Til hangaren

Jeg havde snittet og hugget til alle disse kalmykiske stammer af bambus - da beskeden kom. Det var en varm dag, det husker jeg, foråret var overstået og de første overgearede portioner saft var nedfældet, hvor den drøje, lange tørke gjorde landmændene mismodige, og byen ligesom drænet, en gul støvet hinde gjorde tingene træge, støvet klæbede. Da jeg ikke kunne bebrejde budet noget - han var jo blot en komponent i fødekæden - takkede jeg ham, og lagde kniven, satte mig på hug og måtte endnu en gang lade livets voldsvolumen entrere min stakkels mave, hvor altså mere halløj skulle finde hvile. Så trak jeg vejret dybt, adieu til skibet svævende mestendels i mine lidt desperate tanker og drømme, hvorfor det netop aldrig som en storkerede skulle pynte trækronerne i Nørreskoven, og lod mig blive en anden hurtigere end forventet.