Central Park

Vi stod sammen i Central Park
genoprettede og lykkelige
den akustiske guitar som bånd
fornyede og poetiske.

Det var ikke resignation
det var ikke aflysningen af stormen
men den brusende kærlighed mellem os
som vi også delte ud af.

Jeg kiggede på dig
mens jorden kløede på med
flere væsner

alt for ofte havde jeg været i istider
forbandet den store søvn
intet levende at læne sig op ad

men nu
massens fælles buketter af intimitet
den varme stolte følelse af hengivenhed
mod og mod
døden
at vi intet kan erkende
praktiske idioter som vi er.

Nu var det ikke ønsket længere
derimod maven
en 1/8 virkelighed omsider ankommet
for vi har grædt for vi har grædt
mod tågen mod tågen
den efterfølgende opvask og resten.

På formler er umuligheden indgraveret
ensomheden mod ensomheden
oasen af flettede fingre habiba
sletter den grammatiske faktor
som er overlevelsens blindhed.

Det som altid har bortført mig
eftersom helvede
altid er helvede
forlader den blomstrende skanse sært

hvorfor jeg kan stå udelt
mellem dine smukke fingre.

Når ulve musicerer

Det var ikke nok for medicineren
han følte sig ukvalificeret
det var svært at formulere
min sekt hadede denne reduktionistiske
sekt
monstrøst afmægtigt
som en tyr
der kun kan se rødt
taber i spillet
om det offensive.

Den musik jeg hørte
fik en anden på sagen
lidt ligesom nogen faktisk påstår man kan drage til Amazonas
og se nye ting
i gummisko.

Det drejede sig om pampasulvenes musik
han nikkede
den hjernedøde ventilator anbragt som en rationel amulet
mod netop denne pampas.

Ulvenes oktaver og fraseringer
ikke kun klæbede til månens polterabend
men beskrev ligeledes
sagde jeg
klanens genealogi fra tidernes morgen
dødsfald og fornyelser
nævnt som løftede toner og lidt busken med halen.

Når en førerulv afløstes
af en førerulv
manifesteret i hierakiets ulidelige regime
kom pausen i brølet mere erupt
næsten som om månen aldrig nåede brudenatten
men for bestandigt var domineret af suspensionen
af vielsen
i kraftens amok.

Han hørte på mig
men ønskede at kalde på en ny.

Den engelske roman

Fredag har taget til bushen igen.
Det så jeg måneskært
hjertefaldende.
Det sejl jeg så
brydende horisontens planke
forsvundet som håbets mineralvand.
Den påfaldende følelse af katastrofisk klarhed
emmende en symmetrisk amulet
overgående Europas
illusioner
karavanens omsorg
fortiet som sådan.

Det er ikke sandt som Canetti siger
paranoia er magt
men stammens overmagt
det ensomme menneske findes ikke
for ensomheden fordobler eller mere
fraværet af synlige mennesker.

Man finder efterhånden
øsprogets opfindende genkomster
papegøjens fulde nærvær
de gustne faldende stammer rådnende i solen
saltets prismer
og bølgernes længsel efter anarki.

Man musicerer med kniven
barkens pyntede hår
som saloner i den gamle verden
hvor spejlet opfandt mere end spejleren

klinten og klippen
aben som rationaliserer sproget
ensomhedens vilde forbrug af alle skabninger
skabende og lukket inde
ude på øen

hvor der er flere mennesker
end ved Themsen -
end hos T.S. Elliot og de uvirkelige byer
hvor ensomhedens generatorer
får alting til at stene
øde og øde.

Dette levende land 0verbefolket
redningsløst og symfonisk
mytterier mod alle regenterne i Europa
her hvor alting kommer
til.

Solaris

Først har den udraderet det eksterne.
De første flåder og de mange kraftanlæg
slog den bort
som mandler.
Sejlene, parfumen, cornichen og hotellerne
garagerne og foyeren
klubberne og tinget
fyrtårne og telegrafer
vejene og sammenhængskraften
børnebøgerne hvor de endnu ustraffede
straffes af modstanderen
men kommer gennem ritens fortryllende løgn
får og hunde
bleer og tilskud
kærlighed og afmagt
umærkeligt kidnappet af den
selvom jeg stod med en uhørt følelse

og mens man sov
røg bogen på sengebordet
og kæresten og opvasken og buskortet

indtil den snittede sig gennem
alle øjne
indtil alt var væk
og ikke engang sovende længere.

The snakepit

Neriers seje glans
flodbunden sukker som Midgårdsormen
længes efter havets svale
bevægelsens flor
lunefulde kaktus armeret mod solen
krisp og suveræn og ubetvingelig
mens bjerget henholder orange og nøgternt
slettemusen rumsterer hinsides
jordisk vendt mod afkommet
den lille tud imprægneret af evigt arbejde
hyænen i sin fest og lusketrolden
solen udraderende selv sit alter
minen har sit dødelige ekko
et evigt ekko
mens støv og uanseelige spring af tid
folder evigheden ud
blå som fraværet af regn.

