Han står i et rum blandet med rum.
Han er affældig. Han kigger på fortiden. Punk blæser.

Så klapper gonggongen
det er tid til diner
i afstand og nær
karusellen med de gyldne konsoller:
vi har overlevet kræften.
Muti.

Taleren med manchetter
rører luften symmetrisk
som en romersk megastructure
en hylde for das ding:

vi ånder op.
Jules Verne ankommer
en cirkel er sluttet.
Det er la dolce vita
blæst som en palme
Elektronisk.

Wake up bitch!!!

A dozen of pitstops

Jeg er stoppet op. Det var det han sagde
eventyret i Antwerpen, en far
som sommetider var væk en uge. På bar.
Men så har jeg allerede blandet det hele sammen. Flot.
Jeg er stadig interesseret i at sige jeg.
Det var det han sagde.
Jeg tænker på Sverige
stilen af spredhagl.
The bird on the wire. Og dig.
Det er grumt. Min far forlader rabatten
sjovt nok fik jeg et rabatkort
Roskilde - København.
Ned.
Ned i tempo. Fandens grumt.
En maske af fortabthed.
Men er sandheden at det er trist?
Jeg står i en pitstop
det er nemt nok: de er fucked up.
Så er jeg her
med min alder
En grånet rytter eller rytterske for all I know:

armbøjninger. Tid til at forlade

an orbit.
Jeg tror du skal være en mand

efterhånden, ikke eter.

Saturday, October 20, 2007

Faith no more

No more!
No more!

Is this a toxid thing I see?

Do not turn: ghosts.

A tower: and no flowers.

Vi skal slå om som kastevenderen
ind i skoven af mildhed
vi skal mærke vores maver
kompositionen slipper løs fra grebet af

manden i månen derovre
med skægget
Åh: døren, men ikke den.

Jeg er forsamlet med dem, for altid
broen varer langt ud i fremtiden.

Sikke du en jasse
en snasket dribler på afveje: farvel!

Friday, October 19, 2007

Du Doleres ønsker at være et godt menneske

Egentlig var vi løbet bort
til regnen om simpelheden
porten skar ild

i hænder og fødder
vi stod, Doleres, i den tykkeste vrimmel
af mod
men videre måtte vi: subhumant

indtil alle afkroge er set og bøffet videre
til en stormagt af vennesælkærhed

oh lyse: jeg ryster i dit skær
er min flammende begavelse kommet til kort
med seksskyderen?

Kom Doleres - vi skal videre
jeg ser en cirkel: jeg ser en diskurs mellem
sødeste søskende
al det papir
vi skal ligge i med!

Udenfor er årstiden kompleks
som et skudår
og herinde
har vi alle sammnen
trådt i stofoceanet: har vi noget valg?

Vi er papegøjer, Doleres
snurret for tonens vogn -
aldrig! Aldrig
et veto.

Thursday, October 18, 2007

Wednesday, October 17, 2007

The demon

Intet rører sig -
klappersangen sover vist
den Dodge har ikke kørt de sidste hundrede år -

det ville være dumt at sige
vi venter på miraklet -
vi er for tilsvinede

af kultur og billeder vi ikke kan styre -

Du vrider dig postshamanistisk
som en engel på syre

stenen i rød.
Jeg har mistet evnen til at slå ihjel
drengen er bange
han sætter ud i verden bortjaget.

Da jeg truer ham
afleverer han benzinen

det er nyttesløst
det er dæmonens regime

når jeg tænker på dig
et andet sted.

Tuesday, October 16, 2007

Natural born killers

Du siger
at du ligesom mig
er høj på det hele -
kom -
vi slår dem ihjel
vi smadrer vores hjerter fysisk -
altid skal jeg elske dig
elskede -
jeg slår ihjel når de kommer -

vi er kommet
senere end guderne
men i rette tid:
det som sker
dem som dør
bor i den vold
som er vores kærlighed

og det spinner og spinner
dereglement des tous les sens
fra Ballerup til Avedøre

vores blod udover havnevejen
mit du -
jeg har mærket kanten kværke mig
men jeg kan ikke holde op med at slå ihjel
min krop mit yver døende -

se-elskede - stjerne
og sirener af horer, som kommer

det skal ende med vores blodsang,
elskede!

