Saturday, December 12, 2009

Outlaw blues

I ørknen ørkner det med græshopper
og den værkbrudne milt ejakulerer en kanyle
foran sønnen i begærets begærende nat.

Vejen er vejen.
Solbrillerne er den rænke til burgeren
som opholdet med den oversavede spinder altid
i eventyrets døende eventyr.

Faust overværer, kvinden overværer
milten eksploderer, er der mere at sige?

Passageren passager. Repeterer passageren
eventyret til folket i staten sprænges atter i genoplivningen
og skorpionens riff, bjerge set i baggrunden, og et tårn.

Friday, December 11, 2009

Og slangen hvæser

Solbrillerne på denne landevej
elskede er guf for os, og bilen
som et ostehorn derhenne smykket
i filmpalmer og oprør.

Dine krøller brygger jul
hejste som scarehoveder, genialske.

Dit stel hejren smalt
støttebenet hægtet på helligånden
den forkromede burger vekslet til nåde.

Fredsmarchen, mordet, attentatet, billige lejesoldater
og her kommer Rilke med den mest suveræne samvittighed
den blå kreds ultimativt.

I har ikke hørt min sang.
Fjern den mikrofon!
De får ikke frugt i DDR, men jeg er min egen.
Jeg er tvunget af helligånden til priorinden til evig samtale.
Jeg er fra Minnesota. Mine øjne er dåser på et lærred, skarpe
som ensomme taler på marken.
Dødsfugl, vov bare.
I Tangier fortsætter messen.
Tiden krævede epifanier.
I folkekøknet sidder priorinden.
De folierede tveforke ruster.
Hun snakker.
Bilen kører. Oliver Stone stiger på.
Tårnet er evigt.
Og slangen hvæser.

Maggie's farm

Som alle andre døjer jeg og udholder farmen
den konstante infiltration af penis-organer, samme
familie os i staten.
Den konstante, fornuftige blues
et riff her, et dødskys her
og min søn ved det ikke endnu.

Straffekolonien fester. De fede fester.
Med cigar slår man udlændinge ihjel og kalder det
klima.
Mod dis-samtidens voltigerede stammer
løber jeg anfægtet efter luft og renere blod
for opgaven er ikke løst. Den samme mangel på kærlighed

pulserer med arvesynden rundt i samfundet
fostret af staten.
Vi sidder i små parlamenter, trænede
vi snakker i små parlamenter, skamferede.
Den væltede far går over i en mislykket tyr.
Og drengen bliver til Vhs.

Udenfor skyller luften, ren.
Samtiden fornægter, den har allerede skidt mig ud.
Altså de fortsætter som intet. Og protest
sangeren er død.
Alle ved det.

Inden jeg forsvinder som passager
ser jeg staten gå op i sedler grønne og krispe.
Indavlen triumferer på fabrikken, som altid vil være
fabrikken.
Den grønne slange fra Minnesota æder min dreng i samtiden
det mørke som er dis-samtiden
kræver slagskygger. Men prisen er allehånde
illuminationer og blues sådan.

Crossroads (nach Dylan)

Vejen kraget som en blues
sønnike og jeg langs den sammen
som en babyfinger næsten-sovende sol.

Han fremdrog bogen dragende og jomfrunalsk
rakte ud - men søn forsvandt
vejen i glasskår og smerte.

Smider bogen væk som en blues
hverken Ginsberg eller Warhole nu
han kommer igen og smiler

men vejen deler folk og fæ, kærligheden
og den opaque autisme. Jeg vil ham så meget
bogen kusser den, glasskår.
Kæmper. Og ved ikke hvad kontrakten siger.
Træet som jeg holder holder om mig.

Saturday, December 5, 2009

Du kan ikke passere denne skjorte (efter Scott Walker)

De misrøgtede lader står i byen
bjørneklør migrerende sammen med sønnen, hvis fader
gelejder ham gennem skabet af by forhåbentlig forbi
den enogtyve år gamle morder, hvis skjorte man ikke sådan
passerer uden videre.

Sønnen holder et fundet værktøj op, rem
og kanyle og en udslidt pakke fundet på
morderens terræn.

Sprøjten lyser som galde, og gult
i den væltede nat
den væltede, antropologiske nat hvor en bondedreng har fået
penge
for at slå ihjel. Faren siger det ikke er en stjerne, kanylen
men træder næsten selv på lokkeren
bedaget og bange - for bondedrengene kommer flere og flere
forstadsmarken i arvesynden, søn.

Her kommer cyklende et tramp-par
spioner fra en bog borte og sønnen peger
se far! - det er Malloy og co. - men faren tysser
så utysk at distraheres for at træde på splinterne, som han er opdraget til at
finde.

Den unge lømmel slår Pasolini ihjel der
han tager det unge blik bort, men arvesynden smykker jo
allerede hele færden.

Stjernen tager kanylen hele himlen
de små tær pikker og danser, for over dette kaos
findes kun balletten mellem mordere.

Friday, December 4, 2009

John Fante og The mercy seat

K har heller ikke penge i dag, stikker ham en bajer mere.
Vi drikker. Der er intet ondt fra ham
thi han er også tenderet autistisk skizofren
ligesom A og og vi drikker. Der kommer en fra Ghana
han drikker sort kaffe, men P står og luder og han får mønten
og vi drikker.
Der er næsten ingen af os der ikke tenderer autistisk
så vi drikker. Fra Irak kommer B og S, de drikker.
Nu skræver vi over det hele papa John Fante
og vi drikker og kvæler bladsmøreren og kvindelige lyrikere.
Det er nat i lægens forstad. Vi drikker. Så åbent alting er
mænd som vi er
all over, Baby.

Monday, November 30, 2009

Korsør er en hattenål

Min barndom var en landtange
som gjorde at Rigadon (livet) ikke havde meget plads
til at angribe mig -

Det kom mere vældigt, mere malevolent
end noget andet steds
og mor gav mig nudler og sendte mig ud i verden -
du skal have et arbejde, siger hun.

Blæst står jeg på folkets boulevard
og ser en reklamesøjle splintre
og en pantelåner mister hovedet i en blender
mens ammunitionen fra katedralen sender Maldor ud -

Det hele ryger og koger ... det er indlysende
pakket, rosset skal visiteres og straffes ...
Mine ben tøver, en etbenet mand fra Flandern
fortæller om skyttegraven og om De Forenede Stater.

Jeg kommer sent hjem. Jeg er blevet en ægtemand
læge.
Min mund er formet som en slette
jeg ved at mit åndedrag gengælder landtangen
med alskens synkoperede hallucinationer

orgasmen, nydelsen, gengældelsen
fordelt på det russiske uendelige firmarment -
min posttraumatiske filantropi.

Jeg giver katten nudler, den ser bort -
Korsør er en hattenål begravet i et dameskød.

Sunday, November 29, 2009

Staten, incest

Der er læge-digteren
der er incest-digteren

intet holder dem -

han sover på villavejen

han overværer klatøjet Salo i villaen
den røde hinsides lokker

broen holder ikke! -

Han vinker farvel til varulven
går ind i den
på fiskesuppe.

Han haler i systemet af tarm
japansk tang kniver disse metastaser som:

os i kosmos politisk
det er en sag for Ødipus -

Hvem vinker os frem
hvem samler os igen
disse tidsanalyser
inde.

De går. Han vinker til sin hånd, fem kvinder laver kabaret fra nyslaget
som de vandt.

Han synker nulniveauet. Slangen vinker ham
ind.
Udenfor græder et barn. Det skal lære en computer. Mindst.
Strindberg over fengeren, ligesom æren kom med horderne. Udenfor bor kun den
sølle private drøm drømt indenfor af

de trængte.

Saturday, November 28, 2009

Din verden udenom blodet

Drengen med ansigt af pyramide
ser på pigen i badekarret er roser

under festen kommer talen frem
skyen henholdsvis vokser og blegner

kom tag øjet min hånd
vores forældre forlader hinanden ørknen

Villavejen sover.

Staten, incest.
Han fokuserer på arvesynden, alle de skrammede
ansigter
udenom øjet ridset.

Opsøg en transvestit! -
Le ad hugormen
vi søskende holder sammen under blodet
ikke? -

Det er natten før natten -
fra roser og incest spyr det nye

men drengen ser sin klokke kime afsavn nu
og på ørknen forlader deres hænder hinanden -

Friday, November 27, 2009

Medea tager over

Jeg mødte hende - Medea - på gaden
hun var vild i hovedet -
hun skulle over broen, en happening -
det er den -
Hun havde set Strindberg tidligere - ved broen
svaje som en majestæt -

Hun lokkede ham over - fengeren -
Ned! - ned! - Det baltiske hav tager ham -

Ud - fra Ariadne, action! - Byen ligner noget i øst -
gul nat,

Jeg flygter! - hun kommer til lokation, alt-undersøger
der er en! det er ikke mig! - så flyder det fra scenen
efter instruktionen og pointen med alt -
pointen med alt som gør os frie, således at kedsomheden -

hvad med den?

Da vi har snøvlet og leet
tager hun ham frem - og dolker ham -

koret spotter -
Vi flygter -
ud over faren besværes vi af sam-vittigheden -

ha!

Stenen er landet
Stenen lokker med landet
Stenen lokker med mening -

(Mandelstam)

Tuesday, November 24, 2009

Zaragoza Blues

Det er efter firmafesten -
på Haderslev coleshaw inn
at jeg slår hende ihjel med et koben!

Jeg har elsket den dulle, så sandt jeg kan -
mor sagde altid: John, du kan ikke elske
og bag min tirrede ørering bor terrieren - min mors skørter
brænder -
drikker dus og mindreværd, men ryger udenfor -
månen, John - she-wolf - fjorden ryster på hovedet -
en jolle på Haderslev Fjord - og min tomhed - lille.

Ham - Mogensen - uddeler røv - vi slikker ham - døden.
Men før døden - kravler vi op ad - karrierestigen -

Stien holder på noget for mig - det er som virkeligheden
er pigtråd af mine intensiteter - en spole film over hele fløjen
af brysende tyrenæsebor salvende min usikkerhed, så -

jeg tager hende i kraven, Medea, dette hun-væsen
fra lejligheden - fra hverdagen
hendes fjeldbor - gennem min Arkilles' skov - eller hvad hedder det -
Hr. Formand? -

Nikita Bay Olsen - eller Hunter S. Plummer? -
Fjorden et spejl af månedrømme omsider hentet fra overenskomsten,
Euripedes i mine pilsner-promiller! - ned på bunden, søster-fjende

om en betonklods
til Charons lirekasse.

Jeg går væk i mørket. Nu tager jeg nok - flygter! - til Spanien
som en kry pusher. Jeg ser på den uvirkelige katedral, min mor

peger på bønnen, som ledsager den nødvendige rutine
at have forbrudt - en eller anden -

Jeg ser hende sidde som en turkis fisk i det kolde vand. Hun bælger
frem og nedefter - inden de finder hende -

Og firmaets sorte fest - i dette - lukkede land -
fordrageligheds-kværnen tilbyder en klokkestang

gemt dybt nede i afmagten - jeg tager en pilsner
solen skinner så stærkt hernede, og de finder mig -
på gaden, idet jeg spørger fremmede om centimer -

