Vejen kraget som en blues
sønnike og jeg langs den sammen
som en babyfinger næsten-sovende sol.
Han fremdrog bogen dragende og jomfrunalsk
rakte ud - men søn forsvandt
vejen i glasskår og smerte.
Smider bogen væk som en blues
hverken Ginsberg eller Warhole nu
han kommer igen og smiler
men vejen deler folk og fæ, kærligheden
og den opaque autisme. Jeg vil ham så meget
bogen kusser den, glasskår.
Kæmper. Og ved ikke hvad kontrakten siger.
Træet som jeg holder holder om mig.
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
No comments:
Post a Comment