Monday, October 15, 2007

The armystice of dogs

Jeg havde levet et hundeliv. Bukarest var forandret. Tiden efter kommunismen var hård for alle. En ny borgmester kom til efter reformen, og han dekreterede at alle vi hunde i Bukarest skulle udryddes. Vi slog op fra området, da det blev for hedt. De var hele tiden bagefter. De kom i svære vogne med giftampuller, altid i mørket: vi anede ikke om skuddet blot var bedøvende eller om det slog os ihjel. Så lå man der på pinden, og døsede, så knasede det fra verden, og de for ud af vognen. Jeg mistede mange venner. Gode hunde.
Jeg lå som sædvanlig og kiggede på ministeriet. Det er et af verdens største bygninger. Det er et menneske, det er et svin: det er en diktator, der har opført lortet. Det slog mod himlens port, og det fortalte mig at man skal være på vagt overfor mennesker.
Til Bulk sagde jeg at mennesket lavede dukker ud af deres hunde.
Det var en formiddag. Vi luskede rundt og skulle æde, men vi havde lidt overskud. Vi grinede når en eller anden tæmmer kom gående med sin husplante. Hunden kunne mærke det; at vi foragtede den. Den sænkede hovedet, og den sænkede sit fjæs og hale, men herude, grinede vi, er vi skæve immaculate.
Så brød helvede løs. De tog næsten resten af os. Vi skiftede territorium, hvilket udløste slag. Vi lå i natten og slikkede vores sår og drømte om en verden, hvor mennesket lod hunden være hund. Jeg skred til sidst. Jeg flygtede. Jeg tror jeg kom til verdens ende, eller var det Donau-lavlandet, inden jeg skiftede kurs. Jeg kom ind i Tyskland, hvor ingen hund kan leve frit. Jeg havde et par dage i Frankfurt, i nærheden af lufthavnen, men jeg blev deprimeret. Hvorfor havde jeg ikke taget nogen med? Hvorfor havde jeg ikke reddet nogen?
Jeg levede fra hånden til munden, og åd fra tyske lossepladser. Kål, her sent på sæsonen, dönere, gammelt brød. Mine sår væskede. Jeg kunne knap rejse halen, hvilket gjorde mig til let bytte. Jeg levede et sted nær døden, og forbandede samfundet og mennesket og udviklingen. Den gør hunde til dukker, den ønsker ikke hundens sande natur.
Jeg lagde mig til at sove.
Og jeg drømte.
Jeg kom til et sted, hvor nogle mennesker havde taget hvad militæret havde efterladt. Jeg kom ind her, et sted i natten: også her lavede man dönere, og en venlig mand så jeg var sulten, så jeg fik en. Så kom en hund, så kom flere. De havde erigerede haler, de så mig an. De var stærke og stolte. De gik hen til tønden, og flammer stod op i natten. Jeg gik med og fik lidt varme. Her var fredeligt. Her duftede godt, af hasish fandt jeg ud af senere. De lavede hvad der hedder en joint, og jeg faldt til ro, mens natten svajede henover mig.
Alle mulige racer, hvis navne jeg ikke kender!
En terrier, en mixet rotweiler, en schæfer, men alligevel blandede og med store stærke muskler. Jeg spekulerede over om en gammel dansk race var blandet her, hvad søren, en broholmer, en hest nok. Jeg døsede i jointens rus, og jeg fattede lymbom at jeg var et sted, hvor hunden var accepteret og hvor mennesket kunne lide hunden og ikke stueplanten.
Et fly over Frankfurt vækkede mig.
Av!
Her. Tyskland. Jeg lukkede øjnene, men nu kom politiet, med lygter og våben. En hund for ud til porten og fik en fiks besked fra en vogter, hvorefter hunden kom tilbage og gav beskeden fra sig. Jeg fik at vide at jeg skulle slutte mig til manden derhenne, et par hunde var allerede samlede. Angrebet kom hårdt: hundene måtte hele tiden fare rundt med beskeder, så den fjendtlige ordensmagt ikke fik krøllet samfundet her ned. Til sidst gav vi fanden og tog panserne i benene, bed til: jeg havde det som om jeg kæmpede for hele hundestanden, og noget højere. Vi fik dem ud omsider, de hvinede. Så kom lyset, og dagen, og området blev smukt og stille. Vi sjaskede rundt, hen i grøntsagen, hvor vi deller som tak for at vi havde hjulpet.
Jeg så en tæve. Hun var smuk. Vi skred op til volden, og vi knaldede. Jeg var en lykkelig hund. Jeg var et sted, hvor hunden var lige så klog som mennesket.
Da jeg vågnede i Frankfurt vidste jeg at det sted jeg havde drømt om, det findes. Jeg rejste mig og begyndte at trække nordpå.

Thursday, October 4, 2007

The Trial

Han pustede
han skriblede
han døde
han slukkede
han vaskede
vi har alle sammen de samme ar.
Hvem gør rent efter os?

Beamter Challenger drop

Besætningen var død.
Jeg var langt fra atmosfæren, lavede armbøjninger
og åd fra biosystemet, kartofler. Den røde planet var efter
hånden sort.
Havde drukket vodkaen.
Karofler tilbage til en snes dage.
Harold nede på jorden overvågede mig hele tiden.
Jeg var færdig med "Idioten" forlængst.
No more dope!
No more.
Førstedagen, aften. Jeg ryster, tyndskid.
Jeg er et dumt svin.
Andendagen, lokum. Skyen af intox tyndere
som om den søger et hul i kraniet.
Depressionen kommer. Tager den med hash.
Ned.
Jeg indser jeg spørger for første gang
hvad laver du i rummet?
No kry!
Kroppen skal ligesom gennem et lavahul
miste malevolent, renheden er den tåre
man skyer i rummet.
Da vi smadrer mod havet
har vi fejlet.
Ilten overilter.
Jeg græder mod sandhedens mur.
Min krop er forvirret.