Friday, November 20, 2009

Et museum fra den nye verden føres over Bosporus-strædet

En lille mand med briller og resonans står ved et imposant kateder. Han gestikulerer, den intellektuelle er i vigør. Det er romanforfatteren Orhan Pamuk, Tyrkiets vestligt orienterede forfatter, en stor kanon. Pamuk har brugt de sidste år på sin seneste roman museum of innocense - det kan jeg læse mig til i dagens ugave af Information (bøger 19.11.09). I anledningen af romanen, en mursten på 560 sider, møder Pamuk sit publikum, det sker på 92. gade i New York.
Pamuk hører til den type af romanforfattere - synes jeg - der stadig opererer med at romanen kan inkludere alt, nå alle steder hen, endnu diske op med et sammenhængende verdensbillede - ligesom Musil, Proust, Mann osv. har forsøgt før ham. Det er docent-forfatteren, der snakker ham. Skønt Pamuk, som han selv siger det, iler længere og længere bort fra moralisme, ender netop forfattere som Pamuk op som moralister. Eller kustoder, for at snuppe et billigt point. Jeg tror at Christina Hesselholt allerede har sammenfattet denne klasse af superdygtige, men oppustede forfattere, hvis romaner altid favner arken og novaen, og som altid er på over 400 sider, og som langt hen ad vejen minder denne forfatter om Goethes polyhistoriske epoke. Men sådan kan romanen ikke se ud længere; denne romankonstruktion knirker, den dufter af tænkt skrivebord, og den findes på den klassiske alle, hvor også Kundera spadserer netop med Beethoven og Goethe.
Og så bliver der ellers læst op oppe fra piedestalen, og når en dedikeret tilhører spørger om noget, træder vismanden til og taler: “Selvfølgelig er der ingen ende på menneskets kreativitet …” og så videre … “Selvfølgelig er romanen ikke død” osv. Men hvad er det for en roman vi snakker om? For undertegnede er romanen flyttet hen til et endnu mere åbent felt, som er nødt til at tage afstand fra disse lærde, altfavnende klodser, der virker professorale og netop museale. Pamuk henviser meget passende til Proust. Kundera henviser til Cervantes, men ligger der ikke i forlængelse af denne store romanopfattelse en ide om at litterær udvikling er unison, kronologisk? Ifølge denne linje er romanudviklingen homogen og snæver, her er ikke plads til forvirring, fragmenter, åbne ender - for hele murstenen agter at gengive verden sobert og sammenhængende. Når man således ser på billedet i avisen, læser teksten - kommer man (måske) i tanke om en lærd, uddøende race der på katederet, med meritter fra Harvard og amerikanske skriveuniversiteter - Pamuk, den store forfatter, hvis merit det er at slå den svære bro over Bosporus-strædet - fra Istanbul til Berlin og New York.
Pamuk siger: “Jeg vil helst skrive bøger, der ser livet som det er, og lader læseren dømme. Romaner er ikke skabt til etiske bedømmelser - det er faktisk omvendt: romaner handler om at identificere os med mennesker, som vi måske fordømmer etisk og moralsk …”. Det er umuligt (sic!) at dømme Pauk - for her optræder den gode, eksistentielle, samvittighedsfulde forfatter - ham, som lærer os om livet, om sammensatheden, den olympiske forfatter. Problemet er bare at der opstår en em af moralisme, af noget homogent-altmodisch ved disse forfatterskaber, som egentlig - i omvendt rækkefølge - repeterer den gamle, ideologiske verdensorden, hvor et system, et tankesæt kunne definere hele verdensmassen. Den gode, profetiske forfatter står ved sit kateder. En tilhører smigrer ham, han siger til forfatteren: “Sådan var det, Hr. Pamuk” … samhørigheden er etableret; lige meget hvor vi lever, oplever vi kærligheden, som den nye roman handler om, menneskeligt; vi har noget til fælles. Vi siver langsomt over i en benovet kategori; vi slår ørerne ud - den store romanforfatter er kommet til byen, og se - han forsvarer ytringsfriheden, sommetider må han endda bevogtes 24-7 af livvagter. Det onde er efter ham. Og se, det er nobelt! Velkommen til det romantiske, ideologiske museum, kære tilhører!

(Afvist af Information)

Thursday, November 19, 2009

Grønland falder mod glemslen

Man må gå ud fra at undersøgelsen af de amerikanske overflyvninger samt mellemlandinger på Grønland er ovre. Der menes disse ubekendte, illegale - så at sige - Cia-fly?, som med fanger non grata traverserer bæltet og verden for at anbringe dem obskøne steder, uden rettergang. Vi kan huske et stædigt dokumentarprogram, som forfulgte disse fly til postbokse hinsides. Vi ser for os til den lille, afsides lufthavn i Grønland, sneen, fjeldene i baggrunden, disse journaler, som registerer flyene: en millionær, der skal op og skyde bjørne, Meyer på jagt efter såsæd og kartofler, og hitmen, illegale data - der styrer flyet, og kaptajnen og hvad ved jeg. Og inde i boksen sidder en fange i håndjern, med bind for øjnene, han lader efter Grønland et sted i asien, men inden det har han set indersiden af et bulgarsk fængsel, siddet i mørket, oplevet bevidstheden indtage ham og pløje ham igennem med menneskelige hop og snagen og bedreviden, det malevolente som rytme som en prosa, der ydmyger byttet. Dette er hvad han har lært af verden, og derfor blev han modstander. Der er mørkt over Grønland, han aner ikke hvad eller hvor han er, men han er en del af en skyggebevægelse, der tyndt trækker sin effekt ind i den danske centraladministration inden dette data-røgslør falder mod glemslen.

Monday, October 19, 2009

Dagstelegrafen

I sin roman nr. cirka hundrede satiriserer Klaus Rifbjerg over forfatterskolen. Igen. Det er sket mange gange før, og det er naturligvis godt at magtfulde institutioner står for skud. Der har været meget debat om denne skole. Men vi har et akademi for malere, hvorfor ikke for forfattere? Jeg skriver det her fordi jeg har gået på forfatterskolen, og fordi jeg fik meget ud af det. Det irriterer mig at Rifbjerg - såfremt han ønsker at reflektere over forfatterskolen? - ikke gør det nuanceret og lidt mere modigt. Det er næsten en hån, en grel misantropi, når man, eller Rifbjerg - tiltænker så mange individer at de bare lader sig pode, og i øvrigt - efterfølgende - ikke vikler sig ud af den påståede, æstetiske hjernevask. Sådan er mennesker ikke længere. Sådan har mennesker aldrig været. Det er omsont at remse op hvem af nyere danske forfattere, som har gået der - og som er gode. Sagen er at forfatterskolen bidrager til et litteratur-klima, som er vigtigt. Det er måske sorte tider - med så mange biografier - så mange dårlige bøger - med Rifbjerg, som har travlt med at muge ud, så Kongen kan knejse så meget desto mere, men at Kongen kan føle sig så truet af denne form-frigide institution? Næppe. Det er bare ærgerligt. At niveauet ser ud til at styrtdykke over så meget af linjen.

Sunday, October 18, 2009

Friday, October 9, 2009

Teater

VON HEIDUCK og DET NORDSJÆLLANDSKE GRISEAKADEMI
Inviterer dig hermed til en forprøve på forestillingen
ACH, DU LIEBER…
oktober 2009 - alle dage kl. 20:00
Du kan vælge mellem fire prøver som finder sted henholdsvis:
mandag den 12.
tirsdag den 13.
onsdag den 14.
torsdag den 15.
Sted
Det Biovidenskabelige Fakultet,
Den gamle Ridehal, Dyrlægevej 82, 1870 Frederiksberg C.
Forestillingen er instrueret af Madeleine Røn Juul og Thomas Hejlesen.
Charlotte Fich, Paul Hüttel og Emmanuel Limal står på scenen sammen med syv teatertrænede frilandsgrise. I forestillingen medvirker også Ivonne Cadovius, Sylvie Gabrielle, Manja Alison Lapham Kristoffersen, Karsten Lorenzen, Regitze Recke samt organisten Jens E. Christensen.
Træning af grise: Karen Frost Knudsen og Alexander Swenn
Kostumer: Michiko Arikawa Lundsbjerg og Jesper Christensen
Tekstoplæg: Kasper Nørgaard Thomsen
Konceptoplæg: Willie Flindt og Thomas Hejlesen
Læs mere på www.griseakademiet.dk
Forestillingen gennemføres med støtte fra Statens Kunstråds Scenekunstudvalg
Spilleperiode: 16. oktober – 21. november (tirsdage til lørdage) kl. 20:00
Billetsalg: Billetnet eller ved indgangen.

Billetreservation: Send en e-mail til achdulieber.smugkig@hotmail.com senest kl. 17:00 på forprøvedagen. Skriv navn, telefonnummer og antal billetter, hvorefter du vil modtage et svar. Bemærk: Der er et meget begrænset antal pladser i Ridehallen.

Med venlig hilsen
Von Heiduck

Thursday, September 3, 2009

Ach du lieber

Jeg er blevet inviteret til at skrive en tekst over H.C. Andersen, grise, Mozart, misantropi, kunst og kunst, forførelse, natur, resignation - der er premiere d 16.10 på Fredriksberg -

Ses vi? -
Det håber jeg -

http://ibyen.dk/article780936.ece

Monday, August 17, 2009

Vi er evigt terroriserede, Pia

Mit forsøg på at blande mig i den politiske debat - strandede. Min kommentar i Politiken, som ikke blev trykt, om Pia Kjærsgaard og kulturen. Jeg anede ikke at medlemmer af folketinget sad der. Nu er jeg slet ikke lykkelig. Jeg må ha en fransk afvigelse, thi jeg ser hele et dømmende tribunal dernede i Paris sidde og stirre på dette klima her, rydningen af kirken, motorvejen til Vojens, de nye skatter og fisk på dåse. Om min pointe var bare at jeg ikke fatter man sætter politikere og sensationsduller og gårdejere til at vurdere kunst, for jeg er sur, og kunst det er svært.

I en mail forklarede Kaspar Austin om sin rejse til Dubai. Han begik næsten selvmord inden rejsen. Han svor det gjaldt cykler, cykeltaxier, babycykler. Da han kom hjem, var han af en anden opfattelse. Han havde fået den i synet, han taler ikke mere om Nevada.

Strandet, at vide det. Tonen. Jeg må ikke engang omtale den længere. Hvem får lettet på hatten? Velimir Khlepnikov? Der er russisk folklore overalt. Kasper inviterer mig med til Odessa, vi skal skyde en kortfilm på trapperne, vores tankerhjerter kvier steriliteten. Du siger vi skal komme ud til filmbyen, du siger vi skal lave en sitdown-sympatiaktion, hele Thy-lejren klapper, klapper når I græder, når de græder, græder de virkelig.

At vide at når man har det dårligt, så er alt dårligt. Og vide hvorfor man nynner om Århus lige nu, idet man flytter potteplanten, den sindssyge magi af at mærkende det skinbarlige felt af suggestioner i hjertet. Og nyren, som svigter.

Den lyriske novelette. Det ægyptiske frimærke. Walser. Kaspar siger at revolutionen kommer igen, og at den vil lære folk at tegne påny, og lave raketter og plakater.

Det er næsten selvmordet, i 2009, det her. Til at grine af. Min søn sover. Det er ikke til at grine af. Han er smukkere end mig, og han overlever mig. Han skal have mine bøger og al min kærlighed. Resten af den såkaldte meute hænger mig ud af halsen, uåndelige, en dag til, derudaf, de forstår ikke min uforlignelige dybde. Det gør min sovende søn. Jeg har tænkt på at lave et kup, et privat that is, det er min avantgardisme.

Du har fødselsdag. Du oversætter digtet om Zeico. Alt er som det skal være, nyresvigt. Galdesten. Læste en mere udmærket oversættelse af Antichrist i dag. Læser om Mayakovski, og som så ofte slår det mig at næsten alt er ulæseligt og kedeligt, men ikke den forestilling som ledsager læsningen, hvormed jeg siger at Mayakovski langer ud efter hetero-staten som en raket, åh, vi savner ham. Beck ligger på kirkegården, der er generte mennesker, som ikke kommer ud af busken, der er en romantisme, som ikke kommer frem, de sorte sole er døde, det sidste jeg kan skimte er Elysion-Joyce på den euklidske himmel, forever boyish. Hvorfor forstår de ikke hvor vigtigt det er, det jeg laver? Sådan, et komma mere. Sønnike, du skal ikke have ondt af far. Han snakker med sig selv.

I tågen inde bag panden set mama, ubedrøvet. Kørt den af. Også nu. Den anden ringer, han slammer sammen i bitter skuffelse, skønt det omvendte er faldet.

Og kvinden i Ach, du lieber kommer heller ikke videre. De fleste af os burde stoppe det her pis. Vi har ikke talent, vi fornyr ikke noget som helst. Sønnike, bær over med papa, han kan ikke andet end det her.

- men papa, pengene?
- heller ikke det, Sønnike -

Og man roder i dette dette var tilfældet istider - efter et citat, der kan støde lidt energi til. Noget dagsaktuelt. Og helt fra bunden: I Ringsted i weekenden et seminar om Mayakovski og hans tid i kachotten, de cirka seks måneder, hvor han blev formand for fangerne, og hvor han så sin egen fremtid: jeg hader marmor, jeg hader berømmelsen, snyltere, snylt omme! Men hvornår kommer den dag hvor papas indoktrinerede fantasi skiller sig bort fra internationalen, og sært småt bygger en skabning op, som intet ligner - ud over papa? Du er kommet igennem noget, du kan sommetider se hele vejen ned i graven, skønt rynkerne i panden endnu er orfiske, og alligevel svømmer disse særheder rundt i en menneske-fjendsk skinverden, uophørligt sammen, hvormed vi er evigt terroriserede, Pia.

Wednesday, August 5, 2009

Det forslugne hjerte

A. Igen Baudelaire, hans nøgne hjerte, den linde strøm af klagende noter i dagbogen - om bøn, af - eller forgiftning, penge, frem for alt penge, og så mama - udspringet - grunden til at vi sidder her i natten. Hvor godt kan du ikke sætte dig ind i den linde, vederkvægende, ambitiøse, tabende strøm af formaninger - inde i hovedet, dvs. implosionen, som du mærker: røgen, som stryger ind i knoglerne og konserverer dem som raslende - jeg tabte tråden, igen at blive kvalt, at en fremmed dandy-magt fylder rummet op, mens bevidstheden fordrevet af smerten søger efter udveje. Atter Artauds bevidsthedsstudier.

