Han fixfaxede med vingen, den var træt.
Støvet havde lagt sig.
Støvet lægger sig.
Han kigger mod henne maven, hvilken gør ondt.
Han vil snakke, kun stjernen lytter.
Det drejer sig ind som en miljøforstyrret slange
ind i den forvitrede knugerede.
Det er det som fremstiller døden, tænker Pan
Døden hænger sammen med udflugten
Det er deres vold
som er min.
Jeg misunder den raske vinge.
Det siger jeg til natten
for det jeg skal sige
kan jeg ikke sige til nogen.
Det bliver så hurtigt til døden, og pirater.
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
No comments:
Post a Comment