Reservatet holder intet
ingen minder
sanglinjers trætte evaporeringer
styrtede mod skaktens morfede inhalator
ordløst som tørke.
Idyllen er tømt og derfor idyllisk.
Disse ekspeditioner for hvide mænd betyder intet.
Vi har en ophævelse af alt
selv ophævelsen er ophævet -

skønt jeg slangen atter pinedød findes
og igen skal forandre alt ved
mig.

Til notaren Augustin

Til notaren Augustin skrev jeg følgende -
ulempen ved gevinsten her i Kanaan
er proportionel med tabet.
Asparges eller granatæbler på markedet
nøjsomt købt
ledsaget af en hostil handling
gradueret af gevinsten.

Kære ven du ved
det er min pligt og inklination
altid at komme ned fra den snedækkede tinde
uskyldig og håbefuld
som den aften i maj vi delte med
myntedrik -
med
latter og svir

men gevinstens følgeartikel
er ikke kun synlig for guderne
men for alle
for alle deler det højeste
omend kun som en partikel

Dette søndrende klare solskin
skærer mig itu
offentligt.

How it frightens me how little we all know of flemish history

Filmen Savior var baseret på mine oplevelser fra Sarajevo.

Flere luksusmennesker kom i slidte

armypants sådan set mere hullede i sjælen end

jeg

så de selv ofte.

En snigskyttes hverv er helligt

ingen erkender det.

Man må her i livet med præcision dumptere

det som tilsyneladende er matricer

af kaos.

Ellers har kvinden vundet endegyldigt.

Vi kæmpede for Storserbien

sandheden om kvinden

broderskabet og den endelige sejr over osmannerne.

Den krusede himmel det er

efterår.

Sommetider skinner the ridge klart

som en kugle i brystet.

Den russiske statsnar kom og skød.

Oskar kommer med sukret kaffe.

Jeg tænker på mit hus i dalen.

Jeg vil gå i døden for det hus.

Mine arme om Maria og børnene.

Den blødeste matador

Du er tyren Ferdinand
som altid har undgået den bloddryppende
arena i Sevilla
under træets blomstrende overskudslager
fortabt i ekstraordinære hændelser
ord som bugner ud som hellige hyrder
historiske undtagelser
guddommelige vovser og hellige golde bjerge
det mindste ego elskende alt
under duftens generøse parasol
og berørt af små sensationsfingre
i den nipsende skygge
af rød beskyttet altid.
Og når en kollega kommer spankulerende
ømt i den gule hedes livssæk
øjne forhalet langt ud af sødmens stræk
da slår du armen op
ind skal den fremmede
for hvem kærligheden er begyndelsen
pivåben og altelskende som dromedarer
kom til skyggen siger du
hvor de grønne blade knirker af velvilje
heldigvis ignoreret af arenaen i Sevilla og samfundets nat

kom fætter du er sød og blød
som jeg
velvilje anretter så let en pude
sunget om af fugleunger og animeret elsket natur
men da den fremmede kommer
ham som har sejlet følsomhedens oceaner
bemærker du at han er hårdere end en romersk søjlepark i Sevillas
forstæder
hvor volden er ensidig.
Hvorfor spørger du luften åbenbart krads af dårlige ånder hvorfor er den blødeste den
hårdeste -
jeg forstår det ikke.

Hos Hobien (for ærbarhedens skyld)

Lars var jaget fordi han sagde nej til tilbuddet
det kom fra Hobierne.
Han havde sin vej. Det var udmærket. Praktisk.
Konsekvensen var naturligvis en kuffert
over maven
men hvad fanden.
Skinnende havde sidevejen været
dragende og skinger og farlig
men Lars sad sådan set på flæsket.

Nu sidder jeg også på flæsket. Jeg føler jeg skinner
sandheden som en formiddag i Tårnby. Og du ved
når Vandtårnet står korrekt.

Men når Vandtårnet promenerer sin selvsikkerhed kommer
Hobien ud af centret
naturnøjagtigt
som den lov der sært nok findes
i solsystemets lovløshed. Eller ubegribelighed.

Jeg tog mig en tartar-mad. Penge på kontoen -
da Hobien slog sidevejen op som et stort brød
uden Arla-smør.
For så vidt var Hobien sympatisk
forhutlet og forfalden til gambling i reservatet
men umiddelbart ærbar.

Jeg nussede min topmave med nøjsom: spekulation
ned mod Amager Strandvej skævede jeg
tiltagende god is og masser af liberale bekendte

da et stik fra Lars og hans råddenskab
ramte mig.

Det var som om jeg blev hevet med af Hobien.
Ned ad sidevejen og ud i den prøvende ørken
hvor sulten slår på tromme.