B. Arbejde, penge, motion. Du har tusinde lister. Disse små lister gemmer du alle vegne, autistisk tendens, små funktionær-myrer, der har den samme opgave i natten. Det lader sig gøre at sige natten igen: det er Baudelaires skyld, måske. Han skriver: bøn til Poe. De har den samme ægte farvedragt. Nogen gange går det. Man lister en dristighed ind gennem nøglehullet, ind der, ups, den slap ud. Den slap ud som noget nedrigt, jeg tænker på: amerikanerbiler og drenge fra landet.

C. Gesamtkunstwerk. Kunsten bagefter. Den kødædende bog jeg så i nat møve sig ind i Sydhavnen, snipsnap: det er et arondissement, men så ønsker jeg også at nappe tilbage til det idotiske læserbrev jeg skrev i dag om Pia og kunsten. Jeg hørte min veninde argumentere for noget, slapt, men prøvende - man forstår et godt stykke hen ad vejen, mens en fransk deling af misantroper og metrikere sidder i helvede udenbys og jamrer over dette land. Dette land, Hr. Stangerup, er på røven: de griner, de smører på med spejder-jamber, der er et nederste, Buster-Larsenagtigt niveau - et misantropisk, overdemokratisk, plattysk sted, som er satanisk, fordi det er ligeligt og profant. Jeg snakker om omstandelse. Jeg snakker om at skære Dyne-larsen midt over og køligt finde et mareridt, som kan udslette den nedre fascisme, der udgår fra Ålekistevej. Kunstværket kan ikke blive meget andet end det fnys det danner, når det forløber selvudslettende.

A. Jeg prøver at lave en bog. Heterogene notater. Følelsen af at sidegevinst-fedt troppe op efter Rimbaud, at have været der. Man har frekventeret samtlige snipper af sætning og tone, været der, incest, boks, Obama, men med følelsen eller med tonefaldets ødelægger. Det er lagt øde, steriliteten, den socialistiske latter. Jeg tænker på Kleist, på uforstyrret hævn, det primitive.

B. Lave Ach, du lieber Augustin færdig. Teaterstykke, premiere 16.10. Rodet biks. Lidt af hvert. Svinedrengen, instrumentet, den evige, drilletantiske henvisning til musik, som om indlemmelsen af det potentielt over-svævende, det sublime - kan fjerne det faktum at du arbejder med forvirret intuition, samt visse forlorne forestillinger om det Rimbaud-fremadstæsende, det, som er hurtigere end tanken, lyset i mørket.

C. Georgien, Rio, Tangier, millioner, Als, Paris, låne den Mercedes. Få løbet, inden depressionen kommer. Det kunstige paradis. Biler, åh, biler. Dåben. Forholdet til min far. Snakke med andre mennesker og gå andre steder hen, misbrugets autisme, døkker og nøkker og vaner mejslet ud som om stærsoleblindhed var -

A. The Magpie on the Gallows. Roman, efter Brueghel, fragment. Endnu et i rækken, du har mellem 10 og femten, få det skrevet, hvis Dante dukker op, den tekniske underlegenhed, som dømmer dig. Det nye, Rollinger amok!, så nyt. Igen: den eksproprierende faktor, at hoppe ud af ryggen, bogryggen, som 120 dage, næsten. Jeg har noget andet i tankerne. Det kan være flovt. De lækre jeger. Men kan ikke bekendelsen værer sexet. I sidste ende styrker det måske, Leth mere styrket. Der er falder noget fra brystet, jeg vil sige noget smukt om vægttabet, men lige nu skriver det, det er lækkert, vægten lå som en knust vase på gulvet, men kolonihavehuset var på vej ud over kanten, og Chaplin var sminket på en sådan måde at man vidste katastrofen var indtruffet. Hvordan citater, som er barnets banemand, lister sig ind som propagandistisk spæk, i tegnets isverden, hvor babysæler kreperer. Det var nemt.

B. Mor- fantasi - kulde - Jens Skade - afstand, ontologi.

C. Flere artiker om Dubai. Et hørespil. Et teaterstykke mere. Mere Rusland, for meget "ustart" i Kleist-stykket. Jeg har også et CV. Manipuleret af livet, at nægte det. Ikke at tjene penge, fordi man er forfinet - lyder som -

A. Malet huset, en ny cykel. Altid i neurosen, eller med Baudelaire: lediggængeren - at se støvet, løgstumper, den krispe, ulækre dratten af madstrumper mod plankerne. Den sibiriske lærk. De små mænd, som forsvinder i frimærket, Stenbukkens arvesynd, dukkehuset. Ind i rusen. Taget falder ned. Man kan vel ikke komme udenom erfaringen, den jeg vægter for bohemisk, men det nytter ikke noget med den dobbelte indavl foran skrivebordets stakke af bøger, med mindre det nytter, men papkasser har ikke skadet, vel?

B. Lister op, for at leve. Den frie vilje, tysk film jeg så igår. Et filmmanus. Yang. Peter.

C. Som teaterdirektør krakkede han. Der var kun - den fortsatte udvikling af gennemoplystheden, nært forbundet med magien, den fortsatte, ægte tur ind i den store fejl. Hvor er det sådan? Det er så personligt at jeg må tænke lidt nærmere over det. Og at jeg er taget af både, som dem, ting man kører i stilling for at tro man lever - rigtigt. Den arm man sluger med, en tankvifte, det ædende ego, så meget plads, op i bjergene, en konsekvens af det.

Saturday, July 25, 2009

Midt mellem heden

Fra alle sider
forstanden målt - hvor langt rækker det?
Videre! Inde, ude, lys, mørke indtil alt
er samlet og set og forvirret, jeg har overlevet det værste
jeg forestiller mig kæmpelyset derude
for enden af neglene
alting stråler, jeg har været ædru - jeg kan skrive om alt
jeg kan skrive om dine indersider, din - nej -
det nye menneske hvis gråd bliver en skæbne
intet holdes af lyset
Poe i sit kranium endnu en kæde til de nøgne dagbøger
Kukisklasmus - flere fejl!
Skide egoister, og så et svæv til højre, det er delt
delt af Delacroix, den faktiske poetologiske - nej.
I mørket ligger drengen, Poe, Baudelaire
for alting, synes det mig, begynder og slutter med moren hvis
ætermord igangsætter den rigtige - dagsformen: det seje, syge slid ind i
fantasien. Resten er arbejde, resten er voksendommen, forlængelser af
postulater om skønhedssatin og generthed. Der er så mange tåber, men du
er god.
Jeg aner det ikke. Jeg har en ven, som er optaget af drømme
og The raven er komponeret som et tandlægestik
og her er sundheden og det absolutte krav om det røvballede kunstværk
som er så langt ude og så meget på toilette (dagsånden) at alting er sort og rødt. For her mangler bordeller. Og lidt længere fremme, nej. Denne humor er kommet fra lyset
som er den sidste bogs - nej.
Dem jeg kender er idioter, jeg er god, jeg kender ikke til ondskab,
derfor er jeg dum, jeg er gennemskuelig, Demimonde - nevermore.
Det blev ikke os.
Det sidste brev, palmen, flasken, udødeligheden. En grillbar i Valby -
Nej.
Jeg påstår at gentagelsen har en steril karakter, derfor er digtet blevet
til som sætning, ikke som højde. At vugge. Jeg spiser igen, nyrene ok.
Jeg har min bedste bog at skrive, intet nyt, fra det blå ammehjerte.
Resten er dumpet. Jeg er blevet Macho. Fuck alle der bor i Jylland, Baudelaire sagde blot
til sidst crenom (Belgique!).
Holder det?

Tuesday, June 16, 2009

Forude

En vild sort hingst ude over marken

måske på vej væk

han ved det er hans søn

sønnen med torso og vildskab

sønnen har liv

muren foran kofangeren blegner.

Styrtspejlet forsvinder.

De unge mænd med sønner.

Blandet sammen. Skubbet væk. For at ane
med fingerspidser omfanget af kollisionen

nyhedssvigt.

Saturday, May 9, 2009

Kim (efter Eminem)

Efter slåskampen i Nirvana
mellem faren og moren
om barnet
jeg faren, fanen
står med højre ben
stjernen lyser på barnet
robåden vugger på vandet lidt japansk
som en mand fra tyve år siden hentet op fra asfalten
det store er kommet
broen, fyrtårnet.
Med min del går jeg mod døden
det poetiske overrumblede da
min samvittighed brøler.

Wednesday, April 8, 2009

Sunday, March 29, 2009

Perspektiv

2 måneder gammel så han
dem, de fleste, de praktiserede en alvorskultur
med job og ambitioner og Gud og bekymringer
de andre sejlede hos Albert
de vinkede til ham.

Badebolden

En rød badebold kom hoppende
snart endte den i søen
designet af folk og fæ i Drøvling by
de sad tre mand høj på hesten
Gud siger det er leg på koordinater
det efterligner et kontinent af snekrystaller
hvoromaltinger
er
de sluppet væk.
Månen sender også sit solidariske lys
som rammer sydsiden af badebolden
således at deres fødder altid er varme på
flugten.

Marple Station

Det man bader i tidligt
bader man herefter altid i.
Antartika findes.
Pistacheskallen findes
men det gør
alting os. Det er vildt.
De sad indenfor i det andet rum
de snakkede
de hørte musikken på afstand
Billy kastede to eller tre nødder efter dem
men de så det ikke.
"Der på stationen, på der stationen igen
der mødte jeg min elskede".
Han havde fået nok. Uretten var blevet ham for
stor.
Han farede ind i mængden
det de så var en latterlig nød.

Billy Pilgrim

Jørgen Clevin
Vi fik omsider Jørgen Clevin ud fra tv-bygningen, han havde også fået nok. Med et kodesprog havde vi indprentet ham den malaysiske vending, det hedder næppe vending, den akt, hvormed hævnen altomfattende kan udføres.
Der skulle være i Malaysia en skik med at når et menneske har fået nok af livet, så farer det ind i mængden og slår ihjel så mange som muligt.
Mængden svarer igen og dræber den forrykte.
Men efter det er den forrykte blevet til den hellige.
Han har handlet helligt.
This weather is not fucking moist.
Vi havde tabt skallen.
Alt hvad vi så var et gigantisk tyranni, perigrineret af de voksne, skamfuldende blot Clevin, vores herre, med et sæt stifter, en saks, et kamera, hvormed deres åndssvage kultur rumsiderer.
Vi fik ham ud i en van. Vi kørte ham væk. Han var bagbundet. Vi tog ingen chancer. Vi slog ikke nogen ihjel.
Nu er Clevin udfoldet, hans Chaplin-øjne blinker til os. Hans briller følger deres kusseløse århundrede ned i graven, imens Tommy synger en sang om Sydhavnen; at vi alle sammen hånd i hånd rejser ud til Sydhavnen, hvor den fuglelange revolte blæser gennem alle hårdføre hjerner, da de så er maskiner i kulturens og biologiens maskine. At byrden af den dobbelte etos løb bort, forlod os, dissiderede, evaporerede og skøjtede. Det føltes som vinger, så dalende, så stupidt er sproget, men ikke mere.
Vi forærede Clevin en stammer, en ulv brølede, madrigalen omfavnende hele stemningen som et sjal man tør huske uden gru, og gruen fandt det leje, hvor hjertet kan fortsætte uden den farligere torpedos kile i alle.
Dette er den sande spids, hævnens karet. Den er blød, den er varm, den er det nænsomme svar på alle disse ulykker som fælles for alle - også Rocket og Billy Pilgrim - havde ført os mod deres vold, længere er den ikke. At stå på spidsens paraply, forblændet af vrede, er det samme som at dyrke selvmordet under Goethe i vis kabinetter vi omsider - stønner nej.
Vi må dræbe igen. Denne ledsager, som er livet, tager os alle med. Synes du ikke det er grusomt?
Det ender i mørket. En vampyr, efterhånden hellig eftersom giraffen på den anden side altid skinner, kommer, fører os i natten, men så dukker Clevin frem fra tegnebrættet. Hans briller skinner. Formen er omfavnelsen. Og farven. Den skønne indgang som ligesom forener skæret med stoffets folder, med konturens mest sande form. Det er sikkert den inderste snegl, som efterhånden - omsider - mister porøs autonomi.
Han fortæller os at man klipper navlestrengen, fodrer og myrder med blomster og gemüse, at man siden hen, kære børn, glemmer alt om os. For når du hører suset, kære dreng, er det altid kun suset. Den kan hviske om farlige skove og helte, siger Clevin.
Så tager han en knægt frem fra brillen, som vi alle sammen øjeblikkeligt elsker af hele hjertet. I natten brænder bålet. Det blot brænder, og den, som kløver, brænder ikke, for sådan er historien om Jørgen Clevin.


*


Koden til den fremtidige roman.
Den er naturligvis på røven. Men man tænker alligevel
Grebet i løbet
At den har en remise-baggrund.
Skinner. Flere bander. Flere klæder man vifter igennem
Hårdføre i metaforen
Som grebet efter Clevin.
Så slog vejret om og renselsen var kommet.
Vi levede med hævnen fra Dybbølsbro til Sydhavnen
Kom ind i kiosken
Skærsilden kom programmatisk korrekt og konkret
Vi var fanger under følelser
Det var hip som hap.
Men selve hævnen fik apache-vinger, forrevne som misfødte
Den skummende opstand
Tidligere hul
En fodboldklub uden spillere, døden i Midtengland
Redoblet, fordoblet, gående.