Wednesday, October 3, 2007

Improvements from Markarska

Jeg så tydeligt en blæksprutte komme gennem byen, ledsaget af et følge, der efter al sandsynlighed elskede blæksprutten. Jeg var næsten faldet i søvn, og mor var kysset gonat, endnu en gang bimlede jeg en enkelt stjerne frem og forsøgte at holde den. Imorgen skulle jeg med trammen et godt stykke ud af byen, via det nedbrændte område, og dæmningen og lineren til øst. Jeg holdt mindre godt på stjernen. Mit blik for ned på gaden, sølet trak henover den, udsatte gade, og spejlede den gennemgang af kærligheden jeg havde brugt aftnen til med mor, og hun var ikke skuffet. Igen ville jeg have gang i stjernen, udholde den, mine fingre det modsatte, idet de søgte ned mod kassen af nips og små sakse, den ting jeg laver, når jeg så at sige drømmer. Blot blev hånden led, og så kroppen, vitterligt angrebet af syner mod sig selv, forfærdeligt overvåget, ikke sandt, da blæksprutten kom i spasmer, hvorved ekscorten kom i affekt. Min mor kom ud med medicinen, den vej mod kompromiset, der kølner den flammende stjerne, supermarkedet kan opstå, men inden jeg fik pillen slap blæksprutten grebet om munden og stønnede at hans appendix til den samlede skizofrene lære lå nær Split, at ydersiden havde givet ham en form udenfor enhver form uopdaget, at den hykleriske mission med at synke sig selv for at skaffe pondus til lyset er anæmisk - og da jeg omsider sank pillen havde jeg opgivet en metikunøs liste over selv-forbedringer.

Briefe im passepartout

Jeg sender den skonnert væk
med dødningehoveder og filigran.
Jeg har ikke været elsket
men jeg sender dig bort
ildvandet og den spaltede tunge!
Jeg har levet en stund
og har fundet blinde punkter
som vil være blinde punkter.

Alas!
Tænk at vi overkommer det her.
Jeg shipper dig en optimistjolle.
Du.

The traum of Bertram

Han kom næsten til tiden
til den følelse
han blandt andet rummer
på denne klode af uforståelighed.
Han trækker på vejret
som er magien
agil og fragil.
Han kan se et træ og en terne
en slet natur
delt af alle.
Så han græder ikke
da de skal se en krimi
på fjernsynet.

The einsams of Peter Pan

Han fixfaxede med vingen, den var træt.
Støvet havde lagt sig.
Støvet lægger sig.
Han kigger mod henne maven, hvilken gør ondt.
Han vil snakke, kun stjernen lytter.
Det drejer sig ind som en miljøforstyrret slange
ind i den forvitrede knugerede.
Det er det som fremstiller døden, tænker Pan
Døden hænger sammen med udflugten
Det er deres vold
som er min.
Jeg misunder den raske vinge.
Det siger jeg til natten
for det jeg skal sige
kan jeg ikke sige til nogen.
Det bliver så hurtigt til døden, og pirater.

Monday, October 1, 2007

Solen er rød, mor!

Solen er så rød mor
på den 11.time.
De siger
de siger
man ikke må ligge for skjul
siger og har altid sagt
man ikke siger renhed.
De siger
de siger
du skal ikke se
det gør ondt i øjet, mor!

Torben

Torben Sten kommer ind på klinikken iført paryk.
Han er iført en kat ligeledes.
Han møder en videnskabskvinde.
Hun ved besked om kræft og overføringer af partikler.
Torben krammer katten.
Han kalder den missen.
Han ved at man ikke må ryge offentligt længere.
Derfor er han kommet.
Til klinikken.
Han vil vide hvordan mon katten har det i hjemmet
når han ryger en del.
Om den også kan blive syg.
Det kan eksperten ikke afvise.
Vi har her et samfund så komplekst
med olievindinger og dyrekræft.
Det er det Torben Steno har demonstreret.

Sunday, September 30, 2007

Aben er syet ind i maven


På vejen


Kolonies and skies of action

Der er fundet, ret sikkert, olie ud for Østgrønland, som ikke er noget rart sted at være. Og koldt. Det kan være morsomt for børn under femten, inden de får kugler, at skøjte aja, i environs, men når dunen kommer, kommer besværlige tider, hvor man hader adolescammonde, hvilket indfører min pointe. Jeg er assistent og førstefalksredder. Jeg kan redde et menneske fra et fly. Da jeg ikke har været i Østgrøndland, og derfor ved jeg skal der, lyttede jeg da en forskerblink sagde hvor meget olie der er, og hvad det koster: vist 3000 års støtte til Rigsskabet i nord af Danmark. Bloktilskud. Jeg fik lange ører. Det er mange penge, og vi har som sagt overforkælet eskimoen, der ved fra origin at fiske på vandet blåt er rart og klogt, og så penge oveni skindtapperhatten. Vi er en nation, og nationer drikker te sammen. Så kom Hr. Kleist fra hjemmestyret, han er i kommisifission med Espersen fra folkepartiet, og folkepartiet var smuttet fra mødet anklagende eskimoerne for at ville score kassen. Kleist snakkede in vain. Ærlighed. Nationer, når de har efterdrukket behørigt, skal vinke til herren i en. Så sagde Kleist, en udmærket mand: det drejer sig ikke om eistomani deoppe, men om at dele i porten. Han sagde, på skærmen, om de kommende trillitijoner: fifty/fifty. Vi bor i et spændende land, hvilket tiltrækker det meste.

Jens troede han var et wild kid

Jens troede han var et wild kid

hvorfor -
Det skal jeg sige dig -

Han tog på damerne og drømte om klippen
gennem membranen han for
ind og ind
hvor alt er skønt og vildt
og hvor døden fester med skønheden.

Han gassede op
pustede sig op -
tog Alice med storm og Lucia med lys
Det var en fortryllet skov han så
Jens var dus med alle muligheders døtre

En enkelt anke
En gammel slette - næppe!
Han svor til legen.
Han svor til samvittigheden og den evige ballonspektion

i den selvsmadrende kærligheds opbyggende evighedsland

hvor det gik,
men da komiteen kom
så bukkede Jens - pænt.
Han smilede og sagde han var assistent
men i virkeligheden var han en nipset ambasadør.

