I Nørreskoven

Hvor dragen går omkring
og hvor hunden sent ser vildtet
hvor vi ser omtrent samtidigt
inde ad stien
det sky dyr
så ler jeg og smiler og studerer hundens væsen
som kan få tæsk anytime og som ikke er reserveret.
Nede på campingpladsen
hakkede den grønlandske hund tænderne i den
først da jeg kom hjem så jeg blodet.
Det hele er underligt.
Det hele er sygt.
Det skrev jeg allerede i 1992.
Hvorfor - når vi er udsat for det vi er
ser vi ikke på hinanden?
Mellem mennesker er der spil - hierakier.
Drømmen dominerer, men angsten bryder ud.
Kære venner.
Det sagde en vildtjæger for 100 år siden.
Dette er rester fra denne Kierkegaardske turbine
idealiseret ved modsætningen
men først og fremmest bliknedslået og blindt.
Så er der nogen der spiller
tovtrækken medicineret som sammehænge
det lysende dunkelt
udvejen camoufleret.
Så dræber vi?
Mægler han?
Tænker han videre?
Sengen og den kommunale blomst
sandsynligvis nedskåren
men linjen er jo opponenten
der relativiserer bjerget og forsøget på en pædagogisk syntese -
uh - ha - også her på herrens mark
mens bror suser mod Dakar
mens legen junker det sidste morfin
thi adskillelsen emanerer
nu kan jomfruer og byfakirer
suse og flyve
på næring af olie naturligvis
hvorfor det står klart problematisk:
kunst det er at finde på
ligesom kunst radikalistisk er alt resten
også opfindelse.
At være fri af skolens Vestbred
fordummet i fantasiens korps

indtil din indsats i lotto
har udrettet
for mange.