Et museum fra den nye verden føres over Bosporus-strædet

En lille mand med briller og resonans står ved et imposant kateder. Han gestikulerer, den intellektuelle er i vigør. Det er romanforfatteren Orhan Pamuk, Tyrkiets vestligt orienterede forfatter, en stor kanon. Pamuk har brugt de sidste år på sin seneste roman museum of innocense - det kan jeg læse mig til i dagens ugave af Information (bøger 19.11.09). I anledningen af romanen, en mursten på 560 sider, møder Pamuk sit publikum, det sker på 92. gade i New York.
Pamuk hører til den type af romanforfattere - synes jeg - der stadig opererer med at romanen kan inkludere alt, nå alle steder hen, endnu diske op med et sammenhængende verdensbillede - ligesom Musil, Proust, Mann osv. har forsøgt før ham. Det er docent-forfatteren, der snakker ham. Skønt Pamuk, som han selv siger det, iler længere og længere bort fra moralisme, ender netop forfattere som Pamuk op som moralister. Eller kustoder, for at snuppe et billigt point. Jeg tror at Christina Hesselholt allerede har sammenfattet denne klasse af superdygtige, men oppustede forfattere, hvis romaner altid favner arken og novaen, og som altid er på over 400 sider, og som langt hen ad vejen minder denne forfatter om Goethes polyhistoriske epoke. Men sådan kan romanen ikke se ud længere; denne romankonstruktion knirker, den dufter af tænkt skrivebord, og den findes på den klassiske alle, hvor også Kundera spadserer netop med Beethoven og Goethe.
Og så bliver der ellers læst op oppe fra piedestalen, og når en dedikeret tilhører spørger om noget, træder vismanden til og taler: “Selvfølgelig er der ingen ende på menneskets kreativitet …” og så videre … “Selvfølgelig er romanen ikke død” osv. Men hvad er det for en roman vi snakker om? For undertegnede er romanen flyttet hen til et endnu mere åbent felt, som er nødt til at tage afstand fra disse lærde, altfavnende klodser, der virker professorale og netop museale. Pamuk henviser meget passende til Proust. Kundera henviser til Cervantes, men ligger der ikke i forlængelse af denne store romanopfattelse en ide om at litterær udvikling er unison, kronologisk? Ifølge denne linje er romanudviklingen homogen og snæver, her er ikke plads til forvirring, fragmenter, åbne ender - for hele murstenen agter at gengive verden sobert og sammenhængende. Når man således ser på billedet i avisen, læser teksten - kommer man (måske) i tanke om en lærd, uddøende race der på katederet, med meritter fra Harvard og amerikanske skriveuniversiteter - Pamuk, den store forfatter, hvis merit det er at slå den svære bro over Bosporus-strædet - fra Istanbul til Berlin og New York.
Pamuk siger: “Jeg vil helst skrive bøger, der ser livet som det er, og lader læseren dømme. Romaner er ikke skabt til etiske bedømmelser - det er faktisk omvendt: romaner handler om at identificere os med mennesker, som vi måske fordømmer etisk og moralsk …”. Det er umuligt (sic!) at dømme Pauk - for her optræder den gode, eksistentielle, samvittighedsfulde forfatter - ham, som lærer os om livet, om sammensatheden, den olympiske forfatter. Problemet er bare at der opstår en em af moralisme, af noget homogent-altmodisch ved disse forfatterskaber, som egentlig - i omvendt rækkefølge - repeterer den gamle, ideologiske verdensorden, hvor et system, et tankesæt kunne definere hele verdensmassen. Den gode, profetiske forfatter står ved sit kateder. En tilhører smigrer ham, han siger til forfatteren: “Sådan var det, Hr. Pamuk” … samhørigheden er etableret; lige meget hvor vi lever, oplever vi kærligheden, som den nye roman handler om, menneskeligt; vi har noget til fælles. Vi siver langsomt over i en benovet kategori; vi slår ørerne ud - den store romanforfatter er kommet til byen, og se - han forsvarer ytringsfriheden, sommetider må han endda bevogtes 24-7 af livvagter. Det onde er efter ham. Og se, det er nobelt! Velkommen til det romantiske, ideologiske museum, kære tilhører!

