Den blødeste matador

Du er tyren Ferdinand
som altid har undgået den bloddryppende
arena i Sevilla
under træets blomstrende overskudslager
fortabt i ekstraordinære hændelser
ord som bugner ud som hellige hyrder
historiske undtagelser
guddommelige vovser og hellige golde bjerge
det mindste ego elskende alt
under duftens generøse parasol
og berørt af små sensationsfingre
i den nipsende skygge
af rød beskyttet altid.
Og når en kollega kommer spankulerende
ømt i den gule hedes livssæk
øjne forhalet langt ud af sødmens stræk
da slår du armen op
ind skal den fremmede
for hvem kærligheden er begyndelsen
pivåben og altelskende som dromedarer
kom til skyggen siger du
hvor de grønne blade knirker af velvilje
heldigvis ignoreret af arenaen i Sevilla og samfundets nat

kom fætter du er sød og blød
som jeg
velvilje anretter så let en pude
sunget om af fugleunger og animeret elsket natur
men da den fremmede kommer
ham som har sejlet følsomhedens oceaner
bemærker du at han er hårdere end en romersk søjlepark i Sevillas
forstæder
hvor volden er ensidig.
Hvorfor spørger du luften åbenbart krads af dårlige ånder hvorfor er den blødeste den
hårdeste -
jeg forstår det ikke.