Siden hen er jeg forfaldet til foragt
hvad angår Lars
og følelsen af selvsikkerhed.

Morads af møder (Amager)

Først havde Mar os jaget Lars
fra Røde Mellemvej.
Så gav han op.
Det var ikke nobelt endevidere.
Han fandt en anden passion.
Jagende ærbarhed.
Så du ham nogensinde spurgte jeg.
Ja.
Derfor opgav jeg.
Et pjok sagde Mar.
Da tiden var negativ
fordummende
kunne jeg ikke afgøre om beslutningen var optimal.
Men ingen andre end Mar var tillidsvækkende.

Then Karl said

That a man
can embrace himself and silence.
After deer-hunted
he folds his hand.
I said:
When is the vision?
When man controls excess
Karl said.
But you are all about that I said?
No - I am about health.
I do not like health I said.
Then you do not love
says Karl.
And off to the mud.

Hos Carl Mar

Baby - soon christmas
as snow follows
in the silent night to come -

I will find
a present for you
mental as Mandela

A new me
not so busy.

Æsel der (lost youth)

Jeg læser Jeans Arps Kaspars død og forstår surrealismens stemme som en vemodets stemme, bag latteren, bag al denne hoveren over overraskende sammenstillinger, påstande om uerkendte forbindelsestråde til mysteriets små blafrende flag over en fjern tibetansk bjergryg, hvor Artaud ses meget konkret lutret, mens Duchamp gør sig gældende i videnskabernes klub, piberygende, anderledes forkælet, og idet han skåler for ophavet, holder citronskiven skrævende på plads over glassets kant med lillefingeren og gætter sig til formlen for den atomare spaltning hos Niels Bohr, København 1931. Jeg lukker bogen i, jeg rejser mig og vender prompte tilbage til mig selv, stemningssvag eller som et kirkelokomotiv uden liturgi.
(Hans Otto Jørgensen)

Inge Eriksen celebreret

Jeg kom meget hos Inge
Hun havde været forelsket i Beirut. Set
havde hun fremmede strøg. Og megen gæstfrihed.
Ligesom hende syntes jeg
verden er af lave
vi spyttede sammen ud i mørket
det gjorde os smukkere
det gav os en god følelse
jeg sagde Inge
om 100 år husker de på dine visioner.
Det afgørende er man er forankret i
virkeligheden.
Dens metoder er afgørende når man vil forandre
verden.
Det vidste Inge.
Det er os lidt nødvendigt at være oppe i det røde felt.
Sommetider.
De bliver lidt lade i det.
Smukke kvinder tier.
Det er nødvendigt nogen tager bladet for munden.
Ingen bedstemor var mig forundt
her var en.
Vi lagde kabale og glemte verden.
Agurkesæsonen melerede.
Inge fortalte om cornichen i Beirut
det var før krigen.
Imorgen skal den journalist fra Horsens have
diktater.

Monster fra Moldova

Det var uden fuldskæg eller
tatoveringer eller grupperinger
han kunne vælge og vrage
mellem passionen og dens bortfald
alene ved bordet
hvor arbejdsbierne angster
den synlige kontrast forårsagende fnisen
som om han var kommet fra slottet
hvor den eneste frihed
var fremkomsten af insensitivitet altså
valget
mellem at være livets slåklud
offer eller efterkommer
eller at kunne træde ud hvor halvlyset
minder om Transsylvanien
i det moderne aborterede lys
men så at kunne træde ind med uhørt passion
når man ønsker det
skræmme dem væk.

Beirut by night

I Sour/ Tyre fortæller vi ballonmanden
vi har skrevet et digt om ham danskerne
han forstår det ikke
de blamerer Profeten
in the end he offers us a ballon Southlibanon
til fest i Sydbeirut med Hizbollah
da israelerne fangeudveksler
inde i bjergene hvor de hylder Hussein (martyren)
ved at slå sig selv til blods
hos ambassadøren på Beiruts tag
med philipinere der tager sig af barnet
kun fyrværkeri ingen skud
i Buick mellem Libanon og Damaskus
Middelhavet
Kunsthuset Zico hvor jeg læser digtet
Arvo Pärt never joined the Hizbollah
du filmer
Deres fake-læber og firhjuls-kapitalisme
Armenske kristne
Les Creneaux og poolen
folk fra Ceylon fejer gulvet
Mercedes der har kørt en halv million
tanks i gaderne
Monoprix hvor vi køber store lokale kartofler
solen brænder
vi omkommer næsten i havet ved Sour
pludselig bliver du smækket rundt på en klippe
og skal have jod.
Du kan møde en sløret pige fra Åbenrå alle steder
bygninger falder og bygninger opstår
Skyderier i Tripoli
flygtningelejre jævnet med jorden af den sølle hær
Saudiere i hvidt med kulier der bærer indkøbsposerne
Golfen jævnet med jorden
Goodbye Dubai
kedsomhed telefoner show.
På Meredien-hotellet i Damaskus sidder skøger
opsøgt af folk fra Golfen
Intet er hvad det ser ud til
udtænkt af David Lynch -
Jordens komprimerede røvhul
perler og våbensalg
at leve i stenalderen med Armani
Hizbollah uddeler gratis vand
du står hos kvinderne
de flager med syriske nationalistiske flag
pludselig er himlen spændt af fly
i det sydlige Beirut.
Israelerne fik kun indtaget en halv kilometer af Sydlibanon i
2006.