*



En polak med stil
En polak med stil
Plyndrede skoven for talg.
Med brave, næsten sande hænder
Byggede han en marv med stil.
Tærten på tissemanden var
Gurglen.
Da fjenden kom til ham
På det andet kontinent
Fortalte han hemmeligheden
Skønt han ikke måtte.



*



Det siges
Det siges ovre i Rusland
At flere har smædet om den fortryllende passage
At fugle fik lyd
At partisaner blev milde
At hele landet fik dyretække.
Hund, gris,
Jeg rører jeres guddom!


Gog & Magog
Gombrowicz
Robinson Kruse
Gummo
Dirty South


Dromen
Der var en gang en nattergal.
Den havde været en dukke
Nu var den en nattergal
Den havde danset rundt om månen
Det var en let mening
En ny orden.
Det samme siger Peter Pan
Når han flyver kloden rundt.
Synker en Voldenborren hver gang han ser
Uretfærdighed.
Men TyttebærMaja kommer med krukken
Bevaret som systemknuser
Med den renser hun Peters mave
Så der er plads til flere uhyggeligheder.



*



Børnene fra Nyskoven kom til Byzans.
Disse gamle Dødehavsruller, hvis oprindelse er speget
Stratum for al menneskeligt
Sagde om det inderste, kålormen
At stedet henne om hjørnet var vilkåret.
Når du ser et symptom fnyser du: det er den aktive fordom
Når han ser et bøjet hjørne
Missende purpur fra eller om kardinaltiden
Ser han nøglen til kernen.



*



Dus med Drøvling
Det eneste gode ved Købmand Volbeat er at han er gammel. Han dør snart og så kan vi stjæle i fred. Oscar siger at vi kan overtage butikken, så kan vi alle sammen gifte os med Lise, så bliver vi rige.
En dag fik vi nok. Vi havde set Abernes Planet der hvor de gode overtager herredømmet. Vi fik fat i en brandslange og fyldte Volbeats kælder med vand. Næste dag kom politiet, men onkel vidste ikke noget. Det gode ved onkel er at han ved noget når man skal vide noget. Resten af tiden spiller han puds.
Han kan bære en brandert som en gazelle. Men så næste dag kom både Lise og Købmand Volbeat og politiet, og vi ret hurtigt på den ide at vi måtte væk fra Ålekistevej.
Onkel havde en ven ovre i Jylland. Rebslagerbanen, sagde han, var deres sted. Så langt havde de rejst helt til Tyskland. Onkel grinede, han havde ikke meget til overs for Volbeat, at gå til valsen eller at skille krummerne, var hans slogan.
Vi kørte gennem marker, vi så store skove. Døsige køer, som næppe tænker, lå sortbrogede i græsset, men de holdt bøtte, det gør de voksne sjældent, de drøfter, de drøfter, og Volbeat snerrer. Vi så en stork havarere. Det var et ord Oscar havde nuppet fra rejsebladet. Bertram fik sine røde anslag. Han kunne se en lort mellem slikpinde. Altid. Han havde til Oscar han skulle klappe kaje. Så generede vi damen med vognen, som solgte blade og spændte ben for hende. Han faldt næsten. Det fald tog evigheder. Hun var fed om benene, måske det reddede hende?
Konen tog imod os i Drøvling. Hun kunne ikke snakke rent. De havde en gammel brønd. Der døde man. Og værelset var mindre end i Vanløse, men disse voksne i Drøvling hang ind over os som berusede kameler, dummere end noget vi havde set før. Vi sagde de skulle skride ud af værelset. De smilede. Vi diskuterede straffekolonier, fjerne øer, blandt palmer og hajer og blondiner med strækmaver, hele Drøvling lorteland skulle den vej eller plyndres af sørøvere.
Så var det at bageren havde snydt nogen. Det var nat. En fed ugle sov med det ene øje. Så træet også døsede. Det var tegnet til børn med meget lidt hjemme. Af en eller anden som falder i søvn med blyanten, af en eller anden, som kun kan gurgle og giggle med børn. De røver ham, tager hans pot, imens han smiler. Hans blik flakker, hans dumhed laver en tremmegård, modsat synet, dette mindste syn.
Vi fik hele balladen, bageren sagde det var os. Så skulle vi gennem skoven igen. Følget, som trak efter os, som skreg og udråbte bank, har larmet, det var lidt uhyggeligt, jeg tror måske uglen, som jeg før kastede i grams, at den godt kunne læne sig op mod grenen og malke med det ene øje, idet dyr således kontrollerer en vis retfærdighed.
Når Bertram ser uretfærdighed bliver han rødglødende. Men han er selv en lille idiot med fregner. Jeg har et andet temperament. Det er mere eftergivende. Beram, han sked i lokalavisen og gav den til konen i huset, så kom bageren og nu løber vi gennem skoven efter den brune krikke, som lyser op når vi er kommet i sikkerhed. Man skal bare langt nok væk. På et tidspunkt slutter det. Mørkemagerne, dem, som sender os i seng, dem, som render og snakker hele tiden fordi de er så skide bange, det er det jeg godt kan lide ved Bertram; han er aldrig bange. Han er ligesom en gerrig fjeder, op sprænger den hver gang en ny idiot kommer, med en ny hat, med en ny påtale.
Da daggryet satte ind - kom åbningen. Vi mistede det Goya-takkede følge, smurt med hakkefarver og dårlige tænder, en anelse violette sommetider, de mest onde måske? Heden lå foran os. Drøvling var foran os. Vi tog mod Valsen, vi skulle krydse grænsen.



*



Jeg har hørt at Nirvana findes
Det er mumlet af en skude
Langt nede i havet, som har en lygte
Så den kan se om hjørner, gennem hav, gennem sjæle
Så den kommer det rette sted hen.
Men det kan også ske, når man sælger døde katte
At næsen vokser sært
Når man ikke lytter til samvittigheden.
Det er derfor de brygger på helte
Det er derfor vi ved man skal gøre ondt.



*



Albert flød med baljen til Langbortistan.
Han var løbet hjemmefra.
Dette mikroskopiske under, som er Albert
Kan fethiceres.
En Roma med et dollargrin, uden pløkker
Ville handle med Albert.
Du er et menneske, som de ikke kan finde, siger han.
Den fremmede nikker.
Når man løber hjemmefra med en balje
Bliver det ene det andet det gamle
Alt bliver nyt.


*


Det vi udsættes for
Men det er også sært med Nørreskoven,
Krigens falankser, men tempoets flugttempo
Med det violette indskær
Tropperne originerende hos Goya
Det mørke vand, som er blandet med før og efter
Det Bertram kalder brøleren
Det man udsættes for
Det man flygter fra: Lillebælt
Til: Bøjden.

Wednesday, March 11, 2009

A band apart

Efter de tre milliarder noter: formens nød?
At man ikke kan andet?
Composite konfronteret.
Som at tage teksten til telefonboxen.
Se ind på solen?
Det er falsk.
Øh: overhovedet ikke det, fejlskud.
Mis-manøvrer. Disse såkaldte temperamenter, spøgelser.
Ikke ville noget. Heller ikke Nosse-digte.
Klø enhver bag øret.
I skraldespanden Diogenes? for at holde
det, den - nede?
Kedlen æder det, den er ligeglad.
Visse ønsker monumentet.

Skanderborg Station

På Holsterbro tog jeg dragten på
Tarantino siger at dragten kommenterer folk
fløj op over Himmerland, slugte pillen
og torpederede reden som et skud Rimbaud.
Så voksede mit skæg, jeg kom i terapi
men drømte om Goya og udbrud.
Da jeg havde indset at kalenderen
var brolagt med biologisk militarisme, snusfornuft
dagligdagsråddenskab

tog jeg drengen ud af hytten, gav ham en
is og hund.
Jeg æder ham i dagslyset.
Måske er jeg vanvittig?
Fremme venter skolen, kønnets suggestioner
eller hvad dælen man kalder det naturrelativistisk?
Drengen smiler, skønt flænset
han siger han kan se hundene brøle
at han modtager døden.
Senere samme dag hoppede jeg ud
Stationsforstanderen stod i modlyset
mod gavlen vrikkede en viser som den nye franske
Kleist stod på den anden side
også drengen, mistede skægget
Skanderborg har forandret sig.

Mareridt angående Holsterbro

Toget kørte ind på perronen
en kvinde kom ind i kabinen
jeg skreg
hun overhørte det af intime grunde
min hæshed siger hun er anstødelig
manden flagrer rundt om skyen
ånd han finder som et øl
hun ønsker rammen og ingen fare
det intime koncentrat, som man kalder kærlighed
så blev jeg slået
min egoisme angående ekstra-folden var anstødelig
om jeg ikke så hvad jeg gjorde?
Det hedder sig, i den finere filosofi, at
intet kan samles under et, heller ikke pikken og kussen
det er blot når det gælder døden, dressur, angst
at koncentrationen skal virke.
Den lille purk med de små vinger flakser
industristaten grundet af øjenkontakt, af mindre strata
pusler gennem alle øjenknapper som en indsigt
modenheden står henne i skolen
avleren er kommet på pension
mimrekortet lader ham rejse fra forstad til stad, men han er så led
at ingen står på længere på Holsterbro Station.

Et japansk koncentrat

Jeg var i Japan, det er min straf
saftløse eksil.
Forestillingen handlede om en mor,
jeg skulle skrive til Bladet
men jeg kunne ikke skrive noget som helst
de grønne ærter bag øret fik mig i uføre
hun kom ind som lotus
hendes lille fjams sagde som et egern
på elektrochok og forventning
da hun spyttede drengen ud kom skyen
metal for hende i blodet
hun er blevet til en maskine.
Scenografien visnede, men først var det New England
lidt vinsmageri og uantastelig skønhed
som jeg nød qua ærten og min hest, som ville af sted.
Så sygnede kvinden hen i haven
kirsebærtræet visnede også, den lille fugleklapper
stående i sneen
klappede som en firmasang efter at alle har fået skåret den af
jeg græd lidt, pillede ved ærten
havesofagyngen i ædelt teak, japansk og net,
ophører, den lille kvinde synker sammen under
månen malet af latter
metallet ophører, svellerne, lokomotivets østrogener smatter ud
jeg græd lidt
og tænkte på dengang på institutionen, hvor de overfaldte mig
græd efter mor
en evig fizzle af sovs
så tog jeg barnet ud af fabrikken
sadlede hesten og red mod friheden.

Monday, March 9, 2009

Cash

Far fucked mig op
Efter fucker jeg ham op.
Loven - kender jeg.
Jeg kender ikke andet.
Udenfor er tågen.
Indenfor er tågen.
Far - elsk mig.
Og så ser jeg mørket.

Det svingende barnesæde

Der er en sten
I Augustenborg
hvor de sidder
ved vandet.
Når en båd dytter
bimler himlen
slår livsuret
hvisker træet
langvarig prut.

The gun of a fog

Jonny Rotten jager hvidhajer
dem der æder mennesker
idag kom lyset tilbage
Tågecontaineren hilser.
I har bredt det ud - bavnende.
Når min far dør sidder jeg der.
Når min amme - sidder der. Sidder.
Man der.
Manden.
Så under skyen
bruddet.
Alt - nedenfor.
I tågen.
Vi er stærke.

Another deal at El Paso Oktan

Som hund ædende nitrogasser
var det min overbevisning at elske.
They gave punk and pornography.
Det var Rocket, alt-ind-seminerende.
Fra Bergen-Belsen vi fik.
Vi fik så hatten passede.
Alle er gale nu.
Der er ingen udveje.
Der er kun en udvej: tro.
I slår os ikke ihjel.
Der er græs - derovre - det er grønt.

26 sange til H.C Andersen

I har levet så længe
I har set åsen og tåsen
I har smilet til solen og til månen
Kunsten ligger som et skødfødt kontinent
ikke pædagogisk vidde.
Hjorten græsser.
De går fra kønnet til skilsmisse.
Almisse-skat.
Næste-fuck.
Så kommer geden
af tåge fremønsket, vakkert.
Den ser udbredelse - af alt.
Så bukker vi for Tågemesteren. Det mindste kan føle.
Det rådne overalt læber, hvad vi gør

genre: opråb!
Vi har så ondt i galdestenen
at ulykken som Hr. æselboomer siger

under Gaois - død, tåge!
Kommer imorgen, mor.

Dress Tarantino opus

Hyperstation, okay.
Robotter i hulen mod skæg, okay.
Okay.
Dit.
Ansigt bag vinduet. Sommeren brænder.
Bag ironi
er der ironi. Okay.
Kykkelige tider.
Sværdet lyser. Det lyser.
De går bag om stalden for at finde
noget.
Vi kommer frem. Med rester.
Vi gør os umage. Forrådt af: sensationer.
Så kommer døden.
Vi er rotter.

