Monday, December 17, 2007

Sheiken fra Dubai

Man ser at sheiken af Dubai indser at oliepengene snart slipper op, vist nok indenfor 10 år, og at han så bestiller et kæmpehotel, et luksushotel; at bygningen kommer til at stå ude i vandet, opført på en knagende kunstig sandø, at det skal være, hotellet, et varetegn, luksuriøst, forbandet pegende ind i fremtiden. Kan det i samme åndedrag nævnes at jeg ser et rejseprogram fra Beirut, og at den selvfede karl der rejser, må evakueres, når jeg har det som om jeg burde skrive et brev til en eller anden i en helt anden tone, hvilket så beviste at jeg havde strøm til at komme udover selvranden. Det er så sørgeligt, selvranden. At være den man er, og så færdig. Ikke så meget pjat. Som lidt poesi, der smutter i regnen, over til far, hvis bryst stadig lyder af noget.
Så har jeg stadig ikke fået det med. Det er som om jeg har kløe i hånden, som om den transmission jeg så fra Bali skulle indgyde mig noget særligt, der ville få stumperne til at hænge sammen. At jeg har tjekket prisen på en enkelt til Vladivostok, hedder det vist, cirka 3500 uden stop på turen. Man kan standse flere gange, som Helle Helle ved, hist og her ved den store sø. Men da jeg i nat kom hjem fra køreturen gennem Polen, havde jeg allerede kigget på prisen med færgen fra Dampvej. Så vidt jeg husker; åh at være en geriatrisk høne, stupid blind i forhold til udvikling. Intet kan komme til mig, for jeg er allerede åben over for alt. Det kan være hårdt, og man kan få at vide at man er naiv, og her sidder jeg igen og plører destinationer ind i trædemøllen, normalt tiltalt metaforisk, for sådan virker turen. Jeg spurgte en til råds, og han angav at spaltningstidspunktet indtræffer når en giftigere sky hinder ud. Udmærket. Jeg tog landskabet i Sønderjylland og lod det mukke og brage, når de kvikke unge skal have sensationer, men jeg sad allligevel tilbage halvkvæstet - for dette sagde yderligere noget om umodenhed hvilket i mit leksikon betyder Kosmos og den slags bøger, hvilket allerede er dumt. Det må have vægt det man skal sige. Det har måske vægt for mig at jeg er blevet klippet, og at jeg slukker fjernsynet og giver ham fingeren - hvem, ja - ham deleaben, der blot tænker livet i to kulisser, men at din mund fremdeles overskygges af dubiøse sætninger er skidt. Jeg så gerne at mist og blå himmel trængte ind i sætningen, piftet til noget sekundært, og togturen med, men så lyver jeg; sagen er at jeg efterstræber mørke og klostre og alvor i mit hverv. Jeg har længe ligget brak på huggeblokken. Nu tager jeg den omnipotente økse og jager. Gratuleres fra enemænd og fanatiske kvinder såsom Eva Braun, man bliver jo hjernevasket af fjernsynet. Ethvert menneske har brug for lidt løft, lidt lir, ellers falder man hen, men blonde slaskere som alpekællingen skulle hænges. Jeg ville hellere indstilles til Montana-prisen, eller hugge pølser eller hvad ved jeg. For jeg vil gennem misten. Jeg vil være en alvorlig forfatter, der forsager lykkehjulet og julen, hamre over bordet indtil jeg har overkommet og afskaffet al den ironi, så jeg en dulm mørk nat kan komme hamrende mod Oder-floden og finde Celine som en mand, der hjælper andre. Tidligere har jeg anfæstet hans trauma til hans modvilje - men nu pjatter jeg igen. Jeg ved at jeg altid skal skrive om vanrøgt og køtere og børn, som leger i indelukket, berøringskolde og hvide som svaner, hvilket skaffer dem en billet til drømmespillet ude på Fredriksberg Alle. Om det så er en lem, en dagbog eller en bortshippet flaske fra Robinson, her er temaet, som kun kan krakkes af et formelt greb "udenfor" mig, hvilket forærer mig et latterligt autentisk problemfelt og en binær afsondring fra alle andre felters formalisme. Jeg ønsker det ikke. Jeg advokerer dumt for det irrationelle og det unge, så vov. Nej. Elskede: jeg kan ikke forlade Aphinar. Du griner. Du griner af mig, siger jeg, og forstår at brevet er kommet. Du glider ud. Vejen til færgen kommer, hvad er historier, hvad er historier, gurgler Woolf, rangler jeg manipulerer, men jeg har ikke andet. Se, du kommer på vejen, med den tunge taske, som min dejlige helt. Nej, jeg er ikke bøsse, det er dig. Det ved du godt. Er noget faldet? Åh, jeg vil altid videre. Den karrige forfatter sætter sig på sætningen, på savleopstødet henholdsvis analt eller eller myndigt eller han sætter sig slet ikke, og hvis jeg slipper ind i ambitionens vanvid og nul, så husk mig på dette: jeg var en, som ønskede at holde sætningen. Og det radikale? Det er så sent, du. Jeg har et våndende sted, nej, en klagende egn potenseret af taleretten snydt og bedraget af udviklingen, og jeg har - det har jeg glemt - en 40wattpære, som er min eneste genuine lyskilde, i denne herrens måned, dog med stearinlys. Det ville Bachelard bryde sig om, men sagen er: det er på tide for knægten at nedkæmpe forken, tveforken, finde mellemgulvet, finde magien for at blive mand og så efterlade den. Men mor, lyset undslipper mig. Jeg så Bateman i nat. Så vejen? Eller slutningen? Det man gør ved tiden, og dig, og at man er den man er, at man hele tiden kappes med hjernen, opfør dig nu ordentligt, ikke, defekte uhyre. Den trævler og glor og lider og er til grin, hjernen.

Dens eftermæle lyder:
Den brød sig om transporter og at stoppe noget i munden
den havde stoppet for ilten
alvoren var ramt.

Jeg annoterede:
Det her
Det her
det: mægtigeste!
Hvor virkeligt er det ikke?
Hvor mange hunde har jeg ikke fulgt i graven?
Hvor meget har jeg ikke søndertygget
for at kunne elske og beskrive og udradere?

Satans: det er sent.
Mine lunger virker. Jeg holder af min mor.
Imorgen læs bogen
vær nu en rar cyborg og koloniser
i livets ærinde?

Men hvad udgør en stor ingeniør?
Slap, blasert, på mission:
for den nye cylinderbro skal stå imorgen
stærk og fast som en karriere.
Nydeligt.
Fra lavinen, naturligvis, eller Kleist?
Lille dobbeltmund. Kær.
I armhulen, i armhulen
jeg nedkøler min feber med en pibe
af det sorte snask og en bro do to.
Mere kan et velfærdsbarn ikke forlange?
Storartet land.
Min røv keder sig til Pommern hver nat.
Mere beat.
Så den stritter.
Ingeniøren sover alligevel.

No comments: