Defensoratet

Jeg er godt klar over du har overvåget undertegnede en rum tid. Måske du har din effenskab fra London? Det er mig aldeles ligegyldigt. Du har opnået hvad energiske sociologer længe har sagt: den indre effekt. Selv når dit ansigt ikke rumsterer på nordhimlen, og selv når du ikke kontakter mig - og selv når du ikke hakker på mig, findes du, og du findes stort. Men nu er jeg altså kommet videre. Masken har jeg skrottet. Jeg siger fro som en spytslikker at jeg kan åbnes - det kan bevidnes - disse skakter ned i begærets uendelighed - dem har jeg overkommet, jeg er blevet sekundær, hvorfor jeg mener overvågningen kan suspenderes. Det nye er ikke mig, og jeg har skrinlagt alle klosterprojekter, grænseseminarer, nærstudier, korteger udi det blå. Det som åbenbart lader sig skrumpe eller simplificere, simplificeres. Landevejshusene støves, de blå kornblomster langs Novalis skød dæmpes, de mange ufrivillige indsatser for ikke at mærke den blå hverdag mindre. I plantagen - med din tilladelse - skal opdyrkes et eneste træ ved hvis helbred og vækst jeg skal - dedikere. Sid nu ikke under lærken smørgrinende, og tænk ikke fortsat at klippen og menneskenaturen er lige destinerede. For nu er en stjerne en stjerne, en smørkrukke en smørkrukke. Jeg har allerede lagt mærke til det: det svage køn genkender paratistisk den nye mand for hvem træet er det vigtigeste. Rigadoon, Rigadoon ud. Jeg vil blot svæve og, og tindre, og din røvtur ned langs nederlagets troløshed har jeg ikke tænkt at se.