Angående sommeren

Til Grønthandleren, som du mærker på omsætningen er byen temmelig renset eller befriet - qua øjnene - for kunder og mennesker. Det er også meget varmt, så folk er nok taget til stranden, skønt jeg ved du forbinder folk med noget ovre i Sydamerika. Da jeg trådte ind i din butik, kunne jeg se du svedte, hvilket forbløffede mig. Du er jo af ørknen et sted, måske Libanon, og måske har du bare vænnet dig til Danmarks klima. Du gav mig æble pære og to bananer for femten kroner. Ovre i Sønderborg, hvor jeg havde opholdt mig et par dage, var også der indvandrerne næringsdrivende med fastfood etc., en smule international virak i den del af landet, som er så overvægtigt og kedeligt. Fornuften på de kanter når nye højder. De unge mørke drenge med eller uden stoffer skiller sig kraftigt ud, som du ved, men er alligevel med på noderne i form af øreringe, hvide sko, en slags over-stylethed. Måske som Ronaldo, fodboldspilleren. Det er ligesom ham. Jeg har ikke så meget at sige. Jeg oplever stor ensomhed i dag. Mange er taget til festival, enkelte sidder på græsset og København er København. Det er som om man smutter længere og længere ind i anonymiteten, jo længere man erfarer. Men Herzog, undskyld, en filminstruktør, pragmatisk som en høne at høre på, satte skibe på træerne og skød indianere. Her er der homus. Her er der en konstatering: du har åbent. De spillede The wall på Rådhustorvet, men hele den fortabte yngre generation siger jo det, fra sætning til sætning som en kuglepenshane. Jeg er ikke sikker på du forstår det - eller gider - du har en fletteteknik med dig i kulturhovedet, og jeg har min her udenfor, en mere og mere borgerlig forståelse af Shakespeares palet-drive fra det ene til det andet, underordnet et tema. Jeg skammer mig. Jeg kom derind igen. Hvor spørger du? Hen, siger jeg. Hen til Herzog. Du ryster på hovedet. Du kommer mønterne ned i kasseapparatet, og vi siger hinanden farvel.