Central Park

Vi stod sammen i Central Park
genoprettede og lykkelige
den akustiske guitar som bånd
fornyede og poetiske.

Det var ikke resignation
det var ikke aflysningen af stormen
men den brusende kærlighed mellem os
som vi også delte ud af.

Jeg kiggede på dig
mens jorden kløede på med
flere væsner

alt for ofte havde jeg været i istider
forbandet den store søvn
intet levende at læne sig op ad

men nu
massens fælles buketter af intimitet
den varme stolte følelse af hengivenhed
mod og mod
døden
at vi intet kan erkende
praktiske idioter som vi er.

Nu var det ikke ønsket længere
derimod maven
en 1/8 virkelighed omsider ankommet
for vi har grædt for vi har grædt
mod tågen mod tågen
den efterfølgende opvask og resten.

På formler er umuligheden indgraveret
ensomheden mod ensomheden
oasen af flettede fingre habiba
sletter den grammatiske faktor
som er overlevelsens blindhed.

Det som altid har bortført mig
eftersom helvede
altid er helvede
forlader den blomstrende skanse sært

hvorfor jeg kan stå udelt
mellem dine smukke fingre.