Brev til en ung pige

Du ved godt at hjernen benytter sig af forskellige lag, og af tricks. Lige nu slår mit hjerte næsten ikke, så meget har det slået, jeg frygter døden. Min stemme, som følges med hjertet, får heller ikke hvile. Det kommende, det store, mærker jeg ved at glemme det. Men det er jo blot min hjerne, som via dens spor søger over i en tilstand, hvor den ikke mærker de andre. At hele dette system er underordnet en konstant er mystisk og utroligt. Og nedenunder, eller hvor end det nu er, må det nøgne liv være, hvorved man kan tale om det falske. Min krans er stoppet. Jeg har læst om Kleist og hans Guisard. Han går også i stå. At stå nøgen foran det, som livet tillader en at se og konfrontere, er den hårdeste opgave. Jeg drømmer om min egen originalitet, hele hjertet, men jeg er jo bare en beskuer, også af den hårdeste nøgenhed. Ikke desto mindre lever jeg. Jeg kan mærke de fleste hunde. På den måde er alting forandret. Og hvor jeg elsker ensomheden, hvor hjernen kommer ud. Den er næsten overbærende, i forhold til de mindre niveauer - den har.