Både Omar og jeg
var enige om at kilometersten fulgte kilometersten
som om hverken ingeniører eller kvinder
så døden i øjnene.
Et træ stod der
en indhegning begyndte der
vejstriberne for som greyhounds.
Vi lagde os i kløveren
og så skumlede vi
og så syntes vi vi havde set
Ødipus og kanonkonger og afvigelser og nedrighed
hvorfor lortet måtte stoppe omgående.
Men vejen kom
Den bragte os på benene
og førte os af sted in spite.
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
No comments:
Post a Comment