Den engelske roman

Fredag har taget til bushen igen.
Det så jeg måneskært
hjertefaldende.
Det sejl jeg så
brydende horisontens planke
forsvundet som håbets mineralvand.
Den påfaldende følelse af katastrofisk klarhed
emmende en symmetrisk amulet
overgående Europas
illusioner
karavanens omsorg
fortiet som sådan.

Det er ikke sandt som Canetti siger
paranoia er magt
men stammens overmagt
det ensomme menneske findes ikke
for ensomheden fordobler eller mere
fraværet af synlige mennesker.

Man finder efterhånden
øsprogets opfindende genkomster
papegøjens fulde nærvær
de gustne faldende stammer rådnende i solen
saltets prismer
og bølgernes længsel efter anarki.

Man musicerer med kniven
barkens pyntede hår
som saloner i den gamle verden
hvor spejlet opfandt mere end spejleren

klinten og klippen
aben som rationaliserer sproget
ensomhedens vilde forbrug af alle skabninger
skabende og lukket inde
ude på øen

hvor der er flere mennesker
end ved Themsen -
end hos T.S. Elliot og de uvirkelige byer
hvor ensomhedens generatorer
får alting til at stene
øde og øde.

Dette levende land 0verbefolket
redningsløst og symfonisk
mytterier mod alle regenterne i Europa
her hvor alting kommer
til.