Ill times

Reception

Er ændret til den 22.8 17-22 på torvet, Nørrebro.

Højsletten

Du havde klatret en rum tid
over tidevandets forskelligheder
æterens og bombens konkylier
i disse huler hvor alle farver blæser
satsens legitimationer ad pommeren
som nattens sandaler
ved pyntens eneste mission.
Og solen.
Bjerget var enormt men afgrænset.
Men du havde hverken æsler eller epos
bærere eller
planteelskere.
Ofte snakker man om stjernens guide
til bjergets dunkelhed
hvilket var en restriktion.
Da du kom til højsletten
hoppede blomsten over i vegationen
som du husker det fra barndommen
musikken fandt noder og pauser som før
solen skinnede energisk og almindeligt -
De få mennesker du mødte
som vidste dette
vidste udelukende det samme som dig -
Det var mærkeligt at højsletten var hellig -
for højsletten var blot smuk og almindelig.

Invitationen

Ingen havde nogensinde set invitationen
mange havde hørt om den.
Der var masser af spekulationer
da mennesker er mennesker
da loven kun regerer på kloden
eller kun på kloden.
At den skulle komme fra det grønne rum
var en vittighed.
Man løb panden mod muren
alting var begrænset
rokader kaldet moderationer.
Dem som nødvendigvis behøvede flest
kombinationer
kom på statshjælp.
Jeg var uforberedt.
Jeg havde ikke engang jagttegn.
Jeg vidste at invitationen indebar en nødvendig viden
muligvis menneskefjendsk eller venlig
altså overgrebet
eller den hellige handling.
Der står ikke noget om hvor jeg skal tage hen.
Det værste er således sket.
Intet er det samme.
Alle kan se det:
jeg er fremmed.

Formand Larsen has ended

I did not see him
I heard about him.
Most people did.
They needed much
so they took a lot from Larsen
laughter and such in their poverty.
They made him different
they saw in him delicate violence
and they did not know he was
falsehood.

Farewell to the sofa

We had decided as of late
to inflame their world again.

Everywhere we see
modes done for in that they know
everything is done for
as relating passions.

With our reservation
after and after the surrealist revolver in the street
we came forth
we had to inflame leftovers -

In the heat of passion we forgot.
What had they done?
So much more so far away in time.

Everybody felt like a younger brother.
On terms with this moderation.

Resistance

I watched him closely
the street of the Haramein Hotel
early Syrian Time.

The gringos came and went
their blind bags posing.
Our leader and president God give him fortune
alle steder
pligtens kloge anfører.
He plotted something down
in this book of his

every letter a year within
and much beating also.

Roma (The shades of destiny)

She was among Romas and the people of Rome
some time ago.
The coast was near.
The day finally darkened.
From caves and more
they came out to play
addicted to play
mature.
She stopped the car
blue as a movie
cause she was a woman of reality.
What?
Politics and films and writing for papers.
Now she was bad as ever.
The way thunder speeding goes.
A silhouette
paid for by: controlling systems
emerged
The bullet hit
She hit the car
The light of Rome flickering.

Melting an Arvo in the woods

Han might sit
behind that yellow tree
lost in music -

that is so pretty
but true
Arvo sat like the painter from Strandgade
absorbed in the quiet bells.

Every time I came
with the stormy big blue
prisons or strange transformations

he did not look up.
To the master I said
this might be revolt strange and bright?

He took the tree
the tree like a shape
and made the tunes
I said.

Attentater

Efter sultekunstneren er gået forbi
kommer den gale kvinde fra torvet
forbi
med roser hun giver til alle: sig selv.
Han får ingen rose - men han får en påtale
om klassiske kunstnere og om selviscenesættelse
han siger ja og tænker over selviscenesættelsen
som er alles lov
han tager solbrillerne op i nakken
rosenkvinden læser et digt op henne
til en alkoholisk pige på afveje
bogsektionen mangler alt mangler
men avisen mangler
I mangler - det er det jeg ser - filmningen
angsten og kedsomheden. I er ufri og I ved det
mens han tænker over hvad friheden indebærer?
Trehjulede og magiske bøger og altid en udvej
væk fra de voksne
som ikke ved:
fjenden sidder bag de lukkede øjne
som er lukkede bag tremmer

I den hvide sitrende støj og i varmen
udsigten med lukkede øjne til fjenden
ridende angsten ind i jer.

