Tuesday, December 6, 2011

Det forlængede Kosmos

Forleden dag rendte jeg ind i en sød og venlig kollega som fortalte mig om det bjerg han var ved at få opført i Avedøre. I Avedøre spurgte jeg? I Avedøre. I forlængelse af en bog? I forlængelse af en bog, sært, utroligt. Hvor fantastisk! Man kan ofte med bøger føle at de ligger under mulden, virkelig skal hentes frem, at man skal overgå sig selv for overhovedet at forstå hvor levende og utrolig bøger kan være. Men dette: at lade en bogs ark tone frem manifesteret i Avedøre, og sågar hjulpet på vej af virksomme kræfter. Det er da fantastisk. Vi smilede til hianden; vi nød den lave skrøbelige sol som dinglede lige over værket som om enten værket eller solen ønskede hinanden bort. Et bjerg her! Så kom jeg i tanke om arbejdslejren ude på Ellebjergvej - lige overfor Valbyhallen. Af en eller anden grund mindede den mig om bjerget på kraftholmen. Og jeg gav mig til at fortælle Kaspar om Formand Larsen, om det panoptiske tårn med den store udsigt og om broen og skønvirken der. En arbejdslejr? Snarere en koncentrationslejr. Det må kunne slås sammen. Det må kunne bruges til noget. Her kan bogen - også - vokse sig stor. Jeg så på ham, på mennesker ønsker man jo at se så godt som man kan, og et øjeblik tøvede jeg; hvis en bog overhovedet prætenderer en vis abnormal betydning må man være forsigtig hvis man flår bogen ud af arken, konteksten snarere for at sikre en vis retfærdighed ved tingene; såfremt Formand Larsen og co. forlod Valby og gik til foden af bjerget ville det så på nogen måde kompromittere Formanden eller ville unionen snarere bestyrke ham i hans magt? Efter have tænkt lidt ekstra over det sagde jeg ja til dette joint venture; det er rart at komme ud af skuffen, solen er smuk her og jeg havde bemærket at Formanden trængte til at strække benene. Da vi sagde farvel til hinanden trykkede vi hånd på følgende helt nye ide: mellem Valby og bjerget en svævebane der prompte kan transportere de slagne fascister ud i den friske luft inden alt for mange skyer nedkommer over dem som Jonathan Swift nok ville mene.