Thursday, March 5, 2009

Rafah i sylten

Formand Chavez interagerer

1.
Nu har Formanden sendt hitmen ud
For at neutralisere Ashgabat -
Han bor i Sydhavnen, hævn er så lang -
De ankommer til Sjællands Ode, de tager vejen
Syd for Helsingør og overværer højen, hvor de vinøse egenskaber
ender med mord -

2.
De to mænd går rask ned ad Mozarts Vej
Solen er i bedste fald afmålt, pudret til -
Ingen ambitioner …
Den ene morder har hørt om drengen fra Rafah
Som gentog historien med at komme ud
Komme på afveje
Fortsætte alene -
Den anden morder tænder en cigaret -
Da de ankommer til kiosken
Genkender ingen af dem Præsident Niyazov
Kun Ashgabat …
De er trænet til ikke at tænke …
Over sætlinge i junglen, som amok-bader hvidnende -
Tre sekunder efter er Ashgabat død … likvideret -
Der er ingen til at synge om parken længere.

Monday, March 2, 2009

Friday, February 20, 2009

1888

De brændende kirker, barndommens
refræn, den sablede krikke under korset
fed farvelade og smuk død
tung som en avalanche.

1827

Natten er stum, hinsides.
En gammel lanterne, konditor.
Jeg har spist mange kager, det har man bedst af
og vredet indvortes er glat. Er smuttet udenfor - dialekten.
Deres sprog hørmer. Du ser nattergalen. Kageformen
som har koraler, genhør
din byld mellem jer.
Det er kommet.
Sukker mellem tænderne, endelighed.
I jeres tærter.
Melodien er knækket, man har ej banebanen desangående.
Men i fuldmånen, den såkaldte sonate, glimtede råddenskaben.
Af homage og af melodisk tvang siger de det drejer, desangående
fremtidighed.
Jeg sender tjeneren ud. Mit hoved ryster.
Man rammer aldrig strengen som urystet udviser skønheden
efter løgnens skrammel er hørt. De frie marker ler.

Thursday, February 19, 2009

Jeg kom i stald hos Peter Laugesen

Jeg kom i stald hos Peter Laugesen
han mente alt skal nedskrives
en stemme ville tage bogen ud
som en voliere skinnende i verden
en anden nedbryde den
en anden stoppe
en anden være en anden i bogen
digtet taler i fjerne årtusinder
man kan høre dem falde bort som pytter
ride stilen
være nomade
fucked up nomade, bare?

Tusindårssutten

Men jeg glemte at sige
hvis du har tid skat
derude rådnende
at floden i skumringen laver den indlysende forandring
så patten hvisker om søde stunder.
Kulturen nu forenes med floden
i suget væk fra alt autentisk.

Drengen af kviksølv også væk i den håbløse autisme

Som om tiden amfibisk i den symbolske slange
en slange omvendt så kødet næsten synger
smurt og vi er børn igen.
Kom lad os være børn igen.
I avisen har de læber, vi er så forurenede
vi står gurglende på bredden i den olympiske flamme
en regnbues egenskaber over Rimbauds London
med mejsler trængt ned gennem samfundets symbolisme
mod enheden af vold og styrt og forurettethed
er det ikke moder intuitionen her?
Floden Chattooga - jeg har glemt hvorfor vi er kommet?
Meister - jeg har glemt min lektie.
Kom, spand os til med fortræd!
Drengen af kviksølv også væk i den håbløse autisme
hvorfor når vi har forladt dem
kun floden?
Klager du over floden?
Har du ikke opnået det nationale forlis
her stråler
tusinde børn vender gnomen i det afsides.

Tuesday, February 17, 2009

Vi har ikke andet

Vi får ud over skærmtid
visse gysser som sponsorater.
Afsted - sådan - man efterlader altid noget.
Så knalder man ind i himmel og skrænter.
En tør verden.
Efter få dage ser vi
hverken mongoler eller frie steder.
De har været over det hele før os.
Vi filmer alligevel.
Vi har ikke andet.

Ceremonien

Vi bor lige ovenpå kiosken
os til højre ser dem ankomme med støvsugeren
som skal rette op på frygtsamfundets tab.
Hvis det er et tab?
De fik en halv krop, fra varelageret
en gammel mongol.
Han skal brændes i morgen.
Der kommer penge imorgen.
Vi regner med at tage derind.

Mongolerne føres til Sydhavnen

De havde ruten den sorte diamant, motorvejen
Rødby, Hannover - det var meningen.
Men terrorister kom på tværs
så de endte i Sydhavnen
guf for journalister og efterlignere.
De blev ført ind i en kiosk, offentligheden ukendt
de gamle sodavand
de gamle lakridspiber stive i betrækket
som om slikindustrien måtte revurdere alle værdier.
Det var koldt i vejret.
En udflytterbørnehave hjemkommende.
Ejeren spærrede vejen for mongolerne, terroristerne
de pånød ham kodeordet Lucia
han havde hørt i drømmen.
Myndighederne kom lige efter.
Der er ingen fingeraftryk.

Elegi over mongolernes deportation

Det var en mærkedag, sikkert amerikansk
vi var klædt ens, optrådte ens.
En raket ramte et tag.
Vi kalder det en fuser.
Vi rører ved hinanden, nosser og så videre
ikke for meget.
Det var en hybridbus, anerkendt
som tog dem bort ganske snapt.
Vi klappede.
Vi rørte lidt tættere.
Nu er de væk.
Sammen har vi sendt dem væk
tænkte vi
Mongollandet kan de få.

An insider

Talspigen kom ud fra varelageret
hun talte til kioskejeren
han så bedrøvet ud, han lyttede
talspigen så bedrøvet ud, hun rapporterede
hun kunne næsten ikke få pusten
om de gældende tilstande derinde
han lyttede intenst
koma er relativt
de fik te og tiden gik
og nyhederne gik og viljen gik
talspigen blev grøn i ansigtet
hvad er det her sagde hun
så hellere inde
krudt til trods
hun så rundt på den ramponerede kioskverden
men mere udenfor fornemmede hun
vinteren og krisen og slaverne
at du kan sagde hun
du er velkommen
hun gik ind, han måtte vogte over dem.

Butleren

Dem der kom ejeren for nær
kradsede han
remsede om Alice og andenverdnen
naturligvis en evolution blandt flygtende
mistede alle venner
oversatte fonetisk mumlen til steder
slog ihjel for ofte
havde himmelrummet
han var arveløs
han sled i det.

Sommetider et skvæt indefra
farver og gylp
en stikkende magisk bi
uddannet til at færdes udenfor.
Han kløede inderverdnen
ligesom en butler.

Han følte disse små tegn nyttede.
Men der var ingen grænser.
Det var grænseløs lykke for ejeren.
De gamle Mars-barer. Lige meget.

Det var næsten poesi, måske han vidste det?
Med lytterøret efter forvandlinger
små skred i valøren, en finte i legens univers?
Skønt han var ensom, var han - lykkelig.

Sådan en rumlen

Spiritisten tog linje tre til endestationen
gik fra Valbyparken mod Mozarts Plads
det kom til kiosken
spærrede ørene op
i al den tid
sådan en rumlen bag væggen
uhørt.

Landet bag kiosken

De sagde
det er finanskrisens skyld
han taler om invasioner og mærkelige eksplosioner
han er ikke kommet ud af kiosken siden
en æstet siger han forvalter loven om
at slå først hinsides tanken
hvilket er pjat mener mange
kioskejeren rabler
ser ikke dagens lys
de snadrende mongoler glemmer han efterhånden
hele familien kommer til kiosken, fra udlandet
heller ikke til dem mæler den stakkels mand
han laver en skitse over invasionen, hullet i kiosken
den er fyldt af kors.

Kioskejeren og den magiske meute

Han stod i døren ind til kiosken

han har arvet den

den løber rundt

det er november.

Først kom fløjtespilleren med børnene

så kom morderen

så kom den fremmede

han talte ikke efter

han var forbløffet

han gik ind så efter

varelageret den lille stue.

De var forsvundet.

Charlotte sometimes

Først ser hun Riget i fjensynet
denæst står hun alene på boldbanen
endnu en for hvem buskene er homocide
og sentimentalitet
en kommende digterinde i tusmørket -
de andre er gået -
har hun skoven, hegnet - har hun?
Hun drømmer om en udfoldelse
sin egen by i bjergene, ilt i eksplosioner -
de andre er gået hjem
det er fortiden
mosen under hospitalet
de andre er gået -
der er graffiti - det vilde selv
gymnasiet, flere joints - kom
vi græder -
de andre er gået hjem
der er kun vers
der er kun vers
vers og banen og græsset
kun vers
Charlotte nu.

Friday, February 13, 2009

De udskilte eller loven om den vidunderlige søhest

Dem der ikke så morfningen, søheste
trekanter, den nødvendige epifani
sikkert opstået af fortvivelse
sendt bort i redningsbåden mod den
fremmede kyst
kannibaler langs habitatet
i øglehjernen sendt op på en skærm
af frygtmolekyler.
Vi havde sprugt dem hvad de så?
En tunfisk, en hajfinne: en grotesk kyst.
Det er ikke nok.
De er ude af syne nu.

Dragerne

Galeonen. Galejen.
Læns med solen i ryggen øst.
Pludselig kommer omfaldsvinden
hersker af Max Ernst
de sølvfaldstumlende væsner
rommen, de få pigeslaver.
Jeg så et hul i himlen, galejen møvede sig tilbage i tiden
og ud af symbolkussen, patternes kode
altså her - hvad ser vi?
Dragen udolket, foreningen af elementer.
Et Janushoved, sprøjtende.
Lyset er nemmere, mørket er nemmere
de rullende inspirationer i rumpen.
Resten kommer ikke med i logbogen.

Thursday, February 12, 2009

Pastoral

Frank Jæger byder på
te.
Vi sidder i gården.
Abild.
Hunden lusker.
Lidt pibe.

Jeg bløder fra missen

Askepot har været her
de syngende fugle
brisen, nålenes
vimpler farende gennem luften, sådan.
Jeg sidder og syr
har solgt bilen
nynner en Trafalger, en Chopin
hentet tilbage fra kunsten, som er overstået.
Dissikeret, sådan!
Jeg bløder fra missen. Det er lykken.

Akilles anew

Han betragrer den metempsykotiske omvæltning
slangen i sandet anew
det skællede brud glimter gråt
døden, så stille. Den duede ikke
det gamle hylster rådner
ensomheden efter? Aner det ikke.
Nevada, kaktus, sten, grotte. Han vandrer videre.
Troja er næsten vundet.

Skam!

Fuck medierne,
skærmtroldene, akademikere med
faste boller
hører I om skyttegraven? Glem det igen!
Det der er opnået.
Middelmådige hyklere. Medier.
Middelmådige! Tag jer sammen
alle professioner
efterabere.
Skam!

Begrundet angest

Du står i undtagelsen,
nu bærer du den videre som en dødsforsikring
at du kan holde på mørket
på opløsningen.
Alt andet end stilheden,
den virkelige præsens
skønt overbelyst af supra-viden
mennesket omsider slagter igen.

Men du ser over på dig selv
Lysene brænder kønt på mindestuen
mere kræft, flere smøger, flere bryster!
Dit menneske der
i brønden
den brændende flamme af hunger
cellernes aske
disse latterlige størrelser
dig.

Nu svæver du over linjen
dit storsyn bringer brikse og Tranquebar,
din hemmelighed er at miste mørket, ikke?
Dit gamle vrag dinglende blå
i mørkets tomme kiste
dig i forgårs med næsen hvid

din angst - er ubegrundet.

Tuesday, February 10, 2009

The Line

De blev ved med at sige at børnebyen er slem
redt ude mener jeg
mod inferno.
Det var sådan det var
jeg er ikke den længere
det sner.
I billedtimen fik vi Saturn
hans søn og kød.
De læskede. De savlede.
De blødende mødre
vi har mistet
for vi er her. Det er sådan i oktober.
Jeg måtte se på siden.
Atter 1888. Krystaløje, du vokser udenfor timen.
Og drengen i filmen
fra spolen og den rådne stol
mod brystet
for ellers var du onanist eller nervøs, ved negle?

Wednesday, February 4, 2009

Den imiterede borg

Det var efter hans timer som lærer
og efter hans rejser til Weimar
efter kysten overbeviste ham
om vinden og afstanden til idealet.
Se, han er et menneske, som har stirret på havet længe.
Han er et menneske som opfører historien
fordi livet ikke kan opføres.
Han ser sine medmennesker. Han ser på dem.
Hvor kloge er vi?
Først har han katalogiseret dem, det, alle stierne.
Så har han funderet. Vokset. Som en ballon. Han så engang
barnet som mistede ballonen.
Jeget dannede overjeget. Det var som et sejl.
Han mistede jargonen, han fik ikke flere invitationer.
Disse tangenter og partiturer
som han havde elsket
gardinets lille kammerhvisken
over den jampende fod og minutternes døs.
Han stirrer på havet.
Et sted må kødet have
på trods af Grækenland, Grækenlands nødvendighed -
have en tumult
foran vinduets lille stok
for ind i det hvide er jeg gået, efter svindlere
efter alt tog del i mig
hev til
fik om nødvendigt
således at spredningen mod det højste
dyr eller begreb
kender hvide togter over hveden i vinduet
mellem fred.