Han sidder i take et
med solbriller og skjorte
den gamle traver
i den hvide støj.

After Sade

I met him at a crossroad
a confident man
a sovereign
his smile a wreck
but not for him.

And nature?

I said to myself
this man is you
not a man -
this made him smile.

And the gallow?

I said: after Sade?
But I could hear no bomb.

Then he pointed this way.
Then he pointed that way.
Bird-child. Early death.
Chain-ghost. Early death.

Then he smiled: went away
even though he took possession of my heart.

At a cross-road one is alone.
And becoming is law. It is tyrnany.
And hesitation is sure-death and lines.
And walking is unheard of.

Arvo Pärt never joined the Hizbollah

This city -
all can happen in Beirut
cannot even count let alone measure
the multitude of sects

and Golf/arabs
and noteworthy:
the new race
fixed noses and breasts.

I have seen the yellow flags
of Hizbollah
celebrating dead men relased from jewish prisons

how diplomats live
how decadence cuns
every cunt in this city of noise.

In Southlibanon one can travel -
you can go: no problem.

And I have read Zarathustra and Bataille.
And I have seen the Movie: Japon.
I am far from going to the suicide-mountain
but I have the feeling of having done with most.

I have read the poem
Part never joined the Hizbollah
with Age from New Zealand
finally -
finally -
calling violence a saint from
Aden.

This is it my friend -
the end is a master from racist Beirut
where fremmedarbejdere does the dirty laundry.

Is it so
that I can now
write the forest just as forest
no loss there -

but the noise here.

Always the bullet will take the house
build the house anew.

Den levende vej

Både Omar og jeg
var enige om at kilometersten fulgte kilometersten
som om hverken ingeniører eller kvinder
så døden i øjnene.
Et træ stod der
en indhegning begyndte der
vejstriberne for som greyhounds.
Vi lagde os i kløveren
og så skumlede vi
og så syntes vi vi havde set
Ødipus og kanonkonger og afvigelser og nedrighed
hvorfor lortet måtte stoppe omgående.
Men vejen kom
Den bragte os på benene
og førte os af sted in spite.

Mezzanine

På andet år var jeg på tour med Massive Attack.
Skønt de havde forbudt amfetamin tog jeg masser.
Aften efter aften.
Som at have en turbodreven vandmølle i maven
elektriske bølger gennem alle forhindringer
næsten som en vampyr
uden helle: ingen modstand nogen vegne.
Da jeg kom hjem til Olga
min sidste tante
drømte jeg om natten om vejfarende tønder
administreret af psykiatrien
om dagen elektrificerede tønder vejfarende
langs de fortabte gule hovedveje.
Da jeg sagde
at tønderne buldrede aldrig ville stoppe
rystede hun på hovedet.
Os den nat slog jeg hovedet mod de tømte
olietanke.

Lars fra Røde Mellemvej

Ted Ed Joe og Ben jagede fortsat Røde Lars
med alt hvad de havde.
Min hest var træt.
Rationalismen byggede flere huse
dannede angst
og fik byens folk til at sidde stille.
Da de havde tanket op: whiskey vand og sex
ville de videre
Røde Lars var set ved Røde Mellemvej: i dårlig forfatning.
Levinas tilbød et nyt ansigt - måske beregnet på Røde Lars
at krigen var comme il faut.
Da jeg sagde jeg stod af
tog de begge mine knæskaller
i aftenrødmen hvor smerten var alt.
Lå i pløret da de red videre.
Det var første gang jeg var stået af.
Mine brødre kunne være døde.

Himlen over suppegryden

Via traktorer og skinnevogne og de bare
havde jeg rejst og migreret alene.
Ser man: den ensomt gående lærer hesten at kende
lærken og de jugendagtige storke.
De flommede koner hilste jeg på.
Ensomheden laver i sidste ende en
metodisk autisme hvad enten det lidende jeg
forsvinder eller svulmer op eller oversvømmes
jeg talte til alt.
Det var den gamle slager
ørknen, eksilets styrke og død, intet nationer -
da en gruppe slog ring og bød mig ind.
Mælkebøtten ville jeg som sædvanlig helgenkåre
afstanden dyrke
fællesskabet forråde
men alt var forandret.

