The armystice of dogs

Jeg havde levet et hundeliv. Bukarest var forandret. Tiden efter kommunismen var hård for alle. En ny borgmester kom til efter reformen, og han dekreterede at alle vi hunde i Bukarest skulle udryddes. Vi slog op fra området, da det blev for hedt. De var hele tiden bagefter. De kom i svære vogne med giftampuller, altid i mørket: vi anede ikke om skuddet blot var bedøvende eller om det slog os ihjel. Så lå man der på pinden, og døsede, så knasede det fra verden, og de for ud af vognen. Jeg mistede mange venner. Gode hunde.
Jeg lå som sædvanlig og kiggede på ministeriet. Det er et af verdens største bygninger. Det er et menneske, det er et svin: det er en diktator, der har opført lortet. Det slog mod himlens port, og det fortalte mig at man skal være på vagt overfor mennesker.
Til Bulk sagde jeg at mennesket lavede dukker ud af deres hunde.
Det var en formiddag. Vi luskede rundt og skulle æde, men vi havde lidt overskud. Vi grinede når en eller anden tæmmer kom gående med sin husplante. Hunden kunne mærke det; at vi foragtede den. Den sænkede hovedet, og den sænkede sit fjæs og hale, men herude, grinede vi, er vi skæve immaculate.
Så brød helvede løs. De tog næsten resten af os. Vi skiftede territorium, hvilket udløste slag. Vi lå i natten og slikkede vores sår og drømte om en verden, hvor mennesket lod hunden være hund. Jeg skred til sidst. Jeg flygtede. Jeg tror jeg kom til verdens ende, eller var det Donau-lavlandet, inden jeg skiftede kurs. Jeg kom ind i Tyskland, hvor ingen hund kan leve frit. Jeg havde et par dage i Frankfurt, i nærheden af lufthavnen, men jeg blev deprimeret. Hvorfor havde jeg ikke taget nogen med? Hvorfor havde jeg ikke reddet nogen?
Jeg levede fra hånden til munden, og åd fra tyske lossepladser. Kål, her sent på sæsonen, dönere, gammelt brød. Mine sår væskede. Jeg kunne knap rejse halen, hvilket gjorde mig til let bytte. Jeg levede et sted nær døden, og forbandede samfundet og mennesket og udviklingen. Den gør hunde til dukker, den ønsker ikke hundens sande natur.
Jeg lagde mig til at sove.
Og jeg drømte.
Jeg kom til et sted, hvor nogle mennesker havde taget hvad militæret havde efterladt. Jeg kom ind her, et sted i natten: også her lavede man dönere, og en venlig mand så jeg var sulten, så jeg fik en. Så kom en hund, så kom flere. De havde erigerede haler, de så mig an. De var stærke og stolte. De gik hen til tønden, og flammer stod op i natten. Jeg gik med og fik lidt varme. Her var fredeligt. Her duftede godt, af hasish fandt jeg ud af senere. De lavede hvad der hedder en joint, og jeg faldt til ro, mens natten svajede henover mig.
Alle mulige racer, hvis navne jeg ikke kender!
En terrier, en mixet rotweiler, en schæfer, men alligevel blandede og med store stærke muskler. Jeg spekulerede over om en gammel dansk race var blandet her, hvad søren, en broholmer, en hest nok. Jeg døsede i jointens rus, og jeg fattede lymbom at jeg var et sted, hvor hunden var accepteret og hvor mennesket kunne lide hunden og ikke stueplanten.
Et fly over Frankfurt vækkede mig.
Av!
Her. Tyskland. Jeg lukkede øjnene, men nu kom politiet, med lygter og våben. En hund for ud til porten og fik en fiks besked fra en vogter, hvorefter hunden kom tilbage og gav beskeden fra sig. Jeg fik at vide at jeg skulle slutte mig til manden derhenne, et par hunde var allerede samlede. Angrebet kom hårdt: hundene måtte hele tiden fare rundt med beskeder, så den fjendtlige ordensmagt ikke fik krøllet samfundet her ned. Til sidst gav vi fanden og tog panserne i benene, bed til: jeg havde det som om jeg kæmpede for hele hundestanden, og noget højere. Vi fik dem ud omsider, de hvinede. Så kom lyset, og dagen, og området blev smukt og stille. Vi sjaskede rundt, hen i grøntsagen, hvor vi deller som tak for at vi havde hjulpet.
Jeg så en tæve. Hun var smuk. Vi skred op til volden, og vi knaldede. Jeg var en lykkelig hund. Jeg var et sted, hvor hunden var lige så klog som mennesket.
Da jeg vågnede i Frankfurt vidste jeg at det sted jeg havde drømt om, det findes. Jeg rejste mig og begyndte at trække nordpå.