Så kom im traum a man
vildere og mægtigere end Jens
ej han bukkede, men cirkumvendte flasken
så jeg blev tom, tyst.

Der kom blod. Der kom disse sammenligninger
under hvilke vi opstår.
Og Jens gik ind i skoven igen.
Han kunne ikke klare blod mere.

Damerne på Rhodos glemte ham. Snapt.
De tog til bilen eller manden eller vaskede fisk.
Skoven gik i Hæld.
Jeg ser efteråret.
Jeg ser lysets små stæsende døtre i alfabetets lydkastevinde

og kan kun - som Jens
tænke små steriliserede delfiner.
Det er sådan man opstår og jonglerer
i skovens dybe stille ro.

Manden af blod.
Jeg så ham fra mononokoloen
knejsende og stor og suveræn
og fra hans
jordskælv
damerne faldt.

Jeg faldt i en kavalergang.
Jeg har mistet kompasset.
Måske kan jeg være den ledvogter fra midtens overdrive
seende og seende
næsten ingenting -
hverken skov eller blod eller raceopgivelsen -

Det er en neat sang.
At komme til. I midten af rusen
i omringet af saltet
der helbreder min krop.
Nedringet.

Jeg hører et kor, rindaliseret og lidt uforskammet

om øens blændværker.
Men jeg ser en minaret!

You better start aswim
or thou sink like a fool
synger manden af skrammer

mens Jens er begyndt at forfølge sin radiobil

i skoven.

Thursday, September 20, 2007

Den gamle nøgle

I det lille hus ved vandet
havde den sit sted.

Det var smukt.
Vinden blæste.
Den gamle nøgle er krum
langt fra at knække.

Han løb på en sky
men huskede at låse og slukke

men nu
har du mistet den gamle nøgle
og fortidens overtro
tror du

mistet så du græder
her er døden for nær
det siger al common sense.

Red bull

Sørensen havde kørt i 25timer
uafbrudt -
han havde skøre tanker
de sagde
vi spiller dig puds, lille skat -

de sagde
du er blot en efterligning
af os og alt hvad der er sket

det står i bønnebogen og das kapital -

Han skulle på lokum, Sørensen
men var bange for toiletassistenten

de tyske sanfair-toiletter
havde desuden højtalere ved sædet
reklamer for pejse
musik, så bæen blev tyst -

Han kunne ikke skylle ud
han blev pudset ud
af hjernen
natten og striben lige under ham
han holdt den der i midten - for at undgå krash.

ingen benzin
ingen at dele noget med
ingen engle

blot et brev fra moster han måtte læse
efter han havde tanket.

Mange væsner kan bevæge sig hurtigt.
Han tankede og fik kaffe
henne om hjørnet i nattens skov
for hjernen afsted
med udelukkende forbrydelser for øje
-og at være jaget.

Han åbnede brevet, men han kunne ikke læse længere.

Wednesday, September 19, 2007

Red bull: the hour of the wolf

Jeg sad på skamlen
motorbilister kom fræsende mod Hannover
de var indbildske og latterlige.

De smider en mønt: o,50 euro
men de skænker mig aldrig en tanke.
Og de har tyndskid.
Og de har for mange penge.
Og jeg tyller en red bull
og rider gennem skoven
båret af min overlegenhed.

Tuesday, September 11, 2007

The burden of universalism

Havet her. Det skinner. Man skinner med. Skinner ned i det.

Lovesick!

Du har martyren fra Syracusa

har du ikke

vak fra ekstreme kurver

amputerede af klapvogne, pomade.

Sa de tog hende med list.
Det er den gamle twist.

Men jeg grader pa afstand

mumiemenneske

for jeg er en anden!

Nu kommer isbarer og hofter og formoderne ag

gaende og vaklende og smilende

mod den udgravede isdreng, ja.

Og nar man ikke kan tanke

kan man baglansslentre

mod vandets

Zeus.

Thursday, August 30, 2007

Break on through

Nede ad vejen ser du en slange
hvor fint!

Du bor i en slags kultur
alt er virkeligt
transhistorisk.

Alt er muligt.
Du mister en ven. Pyt.
Der kommer en ny.
Du hoster. Pyt!
Der kommer en ny

med dejlige øjne og en dejlig barm.
Satans som det kød dufter af mere.

Lucia Joyce havde det heller ikke nemt
men hvorfor
med velfærden
har ingen mennesker øjne længere.

Der kan komme en afsides
person
med en campinglygte og en flamme
han spørger hvor er I
pyt
der kommer en anden mand
flammen sidder trods alt her borte
et levn fra sammenholdigheden
klæbrige ironi og pyt!

Der kommer en ny
i et brunt jakkesæt
han elsker også din mor
hvis drab ties verbalt. Pyt.

Det er blot det hele
væk udenom fundament
som skal holdes i en vandpyt.

Jeg håber Split gør godt. Så ses vi senere

skat.

