Via traktorer og skinnevogne og de bare
havde jeg rejst og migreret alene.
Ser man: den ensomt gående lærer hesten at kende
lærken og de jugendagtige storke.
De flommede koner hilste jeg på.
Ensomheden laver i sidste ende en
metodisk autisme hvad enten det lidende jeg
forsvinder eller svulmer op eller oversvømmes
jeg talte til alt.
Det var den gamle slager
ørknen, eksilets styrke og død, intet nationer -
da en gruppe slog ring og bød mig ind.
Mælkebøtten ville jeg som sædvanlig helgenkåre
afstanden dyrke
fællesskabet forråde
men alt var forandret.
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
No comments:
Post a Comment