Jeg læser Jeans Arps Kaspars død og forstår surrealismens stemme som en vemodets stemme, bag latteren, bag al denne hoveren over overraskende sammenstillinger, påstande om uerkendte forbindelsestråde til mysteriets små blafrende flag over en fjern tibetansk bjergryg, hvor Artaud ses meget konkret lutret, mens Duchamp gør sig gældende i videnskabernes klub, piberygende, anderledes forkælet, og idet han skåler for ophavet, holder citronskiven skrævende på plads over glassets kant med lillefingeren og gætter sig til formlen for den atomare spaltning hos Niels Bohr, København 1931. Jeg lukker bogen i, jeg rejser mig og vender prompte tilbage til mig selv, stemningssvag eller som et kirkelokomotiv uden liturgi.
(Hans Otto Jørgensen)
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
No comments:
Post a Comment