Wednesday, August 29, 2007

Die Ernst

Det var som at være stilbundet

mellem arkaiske klipper
storgutten vandaliseret af klippens gribbe
og den brændende sol.
Det var som om religionen, manikæismen var kommet
med dobbeltgrebet

enten en farve, resentiment, to valører:
de klukkende gribbe
de alvorlige gribbe

så min irritiation steg til uanede højder
på ladet af blot to temperamenter
lidt sprut

Derovre svæver Hölderlin i hymnens eng
mens biblioteket sværger til krimier med skeder

Det er uholdbart
det er uholdbart
det skriger jeg til de svindende

og hvad har du tilbage?
To retninger, hvis indretninger
aldrig kan erstatte det tabte ansigt -

Det er uholdbart
det er uholdbart
kroppen går ned -

Tuesday, August 28, 2007

Kære Hamilton

Kære Hamilton -

Vest Sahara er storslået. Jeg tror jeg trives. Det med at trives, det er jo pudsigt, og måske lidt kontra-livet, hvis du forstår? Ja. Du står jo sikkert på disken og giver en kunde det han ønsker, det beroliger mig og når jeg er upset tænker jeg på det. Den skrå sol, som er lunken efterhånden, der slår ned over taget. Så en nisse springer i en sprække af lys. Og så skal man bare tænke din hånd med. Din mine. De andre har respekteret mig. De har sikkert forstået at det blotte sand, den skinbarlige tid her, kan generere et bymenneske. Og jeg er jo ikke god til dyr. Mor vidste det fra starten, ikke, og tog dem væk. Alligevel gloede jeg tæt efter månen, når den showede off. Det gjorde vi begge, jo, men månen her er for viderekommende. Eller komne. Hvad hedder det? Jeg havde tænkt så meget på Lucia, og det lys hun rummer, den eneste dont menneskeheden skal rette sig efter, det lys, som blander alle os væsner. Men ofte strøg hun bort. For det kræver jo ihærdighed at være på toppen hele tiden, og jeg kæntrede som vi gjorde engang, da jollen lækkede, hvorved this storsign af uro på bakken kom. De andre mærkede det. Selv min kamel mærkede det. De slog sjalet tættere om kindbenene, og bålet ulmede afstandsstigende. Så drog jeg til bakken og blev filmstar, men mistede forholdet til ørknen. Nu hvor vi drager afsted i karavenen, så hop, så plov, så tid-dulm, så torpederer jeg rundt i det frie som et menneske, der har mistet rytmen. Og så bliver lyset forunderligt, Hamilton. Puklen, rygsøjlen kaster mig af, så jeg er den frie, ulykkelige engel, der svæver rundt om karavanens egentlige trav. Rytmeforliset.

Friday, August 24, 2007

Et elorgel i kæften

Jeg ringede ham op flere gange. Han tog ikke telefonen, jeg blev stædig. Til sidst svarede han. Jeg sagde det var en udmærket favorabel pris, han måtte smede mens jernet er varmt. Gennem røret kunne jeg høre ham kvie. Den lille muggert.

Jeg opremsede salgsfordele. Den tekniske side af sagen.
Han rystede på hovedet. Telefonen, telefonen.
Han havde et udmærket elorgel i forvejen. Han havde hvad han havde brug for. Verden, den ... jeg afbrød ham. Procentsatser, etc.

Så muggen et menneske kan være.
Det vedkom kun ham.
Han gik over til sin mor, opvæksten. En lejebolig.
Så?
Han havde fået nok.
Sælgere, for den sags skyld sæler etc.
Han måtte komme ud af hulet.
Det virkede i forvejen. Det gamle.
Jeg kune rende ham.
Jeg så et lys: en dialekt.
Ubrugeligt, svarede han.
Han rystede af harme. Overgrebet var han.
Jeg var en i rækken.
Hvem holder med bitterheden?
Jeg tav.
Han ønskede så at sælge det til mig.
Paf.
Der ser du.
Så lagde han på.

Thursday, August 23, 2007

Kænguruen skinner

Jeg sad til voms
midt mellem stor angst og nysgerrighed
fik rødder og udsigt

til bander og drab.
Jeg var endnu lille
men mor mente jeg skulle abdikere
fra vommen og rytmen
i vommen.

Men jeg sagde træt:
nu kan jeg ikke absolveres mere - af flere ting:
nu er jeg træt.

Hverken mor eller livet adlyder.

Klatmyren

Skal ikke bare kravle og fikse det hele
hele sorgen for at være klatmyre
på vejen i stormen i uvenskabet
kampen og hvad-den-skal-nå

Lille klatmyre på vejen
dublikeret så omsonst
til punkmyre og hele vestkysten
lyset og damerne

du holder en dronen snart
lille klatmyre
bliver chef over alle fakulteter dine
hymnen, vejen, drømmen

Du har set og onduleret for klanen
turen til Dagestan
men det er ikke nok -

du føler det som om alpetoppen bæres af dig alene
det går ud over meuten
når du skal synge om anarkiet tillands
rapide biler der slynger loven over bord

dine palmer som du nusser som en dissident -
lille klatmyre
en anden fandt kniven og gaflen
men du slynger dem mod alpen alligevel

som om du bare skal
holde pines af det du ikke rummer.

Sommerfugledalen

Jeg kom i vane
at på toilettet
at gå i forbløffelse -

over verden -
jeg sagde
i afføringen
sjælden fast
hun findes - og
hun findes

der findes fletninger - og nydelige malerier
små numser
og sommerfugle

jeg sagde i mig selv:
sikke en karl du er -

Wednesday, August 22, 2007

Skørt If

Som det nogengange kan udruges
fra disse mørke strande

en rytme fravristet
det eneste: modstanden.

Jeg har fremover bevist
urokkeligheden
mellem tragik & komik

men også fundet en mellemåre
hvor det nye slag står.

Jeg tror på det.
Hjertet banker jo vejen frem.

So far away from you: Hawaii

Kære If/

Jeg er vågnet lidt sent igen. Jeg troede måske jeg var stærkere

end det er tilfældet.
Det er lidt som at være trykket ind til
instrumentet
hele tiden, hvis du ved?

