The snakepit

Neriers seje glans
flodbunden sukker som Midgårdsormen
længes efter havets svale
bevægelsens flor
lunefulde kaktus armeret mod solen
krisp og suveræn og ubetvingelig
mens bjerget henholder orange og nøgternt
slettemusen rumsterer hinsides
jordisk vendt mod afkommet
den lille tud imprægneret af evigt arbejde
hyænen i sin fest og lusketrolden
solen udraderende selv sit alter
minen har sit dødelige ekko
et evigt ekko
mens støv og uanseelige spring af tid
folder evigheden ud
blå som fraværet af regn.

Reservatet holder intet
ingen minder
sanglinjers trætte evaporeringer
styrtede mod skaktens morfede inhalator
ordløst som tørke.
Idyllen er tømt og derfor idyllisk.
Disse ekspeditioner for hvide mænd betyder intet.
Vi har en ophævelse af alt
selv ophævelsen er ophævet -

skønt jeg slangen atter pinedød findes
og igen skal forandre alt ved
mig.