Kleist som feber

Man ville stå helt alene, hvis man ikke havde glemt det, hvor ved man ikke, og stirre på disse drømmeskyer som fløj gennem verden. Måske verden som det hul den var, så fuld af muligheder, havde en æske fortil, noget som åbner sig som en soldaterudgang, og på den måde pege på at den, verden, er større end skyerne. Den ville true med at nappe dem, skyerne. Det hele væk. I en sæk. Men man måtte vende sig væk fra verden: der var alt nok at stirre på andre steder. Alle ordene. Heller ikke ordene. Man måtte prøve, men det var svært. Hver pause, hvert blik har det med at repræsentere noget andet. Den kunstneriske måde måtte være, stadig, rigidt, at prøve at fange de jamrende skyer med maven, fastholde dem, få dem til at se anderledes ud - nej - de skulle have ansigter, de skulle gøres menneskelige. Meget er sagt om den menneskelige skala: fra at den store jætte skriver sit navn ud over bakkerne - eller de små, bedende mennesker, hvis kroppe er beskedne i forhold til det oplyste alt. Men her må man endnu engang sige at du er undværlig.
Ensomhedsskyen deroppe, og nu allerede forvandlet. Den bevæger sig tungt og er næsten hoven. Man kommer anstigende med røde øjne, næsten med øjne som den desperate narkomans - og tilbeder den, jager den, men skyen flagrer videre, kronet af evigheden, en smule koket. Måske den har venner i det fjerne? Og så små vi er. Skyen krænger ud over det ene århundrede efter det andet og møder meget spændende mennesker - mennesker, som via lidelse har fået adgang til ensomheden. Men der er en modsætning. Det er samfundet, så slå fast at de baldrer rundt som russiske dukker, ført af tågen og i tågen levende, og at denne form, denne sky foragter ensomheden, den ønsker at fjerne den aldeles fra landkortet.
Forfejlet er det blot at have disse indretninger på landkortet. Måske er det rigtigt at mennesket står ved bredden, men i et landskab som slet ikke ligner noget i virkeligheden, for drømmen, som er sandere, makulerer de kendte træarter, og at så ovenover, som en skabelon over ørkesløsheden, en overskueligt inddelt graf, som holder den sky fra den anden. Så kommer omslaget og noget nyt er på vej. Denne sky marcherer over jorden, den føler den ejer jorden, den har det med at forføre mennesket og bilde det ind at det ikke tilhører andre skyer. Hadets sky kommer tumlende, og man tænker automatisk på Sarajevo, og de efterfølgende bange mødre, som forsøgsvist og magnetisk forsøger at modstå de mange sorte skyers kraftfulde passioner, som om man kunne bygge en hule og glemme det hele.
De små børn ligger i favnen på deres mor, gemt af vejen, det håber man, men det sker sjældent. De vilde dyrs trang til besiddelser zigzagger ind gennem Bosnien, ind i Sarajevos huse, hvor de skrækslagne mødre holder om deres børn. Volden, som ustandseligt kaprer mange skyer på en gang, og som altid forvandles i splitsekunder, kommer som kasser af vildskab, alt i rummet paralyseret af netop denne kraft. Og man må så lukke øjnene.
Du træder ned i knæ.
Hvad er det under mig - over mig - som river mig af sted? Men som ikke kender floden, da den er vores?
Netop i denne nød kommer resterne af voldens sky. Den hænger sammen med liderligheden. Liderligheden kommer som en flamme: du kender næsten ikke dig selv. Det er atter farligt. Du er ude af dig selv. Hvis du fortsætter som hidtil, fortsætter som hidtil, ender du et sted du ikke har lyst til at være. Og hvad er der sket med dit blik? Det kender kun en vej. Det er orgasmens vej. Det er orgasmen, som trækker dig rundt ved næsen, den kender et rødt slutpunkt, hvor man intet længere husker om noget som helst.
Dette fald, omgivet af intet, det immaterielle, spørger du stadig hvad det er?
Eller dødsønskets sky? Også altomfavnende. Udmatter livet, livet bliver træt, nu er livets sky drevet på flugt. Mod resten af det du ikke kender. De andre skyer. De andre bekymringer, når venner svigter, og når man står på gaden i en brandert og ikke kan tale med nogen, i ordløshedens sky, som jævnligt migrerer til fremmede strøg. Og træernes skyer. Ilten og dampen, regnen, som aspirerer mod fortvivlelsen, den endelige tåge. Man kan skule til en selv, og så glemme det. Men det er længe siden nogen har grædt. Den endelige kynisme, som tillader blodrusen, er kommet, vi indrømmer det stille.
Men kan jeg pege på en sky og sige den er min?
Vandet løber gennem dine fingre.
Angsten, som er den forknoklede sky, metastasernes sky, kryber ned i mellemgulvet på dig. Det er i orden at sige at alle skyerne - på en gang - har sex. De er børn for hvem kedsomheden kommer hurtigt. De er ikke sig selv, de er forjagede, men de mærker det ikke. Det kræver et menneske at registrere det. Men mennesker er forfejlede. Og mennesker, som er enerådige, får kræft. Og de bemærker ikke skyernes ustandselige orgier. Godt det samme. Man er allerede forpustet. Man ønsker at sige der er den sky, der den, den menneskelige form er en taber. For altid på udebane.
For det hænder at skyerne hævner sig. Ikke koordineret. De har ikke noget samkvem. Men de berører hinanden hurtigere end erektionen kommer, nedkalder per natur dommen over den stillestående, og den som tror han kan forvalte skyerne.
Spørger du således til deres natur?
Det gjorde du engang.
Du læser lidt i avisen, du lever skaldet. Du er ribbet. Disse vinger, som har tiltalt mennesket, med dem tror du kan leve ligesindet med orkanerne. Det kan man ikke. Du tager ting bort - for at leve i et nøgent rum, så du kan se skyerne, få styr på dem, men selvsagt: jo mere du smider ud, så hurtigere transformationerne. Og man kan ikke have en favorit. For skyerne kender ikke det ord. De kender ikke noget til dig. De er ligeglade, de er ældre end dig, de har altid været her, og derfor kom kunsten efter, halt, klejn, vingeskudt. Og den drømmer om den perfekte form. Men alle får blodpropper i hjernen - som straf - hvis tænkt for ofte. For skyerne kiler sig ind gennem din mund og sørger for at holde dig kogende, så du lider, også når depressionen knæfalder foran skyernes trone. Du jamrer … der er ingenting!, og du burde høre kosmisk latter, fra sky til sky, som en triumfsang.
Den eneste ene? Den eneste sky? Hvad skal man sige?
For tro ikke kunsten, som jager efter nuancer, brøker af brod fra hvælvet, kan opklare det. Dette kapløb er tabt! Skalaen minimeret! Volden sejrende! Det lille menneske står på bredden med sine små ord og sine små besiddelser, besiddelsesløs og nedlagt.
En slave.