Intet stopper

Den sicillianske mafia har hun hørt siger
en mand er en mand når han har siddet i spjældet
hun har hørt om den orange lejr
som tilhører menneskerettigheder
det dukkede hoved
over tærsklen
foran lægernes forestillinger om vanvidsbiller
kød bøjet som stål
måneder udenfor hukommelsen
i den fuldkomne smerte.
Hun har hørt om skyttegravene og hospitalerne
fødende kvinder med over fem børn på en gang
angstnærkampe
stoffer som ønsker at blive i blodet
bror og søster som aldrig slipper hinanden
et sted
findes
åbenbart
som en smuk membran uset i hjernen
en streg
af flænset kød. Grænsen. Eller livet inden døden
synonym med frygten.
Hun har set bjerget ovenpå.
Ovenpå var det den fysiske test.
Slut det med det: den fysiske test. Hun ser ind på hjertet
intet stopper
livet er enormt, sådan.
Efter lavinen, efter skolebussen nede i skrænten
drikker hun kaffe. Hun må se ud af vinduet.

Kleist som feber

Man ville stå helt alene, hvis man ikke havde glemt det, hvor ved man ikke, og stirre på disse drømmeskyer som fløj gennem verden. Måske verden som det hul den var, så fuld af muligheder, havde en æske fortil, noget som åbner sig som en soldaterudgang, og på den måde pege på at den, verden, er større end skyerne. Den ville true med at nappe dem, skyerne. Det hele væk. I en sæk. Men man måtte vende sig væk fra verden: der var alt nok at stirre på andre steder. Alle ordene. Heller ikke ordene. Man måtte prøve, men det var svært. Hver pause, hvert blik har det med at repræsentere noget andet. Den kunstneriske måde måtte være, stadig, rigidt, at prøve at fange de jamrende skyer med maven, fastholde dem, få dem til at se anderledes ud - nej - de skulle have ansigter, de skulle gøres menneskelige. Meget er sagt om den menneskelige skala: fra at den store jætte skriver sit navn ud over bakkerne - eller de små, bedende mennesker, hvis kroppe er beskedne i forhold til det oplyste alt. Men her må man endnu engang sige at du er undværlig.
Ensomhedsskyen deroppe, og nu allerede forvandlet. Den bevæger sig tungt og er næsten hoven. Man kommer anstigende med røde øjne, næsten med øjne som den desperate narkomans - og tilbeder den, jager den, men skyen flagrer videre, kronet af evigheden, en smule koket. Måske den har venner i det fjerne? Og så små vi er. Skyen krænger ud over det ene århundrede efter det andet og møder meget spændende mennesker - mennesker, som via lidelse har fået adgang til ensomheden. Men der er en modsætning. Det er samfundet, så slå fast at de baldrer rundt som russiske dukker, ført af tågen og i tågen levende, og at denne form, denne sky foragter ensomheden, den ønsker at fjerne den aldeles fra landkortet.
Forfejlet er det blot at have disse indretninger på landkortet. Måske er det rigtigt at mennesket står ved bredden, men i et landskab som slet ikke ligner noget i virkeligheden, for drømmen, som er sandere, makulerer de kendte træarter, og at så ovenover, som en skabelon over ørkesløsheden, en overskueligt inddelt graf, som holder den sky fra den anden. Så kommer omslaget og noget nyt er på vej. Denne sky marcherer over jorden, den føler den ejer jorden, den har det med at forføre mennesket og bilde det ind at det ikke tilhører andre skyer. Hadets sky kommer tumlende, og man tænker automatisk på Sarajevo, og de efterfølgende bange mødre, som forsøgsvist og magnetisk forsøger at modstå de mange sorte skyers kraftfulde passioner, som om man kunne bygge en hule og glemme det hele.
De små børn ligger i favnen på deres mor, gemt af vejen, det håber man, men det sker sjældent. De vilde dyrs trang til besiddelser zigzagger ind gennem Bosnien, ind i Sarajevos huse, hvor de skrækslagne mødre holder om deres børn. Volden, som ustandseligt kaprer mange skyer på en gang, og som altid forvandles i splitsekunder, kommer som kasser af vildskab, alt i rummet paralyseret af netop denne kraft. Og man må så lukke øjnene.
Du træder ned i knæ.
Hvad er det under mig - over mig - som river mig af sted? Men som ikke kender floden, da den er vores?
Netop i denne nød kommer resterne af voldens sky. Den hænger sammen med liderligheden. Liderligheden kommer som en flamme: du kender næsten ikke dig selv. Det er atter farligt. Du er ude af dig selv. Hvis du fortsætter som hidtil, fortsætter som hidtil, ender du et sted du ikke har lyst til at være. Og hvad er der sket med dit blik? Det kender kun en vej. Det er orgasmens vej. Det er orgasmen, som trækker dig rundt ved næsen, den kender et rødt slutpunkt, hvor man intet længere husker om noget som helst.
Dette fald, omgivet af intet, det immaterielle, spørger du stadig hvad det er?
Eller dødsønskets sky? Også altomfavnende. Udmatter livet, livet bliver træt, nu er livets sky drevet på flugt. Mod resten af det du ikke kender. De andre skyer. De andre bekymringer, når venner svigter, og når man står på gaden i en brandert og ikke kan tale med nogen, i ordløshedens sky, som jævnligt migrerer til fremmede strøg. Og træernes skyer. Ilten og dampen, regnen, som aspirerer mod fortvivlelsen, den endelige tåge. Man kan skule til en selv, og så glemme det. Men det er længe siden nogen har grædt. Den endelige kynisme, som tillader blodrusen, er kommet, vi indrømmer det stille.
Men kan jeg pege på en sky og sige den er min?
Vandet løber gennem dine fingre.
Angsten, som er den forknoklede sky, metastasernes sky, kryber ned i mellemgulvet på dig. Det er i orden at sige at alle skyerne - på en gang - har sex. De er børn for hvem kedsomheden kommer hurtigt. De er ikke sig selv, de er forjagede, men de mærker det ikke. Det kræver et menneske at registrere det. Men mennesker er forfejlede. Og mennesker, som er enerådige, får kræft. Og de bemærker ikke skyernes ustandselige orgier. Godt det samme. Man er allerede forpustet. Man ønsker at sige der er den sky, der den, den menneskelige form er en taber. For altid på udebane.
For det hænder at skyerne hævner sig. Ikke koordineret. De har ikke noget samkvem. Men de berører hinanden hurtigere end erektionen kommer, nedkalder per natur dommen over den stillestående, og den som tror han kan forvalte skyerne.
Spørger du således til deres natur?
Det gjorde du engang.
Du læser lidt i avisen, du lever skaldet. Du er ribbet. Disse vinger, som har tiltalt mennesket, med dem tror du kan leve ligesindet med orkanerne. Det kan man ikke. Du tager ting bort - for at leve i et nøgent rum, så du kan se skyerne, få styr på dem, men selvsagt: jo mere du smider ud, så hurtigere transformationerne. Og man kan ikke have en favorit. For skyerne kender ikke det ord. De kender ikke noget til dig. De er ligeglade, de er ældre end dig, de har altid været her, og derfor kom kunsten efter, halt, klejn, vingeskudt. Og den drømmer om den perfekte form. Men alle får blodpropper i hjernen - som straf - hvis tænkt for ofte. For skyerne kiler sig ind gennem din mund og sørger for at holde dig kogende, så du lider, også når depressionen knæfalder foran skyernes trone. Du jamrer … der er ingenting!, og du burde høre kosmisk latter, fra sky til sky, som en triumfsang.
Den eneste ene? Den eneste sky? Hvad skal man sige?
For tro ikke kunsten, som jager efter nuancer, brøker af brod fra hvælvet, kan opklare det. Dette kapløb er tabt! Skalaen minimeret! Volden sejrende! Det lille menneske står på bredden med sine små ord og sine små besiddelser, besiddelsesløs og nedlagt.
En slave.

Tuesday, January 27, 2009

Den skabende stangspringer

Den skabende stangspringer
gik omkring vest for Ural
som regel i skoven
eller siddende med hænderne for panden.
Han så en lund
hvor solen kunne være
som en amulet.
Han så en kirkegård af birk
rådner voldsommere end alkoholisk tørst
sumpen af omsætning overalt tidsbestemt.
Han så en snehare drønende
han så den overskride naturbestemmelsen
han så den drikke og opfinde
han holdt panden.
Han så en bjørn skænket børn
som burde være munter og narrativ.
Men bjørnen gik bort og blev Penthesilea
imens de olympiske studehandlere holdt diamanter.
Han holdt panden.
Han satte en klippe foran iris
bolværk mod ekspansionen, hovedets byld
men klippen den sludrede om charterrejser.
Til byen han gik
for at virkeligheden kunne modsvare
men virkeligheden faldt sammen fnugget.
Tilbage i skoven fik han venner hos ulvene
og ulvene kælede for ham
men bylden voksede.
Han foldede hænderne.
I byen kunne han leve med papkasser og lidt renter
men uden
talte alting til alting
i en arena af skabelse nær døden
men levende a la kærlighed.

Den skuffede stangspringer

De enorme landområder
tog imod ham
som lokomotiver ødelægger tepausen.
Det satte en fugl ud, de lod vinden grassere.
Og huset skallede.
Og indhegningen
som var afkaldets svorne modstander
flækkede som en majspibe.
Hans mor gik hen og døde
og arven var en forstærkning
landsbyens afkald over hindens triumf.
Denne hinde
er hvid som vold
siger den franske teoretiker.
Hvor kommer den fra?
Hænders fald mod uvidenheden?
Er kødet så anløbent at man bag tremmer
fastslår den kropsløse krop?
Men her, i virkeligheden, er bonden kravlet ind
på sædet i kabinen
landet er tommere nu.
Og hinden vokser som gråd
anlagt i de allerførste ilttider
og afkaldet skubber frem som levende spøgelser
kontinenter og opdagelser.
Den skuffede stangspringer
for hvem verden døde den dag
lever nu som en monetær konge i hinden
med alting frembragt af sorg.

Stangspringeren

Det land han kendte
var stort.
Der var få mennesker
så bøtten blev stor.
Ved de olympiske lege
satte han rekord
og blev interviewet.
Han stirrede vildt
for han troede verden lyttede
at han blev lykkeligere
befolkningstætheden mere gros.
Han sagde han ramte himlen
da han satte rekorden
han så ting de burde vide om.
Der er ikke mere
der er ikke mere sang han.
De lyttede.
De var uden ører. Nej. De var uden
lydstyrke. Nej. De troede ham ikke. Nej. De
vidste det allerede.

Overløbere mellem pytter

Før vandslangen og snablen
dem var det
og drømmen
som sublimerede
ifølge lægen.
Men bøtten vokser.
Som vers
som afkaldets nidkærhed.
Men teknologien kommer.
Der er mange sarte sjæle.
De hopper fra ø til ø
alle kræver højeste oktan
så sart er sjælen blevet
drevet til ensomme hjem med numre her og der.
Engang var de halve fugle
som mindes kødet.
Nu er de fantasmer
overløbere mellem pytter af hjemmesider.
Kom, vi lider sammen.
Døden er optrævlet, det hele er på plads.
Der er plads til hvad som helst
i terrorlivet.

Denne ø

For geden
den eneste
en kommunion
over fætteren stegt af nødvendighed
det ved den.
Dagene gik.
Brændingen kom og går.
Øen er femhundrede høj, skydes det.
Det er kreativiteten
afkaldet nok
en byggegrund i bøtten
bliver større og større
punktet når han ikke længere
panteren sort har mistet sin kraft
Somalias sørøvere fremkalder heller ikke
men det kan gøre ondt i maven
geden græsser i indhegningen
følelsen vokser af afkaldet kommet
som et kontinent oplevet
som Rilke fortæller.
Sort klistrer mest.
Det er derfor den opbyggelige negativitet tager es.
Sort - ser jeg andet?
Med geden det mindste
måske nok?
Da et sejl kom i horisonten
sejlende gennem hjernen som
fugle fanget i himlen.
Men hun kom.
Her er hun.
Vi viser gaven frem.
Ikke bare er det bevist at jeg kan fremkalde andet end geden
Det er antagelsens sammenbrud.