Men jeg har tørret pletten af sofaen
tænkt på gud.
Tænkt på gode vibrationer
skønt jeg føler mig ugleset
En ven er kommet på hospitalet
Jeg hører dødens sabler
repeterer: grøntsager, grøntsager
til nye hymner af vækst og kærlighed
så tænk ikke på mine kilometer på Lost Highway

for jeg står op hver morgen med en vis virkelyst.

Som du allerede ved kaster jeg håndklædet i ringen
hvis du ringer
og tager mine badebukser af sted
så vi kan mødes på en strand af guave
og tidlige morgner

i hymnens soberhed.

Din.

Monday, August 20, 2007

Reserveret prosa (befæstet tale)

Og hvad er samfundet? Det er Kieler-kanalen. Kender den af omtale. Peget på af minicoastere, der bumper gennem samfundet for at mobbe os, af sted, og mobbe luderen Heidi, gennem sundet sydpå dag og nat, og os i rusen, som kun rejste i rusen fordi Kiel krævede en logistik vi ikke ejer. Så vi spytter på Kiel, og det med tungen, som ruger tungen efter frøknen blev en madamme. Det er døde etellerandet fugle i vores betragtelige sjæl, henne-væltede i den ydre verden.
Havet står op.
Det er blot at række ud. For rejen føres af en leder. Men disse mennesker stabler stadig små symbolske podier af sten for at overvinde vandets natur. Her på standen. Hvor du så en svømmende (lille) spækhugger?, stranden, hvor idioten for ned for at hente mere ler til pottearsenalet. Det er måske et sted, som er mere virkeligt end alt andet, så det næsten ikke findes. Hvor en binær alf skærer den anden side væk, en lyttende. Jeg har hørt ham skrige, Kaspar, svøbt i natten, at de måtte lukke ham ud. Måske er han den binære alf. Kniven i ørebælgen.
Kiel. Dag og nat. Væltede stammer, hvor vi skriver vores initialer ind. Og et menneske, som har fået nok.
Han tager årene og ror ud. Han ror til. Han ror. Så jeg kan ødelægge retningen, i mit indre. Eller have det privilegium at spekulere. Ført, som af vinden. Det, som ofte spolerer stemningen er, når nogen slipper en vind. Skulle den mene noget? Rejen hopper og springer, men ikke for at vinde. Rejen hopper og springer. Hun plasker og dør lige fremme. Jeg kniber øjnene sammen betragteligt for at afgøre om hun virkelig vil dø. Jeg spørger Kaspar: kender du når man helt igennem ønsker at dø? Den kraft? At slippe? Eller at mobilisere al kræft for at komme gennem livskræften, ud af klappen, ud i døden?
Han kan åbenbart ikke høre mit spørgsmål. Han ror. Rytmisk. Drøjt. Som man ror. Jeg søger frem i båden, hvilket virker sært for en Københavner, når man er langt allerede ude på sundet, at forsage balancen. En binær fodlænke i stofkomplottets shithole: et menneske, som drukner.
Så jeg hurtigt kan få sagt det til idioten, ikke ham med lerfigurer, at han ikke tåler dagens lys. Så han får den, mens han ror, mens han praktisk talt er døv. Døv? Ja! For vinden blæser og bølgerne klapper ind over rælingen, kontra jollen, som er ramponeret, det er sådan joller er når de er holdt af drankere! Lortet er ikke gået ned endnu!
Heller ikke Heidi.
Se nu dette hæslige kvindemenneske, som er så mørk; hun ligger omtrent i lyset. I saltet og i sprøjtet. Jeg kan se at hun svømmer bestemt hen imod færgen. Jeg ved ikke om hun nogensinde har taget den. Færgen tuder, og hvad der fra havnen i Mommark ligner en behagelig tur med et krympet fartøj, vokser nu i proportioner, stævnen hakker gennem bølgerne, Heidi fortsætter, Heidi satser på en vildere blind vinkel, og kommer ind i slipstrømmen og et kort øjeblik ser jeg en løsrevet finale af klattede, mørke øjne og oversete muskler, der gnister mod en sejldug af salt og solskin.
Jeg skal kaste op.
Jeg kan slippe grebet om tingene, og måske tabe til gud: anstændigheden, mens Kaspar færger den her færdig. Han styrer jollen ind bagbords og slipper åren. Han vræler noget jeg ikke høre, mister en åre, går ligesom gennem en magisk glidedør, hvor han forenes med lutter lys. Jeg mener: glemsel. Glemsel, mens han pranger hende op i jollen, skyllede, lille Heidi, som nu er glat som en ål.
Hun ligger som en vraget arabesk henover jollens midterbræt, på færgen er livet standset monstro, og selv havet skynder sig pligtskyldigt at dysses, som om håbet gjaldt, som om dette sure liv tillod os to knægte at sidde andægtigt og lykkelige med en død kvinde imellem os, en lise at bjærge hende ind, en uønsket, folk på stranden, som i mangel af bedre knapper en sørgebajer op, accepteret, varmet af svinet, forenet, beskyttet af død.
OH
LISE.
Det blanke og det sydende, i viljen, sætte sig igennem, på standby.
Et øjeblik har jeg det sådan. Åbningen lavet. Til naboen. Til en slutning, som er god for alle. Måske en indrømmelse til lederen. Men to heroer. To. Ikke, Lise? Men han vil redde et levende menneske. Så han kan skille sig ud. Han gider ikke døde mennesker. I sumplandet, hvor den faste, folkelige indkomst matterer viljens onde skønhed. Togtet færdigt. Sådan tænker han, den affolkede strand og natten på kroen med Herbert hjemvendt, hyklerisk så stille det hele er, nu.
Jeg ser ham rejse sig. Det virker som om Kaspar har tænkt sig at slynge hende i havet igen. Og jeg hører allerede en samtale, hvor jeg genindtræder i det bitte.
Af sted. Til Kiel. Og jollen vugger igen. Søen starter igen. Det hele begynder igen. Hvor har vi været?
Kaspar ser på mig. Han smiler. Jeg sidder oppe i stævnen, og skinner for alle dråberne i havet. Han ser lige igennem mig. Han har åbenbart tunet sig fast til virkeligheden igen. Så knapper han en Albani op, han tømmer den ud over den døde kvinde, mens sundet blæser til atter.

