Som alle andre døjer jeg og udholder farmen
den konstante infiltration af penis-organer, samme
familie os i staten.
Den konstante, fornuftige blues
et riff her, et dødskys her
og min søn ved det ikke endnu.
Straffekolonien fester. De fede fester.
Med cigar slår man udlændinge ihjel og kalder det
klima.
Mod dis-samtidens voltigerede stammer
løber jeg anfægtet efter luft og renere blod
for opgaven er ikke løst. Den samme mangel på kærlighed
pulserer med arvesynden rundt i samfundet
fostret af staten.
Vi sidder i små parlamenter, trænede
vi snakker i små parlamenter, skamferede.
Den væltede far går over i en mislykket tyr.
Og drengen bliver til Vhs.
Udenfor skyller luften, ren.
Samtiden fornægter, den har allerede skidt mig ud.
Altså de fortsætter som intet. Og protest
sangeren er død.
Alle ved det.
Inden jeg forsvinder som passager
ser jeg staten gå op i sedler grønne og krispe.
Indavlen triumferer på fabrikken, som altid vil være
fabrikken.
Den grønne slange fra Minnesota æder min dreng i samtiden
det mørke som er dis-samtiden
kræver slagskygger. Men prisen er allehånde
illuminationer og blues sådan.
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
No comments:
Post a Comment