Reception

Jeg holder reception for "Idioteque" (roman) den 15/8 - 2008
på cafeen Funke, Sankt Hans Torv, fra 17-22

Defensoratet

Jeg er godt klar over du har overvåget undertegnede en rum tid. Måske du har din effenskab fra London? Det er mig aldeles ligegyldigt. Du har opnået hvad energiske sociologer længe har sagt: den indre effekt. Selv når dit ansigt ikke rumsterer på nordhimlen, og selv når du ikke kontakter mig - og selv når du ikke hakker på mig, findes du, og du findes stort. Men nu er jeg altså kommet videre. Masken har jeg skrottet. Jeg siger fro som en spytslikker at jeg kan åbnes - det kan bevidnes - disse skakter ned i begærets uendelighed - dem har jeg overkommet, jeg er blevet sekundær, hvorfor jeg mener overvågningen kan suspenderes. Det nye er ikke mig, og jeg har skrinlagt alle klosterprojekter, grænseseminarer, nærstudier, korteger udi det blå. Det som åbenbart lader sig skrumpe eller simplificere, simplificeres. Landevejshusene støves, de blå kornblomster langs Novalis skød dæmpes, de mange ufrivillige indsatser for ikke at mærke den blå hverdag mindre. I plantagen - med din tilladelse - skal opdyrkes et eneste træ ved hvis helbred og vækst jeg skal - dedikere. Sid nu ikke under lærken smørgrinende, og tænk ikke fortsat at klippen og menneskenaturen er lige destinerede. For nu er en stjerne en stjerne, en smørkrukke en smørkrukke. Jeg har allerede lagt mærke til det: det svage køn genkender paratistisk den nye mand for hvem træet er det vigtigeste. Rigadoon, Rigadoon ud. Jeg vil blot svæve og, og tindre, og din røvtur ned langs nederlagets troløshed har jeg ikke tænkt at se.

Omstillingsparathedens befalingsmænd

Det tredje køn er ankommet
så de stillede skarpt
på den muldvarpe samt det løse
jeg havde optaget og stjålet
af Kafka.
Min sol skinnede mod alle kontekster.
Meget trættende.
Ingen at vide at æggen var hjemkommen
efter savnedsablingen af alle lemmer borte i det usandsynlige
som de er for dumme til.
Slanger åder gnuer.
Få kommer gennem dette uhyrlige nåleøje
mit hyæneskind rødglødende af togter -
udenfor kodens angiver
rettedes på af blæsten
hvormed de omsider kunne strippe
alting ud af skoven.

Den borgerlige sekretær fyres

Den nogleogtyvende partikongres
var hverken truet eller spændende. Vi drak lidt vand, det var mindre beslutninger. Det var det de sagde jeg skulle fælde ned.
Overløberen Kosmakov sagde for sidste gang
hvad laver vi hvem er vi?
De bragte ham ud. Det var sidste gang vi så ham.
Den aspirerende sekretær Putin
fiflede lidt med ordlyden og blev forvaret.
Hans kone troede det var husarrest, men det indebar flere prøvelser.
For prøvelser er det vi ikke ønsker.
Da jeg talte om prøvelsen
sagde Dumapræsidenten jeg skulle revurdere
for vejen frem
går gennem menneskeland.
Nu tænker vi vores efter lukketid
og tænker også skønnere
og tænker i mytterier
og synes måske
den borgerlige sekretær
skulle have den pension alligevel.

Mont Rouge

Ingeniører af egen fri vilje
samt beskikningen
travede henover stort set hele
bjergkæden med landmålere mærkelige
tankegange.
Når vi så dem måtte vi tænke om.
Hvem var de?
Åbenbart så ved de
på trods af diagnoser og fortabte bohemer og vores fortabte værksteder -
hvor man slår den breddegrad
og: en mere indviklet opdeling af Mont Rouge.
Jeg sagde ikke noget.
Jeg turde ikke sige noget længere.
At jeg havde travet inde i tågen og måtte sige det til nogen.
Men en ingeniør på Mont Rouge
hvis jeg prikkede ham på kinden
ville enten tæve mig eller indberette -
Det jeg så ikke forstod
udover at smerten var min alene -
hvordan de kunne beslutte og kende til -
denne dødsrute.

Som vi sagde til fritidshjemmet

At den middagslur den kan rende os.
Så kom de med spil og med kulørte puder
politiet smadrede Byggeren
flere leverpostejmadder skulle vi æde.
Det her sted
sagde vi senere
er blødere end socioassistenter.

Produktet venter ved endestationen

Den har lært at lægge benene over kors.
Den har den cremede selvtillid
sigende
du er ankommet.
Fra Fellinis dekorationer
fra resten af virakken
kommer spøgelsesfuldheder
den sjældne sympati.
Og her sidder produktet
bagbundet af mennesket
som kun kan leve og æde af mennesket.
Sikke et fængsel!
Selv kalmytiske guder har kun deres postulater fra dette
inter-fængsel.
Førhen har de elsket med mytens altomfattende omsorg.
Nu konstaterer produktet
åbenbart tvært
at
alting stritter.
I det ultimative eller hen.
I det sidste
som flere smerter.
I gusen fortrængt.
Men toget ankommer til tiden og skånende
det gamle spor ønsker man at fixe
den mær sidder med legende ben
den tager ikke imod den is jeg tilbyder.

