Autobiografi

Som altid
i den skøre konforme verden
hvor jeg muligvis er elsket, men elsket af dem
rumvæsner eller optikere
der lever som om livet er virkeligt
den store tåge fornemmer de ikke.
De kender det de kender mig
men de aner intet.
Det er ikke kun blokeringer, nærmest en kode
ala Sylvester Stallone.
Det var ikke fair, jeg har ikke fået en fair proces.
Kom tågemennesker
I lyver om næsten alt.
Nu må det siges: Romeo sig: hvad er det her
liv for noget?
Hvad er det for noget?
Det der adskilte bror og jeg - udover - Dakar
var forestillingen om festivalen
hvor samværet i negativ forstand bedrog den store tåge.
Get a life siger han.
Eller det sagde han.
Med hjelm gennem ørknen
af fagfolk beregnet som en exit fra lykken nordpå
de mange syner og sten og måske blå nomader
det var det han kørte efter
mens jeg svor til tågen og hans forståelse
derovre lapper de konkurrenterne sammen
Kirkens Korshær støtter dem
de sælger bøger i Augustenborg
jordskælvet i lykken, der udelukkende giver os fremmede sætninger
skulende - udsatte bævere - mellem is og meninger.
Det hele er i gang med at blive latteligere.
Jeg må gemme mig.
Den der går hvis skygge er Nosferatu
spejlet i spejlet som kloakkerne under Stanlingrad
efterlod en souvenir

i duel mod tågen.