Opbruddet?

Fra kalkbruddet:

I sydlig retning: vegetativ
I vestlig retning: Borneo and skin nudisimo
I østlig retning: trigger-skin and newborn

For de rejser
ja de rejser
for de er så gode til at være her.

Jeg vil rejse rejse rejse
for jeg er så dårlig til at være her.

Jeg så en snob.
Han fik en havgasse i røven.
Flød med sider og propper, nuvel!

Og malstrømmen?
I båden jeg den hører
hører den fra veteranvognen fra ansættelsen bitterheden.

For meget plads til tampax.
Glor. Ind. Satans.
Overstået? Nix!

Så jeg rejser så jeg rejser for at svede dø tyndes kedes
Så jeg kan rejse med nogen
ind
ansat fastsat elsket.

Temaer, temaer, temaer

  • Den om knægten, som stod i kulden, gik kold og skød
  • Den om mor, som skal redde et monster fra Rusland
  • Den om primadonnaen, der fik flækket skallen af samtidsfigurer
  • Det lidt sørgelige med den stille bog
  • Hvor stor er Rifbjerg?
  • Panorama
  • Indlemmelsens og dovenskabens positioner
  • Den ubefæstede tale
  • Libertineren & monsteret
  • Livsrytmen, afkaldet og kærligheden
  • Om vanen
  • Om at få skejser for sit arbejde
  • Nær Split
  • Lucia Joyce
  • Børne-og pornografibogen, sæt med sidevogn.
  • At man er alene
  • De giver fanden
  • Martyrium, tales from the ego
  • Byrons Don Juan
  • Husets teater søger ny ledelse, men mine venner er nogle bange røvhuller
  • 2900
  • Jeg er et bange røvhul
  • Kid A
  • Nye mennesker, vaner, steder, støtheder, muren.
  • Solstaden
  • Inde i kussen: initiering
  • Forråelsens pragmatik

Thursday, August 16, 2007

Efter vi opgav


Efter vi opgav
den lange march
det klukkende hav
gav fanden plentitude -
er vi overvældede
har vi mistet skødet
eller har vi fået det bonustrack
til bordellet
som gav os samtidskunsten
små foyerer
det er pistolen
det er pistolen
når man mister tempoet
som bandt os til livet

Rytmeundergrund

Vi har så bløde kinder
vi hører Iron Maiden
vi skaber alene
misunder en klerk
brænderud
brænder ud

Friday, July 13, 2007

Ulrik

Ham der han sad i undermunden
Ham hun sad i ganen
spyttet godt til i ganen

Det var sikkert Schiele husker det ikke -
den streg stod til søs
den komposition klappede englene til
de bryster var
den tone klappede
hele munden til

indtil det hele kom ud -
det kommer ud

Vi har set det før Ulrik, så!

Sontag analyserer Picasso


Fra odden til Baden-Baden

Vi havde siddet i den forpulede gummibåd alt for længe.
Vi var drenge. Vi var meget unge.
Vi drømte om katastrofer og slanke hustruer.
Det var så dumt. Men vi manglede så meget.

Så kom den her filejs.
Han var smadret. Af livet og næver.
Med en overbevisning vi fortegnede
for vi var så unge. Vi kedede os så meget.

Han slog ud efter os. Vi tænkte på Arles og den gule skole.
Han rundede pynten, så vi.
Han padlede som en gal.
Måske er nogen efter ham, foreslog jeg?

Han nåede sit mål, tilsyneladende. Rundt om pynten
vi mistede ham
drømte om ham
ud af vandfarven og bogopsætningen, cypresser og gamle stole

ind i livet uden os uden pop
et sted i det mørke Tyskland
hvor livet raser udenfor drømmen

drømt af to drenge i en sjællandsk gummibåd.

VAN GOGH M/ BRUISES


Thursday, July 12, 2007

Mand ser Schiele an


Alle ting taler

Hey dj, spil for os!

Du har overstået døden i London.
Prammen bærer efterhånden en lyserød tyr i stævnen.
Måske grinede de ad dig i Paris?
Men ikke her -

hytten var fin, bogen udmærket -
ingen af os havde kræfterne til naturen.

Nu sidder manden med de orange briller i hjørnet og stirrer
mens muselmaleren skænder de tykke madammer -

en danser lifesize
vi har ikke set ham længe
men historien har givet os amnesti

Vi praler af frigivelsen
vi har det fra ophavet
den eroderede strækning mellem tomten og gruset

Du spiller piano med din vare
teknisk er du overlegen
det praler vi af -

Han sætter ceder ind i midten, forlader
En skruestik til ord luner på dukken, den svinger vildt -

Vi kaster trusserne tilbage over scenekanten
vi smadrer motoren, så bilen får stå
De penge vi får af djen donerer vi til kattens bekæmpelse

Det er en stor fest, ikke sandt?