(Afvist af Information)

Grønland falder mod glemslen

Man må gå ud fra at undersøgelsen af de amerikanske overflyvninger samt mellemlandinger på Grønland er ovre. Der menes disse ubekendte, illegale - så at sige - Cia-fly?, som med fanger non grata traverserer bæltet og verden for at anbringe dem obskøne steder, uden rettergang. Vi kan huske et stædigt dokumentarprogram, som forfulgte disse fly til postbokse hinsides. Vi ser for os til den lille, afsides lufthavn i Grønland, sneen, fjeldene i baggrunden, disse journaler, som registerer flyene: en millionær, der skal op og skyde bjørne, Meyer på jagt efter såsæd og kartofler, og hitmen, illegale data - der styrer flyet, og kaptajnen og hvad ved jeg. Og inde i boksen sidder en fange i håndjern, med bind for øjnene, han lader efter Grønland et sted i asien, men inden det har han set indersiden af et bulgarsk fængsel, siddet i mørket, oplevet bevidstheden indtage ham og pløje ham igennem med menneskelige hop og snagen og bedreviden, det malevolente som rytme som en prosa, der ydmyger byttet. Dette er hvad han har lært af verden, og derfor blev han modstander. Der er mørkt over Grønland, han aner ikke hvad eller hvor han er, men han er en del af en skyggebevægelse, der tyndt trækker sin effekt ind i den danske centraladministration inden dette data-røgslør falder mod glemslen.

A pink halo for a red bliss

http://www.arbejderen.dk/index.aspx?F_ID=59177&TS_ID=3&S_ID=42

Dagstelegrafen

I sin roman nr. cirka hundrede satiriserer Klaus Rifbjerg over forfatterskolen. Igen. Det er sket mange gange før, og det er naturligvis godt at magtfulde institutioner står for skud. Der har været meget debat om denne skole. Men vi har et akademi for malere, hvorfor ikke for forfattere? Jeg skriver det her fordi jeg har gået på forfatterskolen, og fordi jeg fik meget ud af det. Det irriterer mig at Rifbjerg - såfremt han ønsker at reflektere over forfatterskolen? - ikke gør det nuanceret og lidt mere modigt. Det er næsten en hån, en grel misantropi, når man, eller Rifbjerg - tiltænker så mange individer at de bare lader sig pode, og i øvrigt - efterfølgende - ikke vikler sig ud af den påståede, æstetiske hjernevask. Sådan er mennesker ikke længere. Sådan har mennesker aldrig været. Det er omsont at remse op hvem af nyere danske forfattere, som har gået der - og som er gode. Sagen er at forfatterskolen bidrager til et litteratur-klima, som er vigtigt. Det er måske sorte tider - med så mange biografier - så mange dårlige bøger - med Rifbjerg, som har travlt med at muge ud, så Kongen kan knejse så meget desto mere, men at Kongen kan føle sig så truet af denne form-frigide institution? Næppe. Det er bare ærgerligt. At niveauet ser ud til at styrtdykke over så meget af linjen.

Are they using me?

Teater

VON HEIDUCK og DET NORDSJÆLLANDSKE GRISEAKADEMI
Inviterer dig hermed til en forprøve på forestillingen
ACH, DU LIEBER…
oktober 2009 - alle dage kl. 20:00
Du kan vælge mellem fire prøver som finder sted henholdsvis:
mandag den 12.
tirsdag den 13.
onsdag den 14.
torsdag den 15.
Sted
Det Biovidenskabelige Fakultet,
Den gamle Ridehal, Dyrlægevej 82, 1870 Frederiksberg C.
Forestillingen er instrueret af Madeleine Røn Juul og Thomas Hejlesen.
Charlotte Fich, Paul Hüttel og Emmanuel Limal står på scenen sammen med syv teatertrænede frilandsgrise. I forestillingen medvirker også Ivonne Cadovius, Sylvie Gabrielle, Manja Alison Lapham Kristoffersen, Karsten Lorenzen, Regitze Recke samt organisten Jens E. Christensen.
Træning af grise: Karen Frost Knudsen og Alexander Swenn
Kostumer: Michiko Arikawa Lundsbjerg og Jesper Christensen
Tekstoplæg: Kasper Nørgaard Thomsen
Konceptoplæg: Willie Flindt og Thomas Hejlesen
Læs mere på www.griseakademiet.dk
Forestillingen gennemføres med støtte fra Statens Kunstråds Scenekunstudvalg
Spilleperiode: 16. oktober – 21. november (tirsdage til lørdage) kl. 20:00
Billetsalg: Billetnet eller ved indgangen.

Billetreservation: Send en e-mail til achdulieber.smugkig@hotmail.com senest kl. 17:00 på forprøvedagen. Skriv navn, telefonnummer og antal billetter, hvorefter du vil modtage et svar. Bemærk: Der er et meget begrænset antal pladser i Ridehallen.

Med venlig hilsen
Von Heiduck

Ach du lieber

Jeg er blevet inviteret til at skrive en tekst over H.C. Andersen, grise, Mozart, misantropi, kunst og kunst, forførelse, natur, resignation - der er premiere d 16.10 på Fredriksberg -

Ses vi? -
Det håber jeg -

http://ibyen.dk/article780936.ece