Monday, January 26, 2009

Alting: hinsides

Jeg står og ser - påfuglen - fandtes
som - peanutbutter - eller oratorium - af gejl
hinsides - svævende sin egen drøm - autonomt
hinsides min forstand - og din -
Kan du lære at elske - dette dyr - dette - fremmede
fænomen - befriet? - eller hindret adgang -
åh, massemennesket ønsker alt! - alle - hvorfor?
Dette liv - svæver - i en fosforglans - indviet af
overmennesker - dumhedens ønske og habitus -
Ræk blot ud - se, nu! - den ønsker os ikke -
æslet - bjerget og søvngængeren - magisk alene
og udenfor rækkevidde -
så vi bryder sammen - bryder sammen i stil -
og rejser os - som stil - men hvor skal det komme fra? -
kommende generationer - flere illusioner? -
Ekspansioner! - opdelinger! - gemmelege! - heteronymer -
og en postkasse
uberørt af dyden og os - alting!
Alting får svæve - også dig - så godt det kan -
alene: hinsides.

Penthesilea - endnu et østrigsk prospekt

Jeg ser dem næsten ikke -
de står blegnede udenfor - hadets mørke -
har bilagt - deres omsonst -
men her skinner hadet! - her skinnet hadet -
jeg er næsten fortryllet -
min fjende! - min elsker! - der er -
kun os!
Hvad er klarest? - hvad er smukkest -
disse mennesker som kravler mod enden -
fyrre - halvtreds - tres - skal jeg - beundre
deres ar og gerninger?
I ønsker - I ønsker - søjler og medaljer - mellem os
min eneste fjende, elskede!
De kommer med nøl.
De kommer med besindighed -
badet i omsorg - jeg har aldrig kunnet andet end dette -

stråleglans af kamp - strålekamp af foragt -
disse politiske - senatorer - filosoffer som udsætter -
over latrinen - det eneste brev - den voldsomme kærlighed -
viberende på en klinge af fald
i afmagt - mørke!
Kom, elskede - jeg dræber dig til lyden af basuner - udtværer
den menneskelige dobbeltforstand - og healer din -
idealsyge!
Der er ingen vej tilbage!
Paradiset - et påfund - GPS - det syge hjerte -
Denne hest, som Troja har bundet os på hjertet -
for at glemme alle katastrofer - tier - når man
synker sammen, du!
For det er ikke hemmeligheden, det er ikke udødeligheden -
det er ikke de ammende kvinder, som kvæler mørkets Kaosmos -
Det er frygten - stavet som lys og gry -
at vi måske holder sammen - bliver husket - indgår aftaler
når det hellige - lider -
Dette - dette dobbelte drab - er en trækkerdreng - værdig -
sperm over gravstenen - kniven trykket mod -
to - ens - hjerter.

Wednesday, January 21, 2009

Manual angående ildtønder

Efter vi har lidt og lidt
efter vi har udtalt de lange ord, som ingen mening giver
efter vi har opsøgt hospitalerne
efter vi har forladt heroinen og skyggerne
psykosens ubeskrivelighed
efter vi har forladt alt vi kender
efter vi har talt til martyren
ved vi vi intet finder af nyt
nu kommer manden med den spanske guitar -
vi sidder ved bålet i forstæderne.

Indsættelsen

Jeg så indsættelsen af præsidenten på Delosea Island. De andre beboere har muligvis set noget andet. De går ikke langt med noget som helst. Præsidenten lød som en - talemaskine. Det gik i kødet, det skulle det gøre. Heller ikke han ved at jeg har vovet mig ud på øen for at fortsætte de hellige handlinger. Jeg læste om en maler, også han fik disse besøg ved nattetide af VIPS. Han havde overblik nok til at lave skitser. Det gør jeg også. Mit temperament tillader ikke stort andet, og den ituslåede krukke er en fuser. Den besidder ikke nok ild. Men under indsættelsen, som dog overbeviser verden om at noget nyt kan ske, så ved den dog ikke at dette er fernis, og en del af flugten, hvorimod mit arbejde, som drister fanden, stikker langt dybere. Min søster klæder sig i drengetøj. Hun gider ikke høre om fangenskabet. Imens præsidenten snakker, måler jeg min vrede. Jeg kan næppe svare for følgerne længere.

Thursday, January 15, 2009

Delosea Island (Kant-krisen)

Han var lille, han var fyrig
han var kommet til byen for at høre forelæsningen
som efterfølgende forviste alt fra alt.
Han hulkede efterfølgende
når alting foregav en frekvens
det ikke beherskede.
Reaktionen var at drukne i mis-evner
skrige besat
overlade til drømmere det snorlige
ting bundet til ting.

Min væren er uegal
en fjende af naturen.
Det elegante, som løj om indsigten
var på piller og donationer. Jeg leder efter en bar, hvor jeg kan dø.
Fremover foregiver jeg at leve.
Det er hemmeligheden.

Han måtte æde tågen

Med koften og slagkøllen
vendt mod det værste
for at overleve og for at håndhæve
flere muligheder.
Denne bygning er brast. For mange gravere!
Det nye grundlag
som er vendt mod alle møder, hæmmes af mødet
hos blot en struktur.
De lektier vi fik om sarte møder mellem ligesindede
kaster os ud af kirken. Vi har kun samvittigheden til at huske
de små rangler, harmoniens koral. Det er først når hjertet rabler
man mærker
tågen overalt. Slå mod den som en epileptiker
det er lige meget
den accepterer dine følelser, dit fortræd
elegante og ligeglade
danses der.

Before everything turns to everything

Der hvor knækket sker
fyldes svulsten af skønhedssaloner.
Alting ser den vej.
Efter forestillingen optræder
disse af havet udsmykkede stakler
disse forskellige verdner
overtalte til at være forrest
både når Mars optræder og når alting ikke
ønsker tydelighed.
Jeg optræder således i en lineal
trukket fra resten
en samtidsverden camoufleret af grundstoffer -
alarmen lyder
luftangrebet er på vej.
Du drømmer om selve kraften.
Nedslaget.
Ude på Vesterbro, som måske ikke betyder noget
sker det sted
hvor tågen besejres og hvor dette afføder
små ruiner hos Toves' mindehave.
For det er en reaktion, mod alt.
Et levende menneske er postet udenfor.

Konferencen i Valbyhallen

Igen har man inviteret flere
frimærkesamlere.
Enhver, nedenunder, hører megafonen
slagtilbuddene
den efterfølgende fremmedgørelse
som er stavet i spelt.
På disse kanter
er anlagt
byen og trafikåren
fragilt mod marsken
som nu bryder sammen.
Vi troede ikke på denne usynlighed
under ValbyHallen
nu som ender
med sammenstyrtningen af belastningen mod gulvet.

Too far gone, my love

Du havde gravet siden solhverv
kulturløs, idet jagten på samheden forvitrer.
Det var mørkt og koldt da du steg ned.
Fugten lå som små lameller presset mod lungerne
blomster af gus, som aldrig bliver stuerene.
De siger i nyhederne
at ammeindlægget og krigen i Mellemøsten
forvitrer.
Du ved ikke hvor lang tid der er gået.
Du stikker hovedet op, du ser en ørken -
så falder du gennem hovedåren, din egen
ind i andre ruter under jorden.
Du er nødt til at hilse internationalt.

Jorden under staten

Han sled sig ned gennem jorden,
en samvittighed hinsides hans personlighed
de hårde negle knækkede
kalken og skallerne fik ham til at bløde
men jorden ovenpå
blødte som den skulle ifølge
loven, som hærgede.
En nat, eller måske var det dag
mødte han en forbryder og dernæst en til.
Han troede selv han kom med tilføjelser
som skulle se dagens lys -
han blev forvirret over at se
forbrydere på disse kanter
med taskerne fulde af kontanter:
Den diamant af begær, der nødvendiggør kasinoer og afstande.
En dag gik.
Stærekassen, som man omtalte
fejede henover jorden
idet jorden sørger for at cutte for forbindelsesmangfoldigheden.
Jorden blev således et alment lys
drevet af frygt.
Den nye romantik, som var gået under jorden
ser i mørket. I mørket som en invalid.
Han går under jorden.
F.eks. Grønland og Hjemmestyret var med.
Den store fortryllelse, som får hjertet til at banke
efter familien er død, som i enerum -
har først forhandlet med gnaverne
dernæst ingenting.

Brev til en ung pige

Du ved godt at hjernen benytter sig af forskellige lag, og af tricks. Lige nu slår mit hjerte næsten ikke, så meget har det slået, jeg frygter døden. Min stemme, som følges med hjertet, får heller ikke hvile. Det kommende, det store, mærker jeg ved at glemme det. Men det er jo blot min hjerne, som via dens spor søger over i en tilstand, hvor den ikke mærker de andre. At hele dette system er underordnet en konstant er mystisk og utroligt. Og nedenunder, eller hvor end det nu er, må det nøgne liv være, hvorved man kan tale om det falske. Min krans er stoppet. Jeg har læst om Kleist og hans Guisard. Han går også i stå. At stå nøgen foran det, som livet tillader en at se og konfrontere, er den hårdeste opgave. Jeg drømmer om min egen originalitet, hele hjertet, men jeg er jo bare en beskuer, også af den hårdeste nøgenhed. Ikke desto mindre lever jeg. Jeg kan mærke de fleste hunde. På den måde er alting forandret. Og hvor jeg elsker ensomheden, hvor hjernen kommer ud. Den er næsten overbærende, i forhold til de mindre niveauer - den har.

Den varme grød

Han havde gået igennem vinterlandskabet
oftest alene, men dog med mennesker
som skød med bue og pil og spillede på mundharmonika.
Det var ikke cystisk fibrose, eller modvilje
årsagen var at han ikke kunne efterligne
disse aktiviteter eller finde
lignende.
For hvad er det lignende?
At kravle op på Mount Everst eller at sumpe hos swingere?

Han havde hørt om ilden og den varme grød -
han havde ønsket den, skønt han var et halvvejsmenneske.
Men vinteren sluttede
som trippet angiver.
Han så huset og følte meget af alting.
Han gik ind.
En pil fløj forbi huset og nogen fløjtede
adlydende tågens delvist klare anklage om aktivitet.
Åndenød kom.
Den ene nat gik ilden ud, den anden nat
fik han omsider selskab af en opgave
der lige så godt kunne udslette dem alle
sammen.

