Lars var jaget fordi han sagde nej til tilbuddet
det kom fra Hobierne.
Han havde sin vej. Det var udmærket. Praktisk.
Konsekvensen var naturligvis en kuffert
over maven
men hvad fanden.
Skinnende havde sidevejen været
dragende og skinger og farlig
men Lars sad sådan set på flæsket.
Nu sidder jeg også på flæsket. Jeg føler jeg skinner
sandheden som en formiddag i Tårnby. Og du ved
når Vandtårnet står korrekt.
Men når Vandtårnet promenerer sin selvsikkerhed kommer
Hobien ud af centret
naturnøjagtigt
som den lov der sært nok findes
i solsystemets lovløshed. Eller ubegribelighed.
Jeg tog mig en tartar-mad. Penge på kontoen -
da Hobien slog sidevejen op som et stort brød
uden Arla-smør.
For så vidt var Hobien sympatisk
forhutlet og forfalden til gambling i reservatet
men umiddelbart ærbar.
Jeg nussede min topmave med nøjsom: spekulation
ned mod Amager Strandvej skævede jeg
tiltagende god is og masser af liberale bekendte
da et stik fra Lars og hans råddenskab
ramte mig.
Det var som om jeg blev hevet med af Hobien.
Ned ad sidevejen og ud i den prøvende ørken
hvor sulten slår på tromme.
Siden hen er jeg forfaldet til foragt
hvad angår Lars
og følelsen af selvsikkerhed.
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
No comments:
Post a Comment