Nedstigninger

Vi havde hakker og stave, men mistede dem.
Vi var blændede af den sol vi huskede.
Vi byttede støvler med de døde.
Vi surrede os fast om natten.
Vi kunne høre bjergulven hyle.
En røg løs og tumlede ned ad bjerget.
Det var nødt til at blive musik, så frygteligt lød det.

Den første dag kontrollerede vi bjerget.
Så gik det hurtigt og vi fik knubs.
Vi mistede staven og hakken.
De kuldbøtter, da de røg, var nødt til at blive musik.

Så mistede vi teten.
Bjerget tog os.
Det var sygt.

Wednesday, July 11, 2007

Nye veje

Det billede skal op på væggen.

De ben skal gå nye veje. De ben skal gå til højre nu. De skal hverken
til klitten som de plejer eller klitten som de drømmer om
men få fat i den boremaskine
den dukke ind til kabareten
den anden vej direkte
væk fra hanen and the smokey crowd
til Adriaterhavet og fuldendte bøger over Cuba og væk fra torvet
den jammerlige køter i jammerdalen hvor vanen sidder

som tilbud på en ladcykel.
Ikke flere dreadlocks.
Ikke flere automatiske ben.

På med moskovitten. Make it new!

Flere genrer, flere ruter, flere humører
plantet i maskinens muld.

Hvor hanen skinner i den deprime nat.
Vi er alle sammen så kede af det, gifte og barnløse
kommer passive ned over nedlæggelsen fra livet
mindre mindre lyder sangen
det vi havde er sunket
din mulighedsskat skrumper som en dum reje.

Åh, bryd ud! Boremaskinen har sin hymne
i en ny troværdighed, ikke?

Drømmen og luderen, en bro over Fehmeren

har vist kapriciøst hvorledes man planter såsæd og trin
mellem alle
de ting vi ønsker.

Tuesday, July 10, 2007

Smoke in Detroit

Jeg stod og så på stålbankerne
og de tudende lokomotiver fra krigen

der kørte direkte gennem husene
røgen og smoggen og regnen

En ladvogn. En ladvogn skrumpler

det er mit blik som har set sin bedstemor i sorgen.

Det er mit blik som ikke elsker længere.

Det er mit blik som fryser rotten i en dårlig drøm.

Det er lokomotivet
Det glatte bjerg af regnen
Den sangvinske fyr med guitaren uden hjerte

Han elsker dem kort og dårligt.

Jeg tager arbejde som slagter, nær rottefarmen

ødelægger hjertet,
men rosen klanker stædigt.

Jeg tager dyreryggen og smasker den over ryggen
gennem slagteriet lokomotivet og sprutten

Jeg tager tågen over rosen
men jeg kan ikke fjerne den længere.

Monday, July 9, 2007

Retning mod jorden

En pave fra Varde
pegede på jorden.

Han sagde lidt. Han sagde.
Hæng hovedet på en knage.

Han sagde. De embedsmænd.
De kan ikke stikke fingeren i jorden.

Det var det.

Fedtmules visir

Fra hendes lange fingre
kom en katolsk beretning
om Fedtmules visir.

Det var et landområde, beretter hun.
Det var enten kumulus eller tåge.
Mest var det tåge.

Fra et skydeskår i østfløjen
så jeg visiret.
Jeg har tænkt alt siden.

Slut.

Skilledøre united

Det var blot en lyd af skilledøre
da jeg var mærkelig
her og fraværende

den hvide lyd af døre
der skubbes henover en blanding
af filthår og sorg.

Jeg kan høre natten.
Det er sjældent og populært
formuleret før
mørke gennemisnet af hvid
i de mørke korridorer
kommisærer og platugler

du ligger herhenne
over mit hjerte
i dit før dat.

Dette maskinel larmer.
Det skal larme din overlegenhed og mit øre
natten
før skilledøren.

Historien har budt lys.
Mange lys. Det lyser som skridt, fra junkere i natten.
De har store hjerter
hvor de snubler i deres egne hjerter, mørke.

Det er grimmere: de kommer ikke ud af deres
egne hjerter.

Men døden, siger Fogh, revaluerer i døden.

Det er langt væk
i et lille indelukke

united bag dør2en: hvid.

Würste

Her er ingen kvinder

kun bandager. Og tanks. Råd. Gamle flammekastere.

Jeg elsker min ven til døden. Det er perverst.

Omsider er vi deserterede. Det hele er ligegyldigt.

Lige pludseligt er det hele ligegyldigt.

Før var det ligegyldigt med disse mænd,

der skød brystet frem og ville være erobrere.

Nu er de søde som jødekager.

De glimter, når jeg tænker tilbage på dem,

juletræer i den uskyldige time midt på dagen.

Men pludselig er jeg ligeglad. Jeg kan ikke mærke

kroppen.

Det sner automatisk, jeg drømmer automatisk

om tiden før Nilen, i Nordafrika, hvor sveden stod gennnem alting.

Jeg er ikke ked. Jeg er fri. Det er tyve

minus grader, jeg sveder gennem metallet i vanddunken

livets vanddunk, vadestedet, kvinder, som vasker, en palme

og en rævepels, der søger rester.

Det er befriet, hele afstanden, fra Volga til Nilen

af kulden og døden

inde.