Autobiografi

Som altid
i den skøre konforme verden
hvor jeg muligvis er elsket, men elsket af dem
rumvæsner eller optikere
der lever som om livet er virkeligt
den store tåge fornemmer de ikke.
De kender det de kender mig
men de aner intet.
Det er ikke kun blokeringer, nærmest en kode
ala Sylvester Stallone.
Det var ikke fair, jeg har ikke fået en fair proces.
Kom tågemennesker
I lyver om næsten alt.
Nu må det siges: Romeo sig: hvad er det her
liv for noget?
Hvad er det for noget?
Det der adskilte bror og jeg - udover - Dakar
var forestillingen om festivalen
hvor samværet i negativ forstand bedrog den store tåge.
Get a life siger han.
Eller det sagde han.
Med hjelm gennem ørknen
af fagfolk beregnet som en exit fra lykken nordpå
de mange syner og sten og måske blå nomader
det var det han kørte efter
mens jeg svor til tågen og hans forståelse
derovre lapper de konkurrenterne sammen
Kirkens Korshær støtter dem
de sælger bøger i Augustenborg
jordskælvet i lykken, der udelukkende giver os fremmede sætninger
skulende - udsatte bævere - mellem is og meninger.
Det hele er i gang med at blive latteligere.
Jeg må gemme mig.
Den der går hvis skygge er Nosferatu
spejlet i spejlet som kloakkerne under Stanlingrad
efterlod en souvenir

i duel mod tågen.

Før trissen tager asken

Før trissen tager asken
hilsner til hunden i skoven og alt levende.
Dette er sætningens motiver:
at betyde inde i drømmen, så bålet kan brænde.
Lyserød og skarlagen
skreget til tågen
den nærige tåge.
Måske det holder lidt?

I Nørreskoven

Hvor dragen går omkring
og hvor hunden sent ser vildtet
hvor vi ser omtrent samtidigt
inde ad stien
det sky dyr
så ler jeg og smiler og studerer hundens væsen
som kan få tæsk anytime og som ikke er reserveret.
Nede på campingpladsen
hakkede den grønlandske hund tænderne i den
først da jeg kom hjem så jeg blodet.
Det hele er underligt.
Det hele er sygt.
Det skrev jeg allerede i 1992.
Hvorfor - når vi er udsat for det vi er
ser vi ikke på hinanden?
Mellem mennesker er der spil - hierakier.
Drømmen dominerer, men angsten bryder ud.
Kære venner.
Det sagde en vildtjæger for 100 år siden.
Dette er rester fra denne Kierkegaardske turbine
idealiseret ved modsætningen
men først og fremmest bliknedslået og blindt.
Så er der nogen der spiller
tovtrækken medicineret som sammehænge
det lysende dunkelt
udvejen camoufleret.
Så dræber vi?
Mægler han?
Tænker han videre?
Sengen og den kommunale blomst
sandsynligvis nedskåren
men linjen er jo opponenten
der relativiserer bjerget og forsøget på en pædagogisk syntese -
uh - ha - også her på herrens mark
mens bror suser mod Dakar
mens legen junker det sidste morfin
thi adskillelsen emanerer
nu kan jomfruer og byfakirer
suse og flyve
på næring af olie naturligvis
hvorfor det står klart problematisk:
kunst det er at finde på
ligesom kunst radikalistisk er alt resten
også opfindelse.
At være fri af skolens Vestbred
fordummet i fantasiens korps

indtil din indsats i lotto
har udrettet
for mange.

Paris-Dakar

Også i år ønskede min bror at gennemføre.
Han måtte låne penge og han var ikke i form.
Hans Renault var gammel.
Måske mistede jeg ham nu?
Skønt vi fandt sponsorer sammen
så Seinen flyde
mærkede hinanden det blod
og den efterfølgende nærværende tomhed
menneske for menneske
tog han af sted med det officielle nummer og resten.
Mit arbejde lagde beslag på mig - det femtende arrondissement
var forfærdeligt og uundgåeligt.
Jeg programmerede
min bror fyrede den af i Sahara.
Som en kinesisk abort eksporteret til sheiken i Sudan
rivende over personens mest intime organer
ønksde jeg næsten hans crash
på Eurosport.
Da han ringede fra Senegal var jeg allerede to.

Ted appellerer til Ed

I forvejen var ruten ufremkommelig.
De havde ikke meget vand. Resten var hvad
hjernen kunne energisk.
De havde taget bjerget og de havde taget opiumsplanten
de havde taget landet med stål og løgne.
De havde taget landskabet.
Landskabet var en kommerciel adresse.
De havde ikke taget
den linje.
Den kom ud af lyset.
Omkring dem
var profit.
Omkring dem var resten - det ved enhver.
Ed kunne ikke komme nok af sted. Han løb i forvejen.
Du tegnede bjerget - skønt det var indberettet
som markører af begær
historisk anrettet og åbenbart udødeligt.
Da faldt de første alpinister igen.
Da han ramte mod barrieren
mærkede han intet.
I guiden - nu om stunder -
siger man han aldrig så hverken anmærkningen
eller linjen.

