Saturday, January 13, 2007

Dhodhekánisos

Nærmere bestemt: Rhodos.

Det ligger så tæt på Tyrkiet at det må være kolonialisme at tyrkerne ikke har øen. Der er et skrivecenter på øen. For oversættere og forfattere. De har grå stær; de har givet mig et ophold. Det var som at stjæle slik fra blinde børn, opholdet. Alle kan få et ophold der, og de betaler gildet. De må være idioter.

Kroppen er en maskine. Før afrejsen frister jeg den med masser af motion, spandevis af vand. Får den aldrig nok? Og jomfruen fik ondt i skrævet af al den spagat. Nu skal jeg rejse, og jeg er bange.

Jeg har givet maskinen vand, figner, døgnrytmer, våde drømme, appelsiner, knyttet tandsættet. Jeg er parat. Hvad er det de siger, amfetaminamerikanere, når de pløkker fjenden? Burn motherfucker burn! Jeg har satset på den sejeste plet langt oppe i hjernen, vandet modet pertentligt, har klippet håret. For at overleve siger jeg gerne fadervor. Jeg har orlov. Jeg skal vinke til befolkningen på Rhodos. Jeg skal begrave en efterhånden markeret forestilling om at det er den naturlige, afskårne barnlighed, der laver det spændende træk, hiaten, i værket. Jeg kysser kroppen. Jeg fortæller den der er våbenhvile. Jeg giver dig vand. Jeg giver dig. Giver en lille smule ro? Giver du en lille smule ro? Giver du en lille smule ro? Lad mig se havet. Så får du æsler, søde.

2 comments:

Viktor said...

God Rejse!
Og kom nu hjem igen ...

kasper said...

I try dear amigo, take care