Wednesday, January 14, 2009

Rafah: en angivelse

De stod foran tableauet; i baggrunden tumlede kabinerne rundt, ført næsten som et pariserhjul. Et akkurat delikat stativ fik massen til at fungere. Fjernt, men i de enkelte kabiner, kunne man skelne ansigter, oftest presset op imod de tykke ruder. Disse ansigter, deres munde, duggede kabinen. Men de var alligevel langt nok oppe i luften til at det ikke var hæsligt. Måske fantasien, tænkte den ene lidt tåget, formår at rejse sig. Og alligevel ikke langt nok. For skal man opleve medlidenhed, skal man tæt på.
De to mænd betalte, kom ind på grunden, og tøffede lidt rundt. Det var koldt. Tågen, som hang fra havet, sprak ikke.
Lidt dyrt, ikke?
Den anden sled i lommen, så ud i luften. Han svarede ikke.
De gik hen til et andet skilt. Det var en af de tekniske. Hvis øjnene tillod det, kunne man leve med på tallene, konstruktionens integritet, osv. Den anden, hvis hænder hang, forsøgte på tallene. Han vidste alt kunne være åbent. Selve stellet var importeret fra østen, kabinerne, som man tillagde mere dekor, var hjemmefra. Men januar lå ligesom tågen, som om tidens ånd åbnede for en lineal fra hvilken elementer fik samme våd. Det kneb med øjnene. Det var bjørnene.
Man skulle fandme være i vinterhi!
Ikke lave en pind i lang tid, og så vågne langsomt, og så labben af sted ned efter lidt fjams og sirup -
De to mænd gabede op med et bjørneansigt. Så havde de trævlet den op, atter en, hvorefter udtrykket eller udbruddet gled over i udmærket tomgang.
Tallene stod ranke. Et årstal. Ikke tilgængeligt for flodblod. Det var sådan noget man kunne stamme. Forvist, men man aner ikke hvorhen?
For dybden af brønden er nu sikkerhedstæt. Raften, eller den kære hiat, presset mod vandspejlet for at forhindre egensind og råd. Men styret af principperne desangående.
Den ene mand havde selvtillid. Han lod tallene fastholde verden. Mod skummet, mod blødsødenheden, og mod de faldne kollektiver. Entreprenøren holdt fast i noget sådan; der var ikke langt hen til talkolonnen, og bygherren, hvor mange km2 osv. Tidligere ville man have givet disse informationer bæverstatus, i et emotionelt system, det centralistiske, hvor fanen gik fra borger til borger. For at undgå at hjerterne faldt om uset, hvilket var en fejl: at negligere hjertet fra denne tavle, var at ære det, såfremt levealderen gik op …
Den ene mand gned håndfladerne mod hinanden. Han kiggede på den anden. En del allerede-set, en del - at man er underlagt noget meget syret, som hele tiden skal ses til. Så så han ud af øjnene, som om han ledte efter et spøgelse. Hvorimod det bare var livet. Hvis man så det sådan. Glughuler og glughuller automatisk sådan i den overensstemmelse at mennesket og livet har lavet det kompromis. Som dog favoriserer livet, hvilket har den finte at livet sørger for at mennesket overser det.
Den anden mand havde set. At det er tåget, at man skal lede længe efter arbejde nu. De gik videre.
Der stod: man bestemte sig for Rafah. Kabine 7-25 har således børn fra Rafah. Nedenunder stod lidt landsbyværk, enkelte onkler, overlevende, og honorar. Disse børn fik lov til at være i landet 3 måneder efter man havde anvendt dem. Konnotationen var diverse muldvarper, samt mafiøse måder at infiltrere sedimenter og jordlag, og altså et udtryk for tidligere misdannede stater og jordiske fejltagelser. Derfor var det ironisk at have et ikon med en vaskemaskine, idet f.eks. tumbleren har noget med luft at gøre.
Det er sikkert godt for dem …
Den anden svarede ikke.
Nu havde de sådan set set anlægget. Nu var det fodtøjet, den beklemte sæson, som møffede lidt videre bærende blikket, som lå op imod selv sig som et tåget foster.
Hvad skal du æde?
Ved det ikke endnu -
Tidligere var det Nister!?
Okay -
Hvad er der at sige til den forskel? Eller årsagen? At floden kan rumme det, eller nye sammensætninger? Et drop?
For så vel som opera ikke negligerer?
Opera?
Det er tykt -
Ja.
Den ene mand, ham, hvis hænder var i lommerne, men ikke mere, da han tænder en cigaret. Den anden tænker at begge mænd har vatteret sindelaget for at det kan drømme gennem vinteren. Så det både kan, sindelaget, hejse celler op i hjernen, stå op igen - autonome rytmer først og fremmest. Men han har dårlig samvittighed. Han bør fastholde kroppen, eller i hvert fald det væsentligste.
Den anden siger at det nok var det.
De træder tilbage.
Skiltet, som blot magter at konservere informationer, og som ikke magter andet, dør næsten ud.
Jeg træder hundrede favne længere tilbage i historien, så jeg kan se den tydeligere. Fra denne vinkel smiler historien næsten, solvent. Det kan jeg ikke lide. De to mænd forlader området. De slentrer over pladsen med de nye lamper, og går ned mod havnen. Den anden mand har taget hænderne i lommen, og historien ser det og nikker til mig, men jeg sørger for at skjule det. Sommetider kommer de akkurat som de to mænd. Af og til med hænderne i lommen. Almindelige turister. Helt bevidst fingeret. De synes jeg er et sentimentalt fjols. Det er jeg også: det er alle, som leder efter nye ruter væk.
Jeg står med min grådighed, alle mine følelser.
Alle disse følelser, som drømmer om hæderlige systemer, sommerfugle og små børn, som lærer at gå.
Historien peger på - det gør den igen og igen - at man ikke har andet end tågen og overfarten. I nærheden kan man anbringe et opus eller særlige meritter.
Man siger tak -
Selv tak -
Den falder i søvn.
Og jeg tænker at man kan snigmyrde den. Frem i forreste række. Som en oplæser, der omsider finder det mesmeriske overfald.
Næste dag står der i avisen: nu er verden virkelig af lave. Historien er død. Med den: tågen. Og alt andet.
Grav!, kære venner, spår avisen.
Tænk hvis det var sådan -
De to mænd træder ud af syne. Der er et par mennesker tilbage på området. Det er mit ansvar at genne dem ud. Så kommer hundene, de sidste drømme om verdensomspændende tunneler, om sarte alliancer, alt det andet.
Jeg glor en sidste gang op imod de snottede, udsplattede børn fra Rajah - som sidder i kabinerne, der drejer rundt på stativet som om man kan skære en finger af uden at mærke det - deres ansigter presset mod ruden: en opgave for hele verden, tænker jeg.
At betræde alting.

Saturday, January 10, 2009

I Blodet iboende var alle stoffer

Ud af tågen, det umulige
kom
kysten, puha.
De mønstrede. De var vilde.
I blodet iboende var alle stoffer.
De var drevet med vinden.
Var det et tilfælde?
Var det viden om Passaten?
De havde ønsket det.
De døde inden de kom i land.

Stil og dåser

Han var en del yngre, ville skrive.
Det eneste ord han kunne var - stil.
Stilen, den vil jeg bestige. Det er begyndelsen, det er enden.
De ord havde han også. Bjerg og begyndelse.
I begyndelsen greb han det
aktivistisk an, lidt som Nepal, urtet.
Søger og leder i gamle gemmer.
Bliver træt.
Men så kom stilen.
Gjorde den?
Samtlige ganer var åben, hele
oceanet, ind.
Som om intet var nok.
Men den ene stil blev led, følte sig
forfulgt.
Den anden, virginalt, fik nykker
løb foran
som en tøs.
Han opgav.
Stilen kom på dåse.

Iltkammer

Min kære dreng opholder sig i cockpittet
vi andre kommer ind, jeg forstår
efterhånden hvorfor, det er systemlogikken.
Han ville være dykker, nu er han syg.
De kommer med mad til ham.
Roskilde Fjord, det er min søns verden.
De stynede, curlede gardiner
opsmøgne som skolebukser, der venter på en ny frøken.
Men hvide og pæne. Og fjordens spejl
som minder om en død fyrværkerifabrik.
De tavse sutter, som suger sig til nyhedsstrømmen.
Jeg er efterhånden klar over
jeg kom og kommer
med affald og gift og normer.
Han siger tudsen er smaragd.
Jeg nikker.
Jeg ved
han er gået ind
i cockpittet, hvor sivskoven og trampefuglen yngler.
Hvorfor tvinge ham ud?
For min skyld?

Det omvendte spejl

Med rester af deodoranter lå lillebror
fucked up af elementer, som han kaldte multitude.
I det tågede web lå han, kastet ud over marker
som sygen kaldte konglomerater.
Han var syg.
Derfor døde han ikke.
Det er triumfen, som aktiverer døden.
Han lå i de løse ark, deres heterogenitet, forvist fra sætningens
bomuldsunderbukser, en adgang, som ikke tillades, og
vi gav ham saftevand. Duppede panden.
Han lå i det sande, en hader - ufrivilligt - af biologiens ordenstrang.
Han lå lillebror, derinde.
Vi kom som læger, kikkerten løb spidsrod i uretfærdighed
gusede mennesker i en symmetri af lukkethed.
Denne åbenhed dør, sagde han. Mor
rystede på hovedet.
Han fik medicin. Han smed den ud.
En dag kom han ud fra stuen. Nu er de andre
syge i hovedet.

Den klassiske sangfugl

Jeg gik i mørket, sangfuglen sad i mørket
og sang. Den gane-chili, som er tidens elementer
kendte den måske. Men den overkom det, sang smukkere end alt
andet overtalte med jamber og genuint gehør.
Hvis det ikke var musikken eller talrækken kom
omfanget af udsathed, hvis effekt er ensomheden.
Med en tå rørte sangfuglen totalen, led under den,
og sangen, som var smuk, blev smukkere. Den symmetriske
permutation var indeholdt, diskret som et stjerneskud.
Men det var problemet: vi var holdt op med at tælle stjerneskuddene,
en åndssvaghed, lagt i kar, smalle, var kommet over os.
Måske kunne vi ikke?
Alfabetet formanede os: et skred mod jorden forviste os fra hvælvet -
vi hørte de tomme toner -
vi var blevet voksne, vi tog hovedpinepiller -
vi lignede måske parkeringsvagter, efterhånden?

Det mindste emblem

Korridoren er enorm, men de udbygger den. Der er udbudt en konkurrence, specielt minded på Australien. En lys, hermetisk korridor med den mente at livskvaliteten øges. De få sabotager der kommer opstår spontant. De kommer som regel fra slyngelstuer. De nedgør korridoren, men de dør jo hastigt, så de bliver ikke taget alvorligt. Selve korridoren er lavet af uld, og noget plastik, hidtil ukendt. Det siger de. Men i forvejen kender vi alle korridoren. Den har historisk resonans. Skibet i kirken, muren i Israel, recepter, hvad som helst. Altså går man ind i korridoren, kontrakten siger livstid, i det tætnede mørke neutraliseres den forstand, som Kleist forbander, idet korridoren simulerer en yderligere forstærkning af bevidstheden. Det helvede undgår man så. For at sige det lige ud, skønt korridoren er omfattende, så er den røgfri. Det er måske det mindste emblem, ikke?

Abel og Moderstaten

Dengang kom han aldrig ud for at lege. Vi andre snakkede om ham. Vi kiggede ind ad vinduet, fra træet, Abels værelse var det, en nytårsnat kastede vi fræsere ind ad vinduet. Det gav et værre spektakel i huset. Faren var en lille, skaldet mand - han var vist bogholder; han bar briller og gik med tophue, og kunne ikke slå en flue ud af kurs. Moren havde hugtænder. Abel fik hugtænder. Vi gik på den samme skole. Eftersom børn ikke har hørt om ondskab, var vi onde. Ondskaben får en særlig aura, når man kender grænsen, og overskrider den, den fænger, man suger kraft ud af grænsen. Dengang fik han bare buksevand og kost, og vi sagde til ham han hørte til i Biblen. Han sagde aldrig noget. Mange år senere mødte jeg ham. Han var blevet parkeingsvagt. Det var før de begyndte at gå to sammen. Folket er vendt mod dem nu. Bilen er comme il faut. Abel så mig ikke. Jeg spyttede på ham, men han bemærkede det tids. Det var som om han gik i sin egen verden, uindfanget af den dorske mili-nationalisme, der har grebet landet. Han var virkelig aparte. Han så ikke engang på tilladelser. Alt, som sådan, kunne overmande ham. Jeg var hidsig hele dagen: alt hvad jeg havde tænkt, rumineret - angående - moderstaten, fløj gennem mig. Hele denne potpourri af "den lille mand" og staten, oprøret fra neden, et bedre liv, frihuller parret med en atletisk bevidsthed. Abel var simpelthen fortsat på den vej han altid havde gået. Han var gledet videre, langs med vandkanten, måske var verden absurd, også for ham, men han gad ikke ændre noget som helst. Han skulle gennemføre det her, og ende det her, resten var modernisme og plukveer. Hvis en civilgardist kom, eller en udefra, eller en som talte godt for sig, kom hen til Abel og ville have ham med, havde han nikket med det her slørede ansigt, accepten duvende over ham som en skulderpude, og i mørket være ført af sted, mod hvad som helst. Derfor kunne han også blive morder. Chomsky har ret i at konjunkturer føres af månen på den måde at psykisk overlæg belønnes kosmisk. Det troede jeg på. Jeg lagde to planer: 1. en komplet bespottelse af alle p-vagter i byen. 2. at slå ham Abel ud af kurs. 3. at myrde en tilfældig. Og jeg ved godt det er forkert. Jeg er opvokset med Villy Sørensen. Men at snerper, bonerte, vækkelsen, jeg mener: hele ble-kulturen har jeg fået galt i halsen. Jeg tror egentlig Abel mener det samme, men han er desto mere radikal, idet han skider på både saturn og månen. Hvad rager det ham? Jeg så ham - næste gang - ved Turbinen. De evindelige kabiner snurrede rundt. Folk sad i dem. De så dumme ud. Værkføreren sad og sov. Så kastede de op. Abel stod og gloede på optrinnet. Jeg gik hen til ham, gav ham en "olfert", så direkte på ham. Der skete intet. Så kastede jeg op.

Thursday, January 8, 2009

Mccarthy ser ned i brønden og tænker på Skåne

Svenskerne er vilde med Anblik

Det svenske Helsingborgs Dagblad gør det danske bogår op, og når frem til, at:
"För att hitta en verklig överraskning får man återgå till prosan, och först och främst till ett nytt förlag. I det annars så Gyldendaldominerade Danmark (av de böcker jag valt att tala om är alla – ! – utgivna på Gyldendal, utom Lone Hørslevs, som ges ut av Athene), är det lilla förlaget Anblik i sig en litterär händelse. I år har en märklig skapelse givits ut under titeln ”Idioteque”, av Kasper Nørgaard Thomsen. Denna roman kan liknas vid en deleuziansk, hårdkokt Cormac McCarthy – med bruk av neologismer som bildar nya begrepp (i sin tur nödvändiga att tillgripa för att förstå romanen, i den mån man alls kan det, ska tilläggas) samt det postapokalyptiska, kannibalistiska landskap i vilken den utspelar sig. Även om boken förhåller sig ironiskt till begreppet postmodernism (”Det er postmodernismen. Take it or leave it.”) kan man kritisera den för att vara lite för postmodernt självupptagen. Det hindrar inte att dess svarta lampa lyser uppfriskande hotfullt hett i årets bokstack. I december har på Anblik också utkommit en roman av Preben Major Sørensen, ”På vippen”, med undertiteln ”Bidrag til en ny kriminalantropologi”, som minst sagt pikant börjar med en sodomi av en tiger.
Man lockas givetvis hemvant i tankar på Anblik som ett danskt Vertigo Förlag. Men om det och annat in på det nya året."
Læs hele Henrik Petersens gennemgang af det danske bogår her.