Kontrol er en saga blot

Hun strammede grebet om tmeren.
Sommerhuset var lejet. Vejrudsigten tjekket.
Hun havde en time.
Nok tid.
Det var perfekt.
Så kom tilfældets drage - ledsaget af Bruce
knækket af kulturens neurotiske forstandsdyrkelse.
Hun fik ikke det sidste ord.
Alle var herefter matte.

Om Bruce Lees depressioner

Freden, siger han, fremkalder kollisionen.
Kollisionen fremfalder trivsel.
Han stod med sin feminine måne.
Han pegede på dragen.
Den var distræt, tyggede gnavere.
Vi piftede efter den. Den gad ikke.
Men som det altid har været, klynkede jeg:
skal den komme for uden manualen styrter vi.
Jeg råbte at jeg skulle ledes fra anarkist til drage-elsker.
Det var nu.
Den reagerede ikke. Bruce gik bort.
Opgaven, den var min alene.

Til hangaren

Jeg havde snittet og hugget til alle disse kalmykiske stammer af bambus - da beskeden kom. Det var en varm dag, det husker jeg, foråret var overstået og de første overgearede portioner saft var nedfældet, hvor den drøje, lange tørke gjorde landmændene mismodige, og byen ligesom drænet, en gul støvet hinde gjorde tingene træge, støvet klæbede. Da jeg ikke kunne bebrejde budet noget - han var jo blot en komponent i fødekæden - takkede jeg ham, og lagde kniven, satte mig på hug og måtte endnu en gang lade livets voldsvolumen entrere min stakkels mave, hvor altså mere halløj skulle finde hvile. Så trak jeg vejret dybt, adieu til skibet svævende mestendels i mine lidt desperate tanker og drømme, hvorfor det netop aldrig som en storkerede skulle pynte trækronerne i Nørreskoven, og lod mig blive en anden hurtigere end forventet.

Angående sommeren

Til Grønthandleren, som du mærker på omsætningen er byen temmelig renset eller befriet - qua øjnene - for kunder og mennesker. Det er også meget varmt, så folk er nok taget til stranden, skønt jeg ved du forbinder folk med noget ovre i Sydamerika. Da jeg trådte ind i din butik, kunne jeg se du svedte, hvilket forbløffede mig. Du er jo af ørknen et sted, måske Libanon, og måske har du bare vænnet dig til Danmarks klima. Du gav mig æble pære og to bananer for femten kroner. Ovre i Sønderborg, hvor jeg havde opholdt mig et par dage, var også der indvandrerne næringsdrivende med fastfood etc., en smule international virak i den del af landet, som er så overvægtigt og kedeligt. Fornuften på de kanter når nye højder. De unge mørke drenge med eller uden stoffer skiller sig kraftigt ud, som du ved, men er alligevel med på noderne i form af øreringe, hvide sko, en slags over-stylethed. Måske som Ronaldo, fodboldspilleren. Det er ligesom ham. Jeg har ikke så meget at sige. Jeg oplever stor ensomhed i dag. Mange er taget til festival, enkelte sidder på græsset og København er København. Det er som om man smutter længere og længere ind i anonymiteten, jo længere man erfarer. Men Herzog, undskyld, en filminstruktør, pragmatisk som en høne at høre på, satte skibe på træerne og skød indianere. Her er der homus. Her er der en konstatering: du har åbent. De spillede The wall på Rådhustorvet, men hele den fortabte yngre generation siger jo det, fra sætning til sætning som en kuglepenshane. Jeg er ikke sikker på du forstår det - eller gider - du har en fletteteknik med dig i kulturhovedet, og jeg har min her udenfor, en mere og mere borgerlig forståelse af Shakespeares palet-drive fra det ene til det andet, underordnet et tema. Jeg skammer mig. Jeg kom derind igen. Hvor spørger du? Hen, siger jeg. Hen til Herzog. Du ryster på hovedet. Du kommer mønterne ned i kasseapparatet, og vi siger hinanden farvel.

Faktura

Jeg kan se at man kan få:
Malonecity et & to for hundrede kroner
via Anblik.dk
- jeg er selv fristet.

Ydermere kan man læse:
Bonny von Bøjden i det nye nummer af ind & ske.

Tag dit skæl fra skellet dit
omvend det i menneskenaturens kogekøkken -

femten-atten romannoter:

svigt - hævn - Bob
kampen - forberedelse
jagten
begge afsnit reflekteret i titlen cicerone
Jydske Vestkysten
efter at have dræbt Bob vender han tilbage
bage til højen og bygger triumfbuen
hvilket senere er ændret da eksistenshævnen er in progresso
Overdrivelser
Den flyvende hangar (Herzog)
En overlever
Handekes kulde.