Spidsrod

1.
Det var min søn
som stod
spidsrod
mellem indbildte tider og guldfund.

Han sagde
en mand fik bombet Möhner-dæmingen
ved at smutte ladningen
henover vandet

Han sagde
Novalis gik ind i en lys bue
her lå fremtidens problem
kun løst af sigten i vandet

Han sagde
her står det kreative menneske
i en brændende buet spidsrod

mellem rester
at vi er uvirkelige
et uvirkeligt sted
i rummet

med kærligheden
som virkelighedens detonator

mere musik
sagde sønnike

til den anden del af orkestergraven.

Derinde
hvorfra jeg er ude
danner osmosen en kriblende spidsrod

blank som leverpostej
en dans

mod skygger
som er det eneste der forener os:

han slører palmen med nødvendig
selvkompleksitet

hopper mod kantonen
på den anden side af lyset
slører historien og Keaton med hjertesynk

hvilken figur!
Det land
det land
siger sønnike

er blegt som marmor
en dyrefinger prikker hul på himlen
uantastet.

Så kom en sandstorm
dresseret som en sublim afretter
det andet land fyger nu.