Den geriatriske anmelder

Den Gerontiske kritiker -

Den gerontiske kritiker er karakteriseret ved fra fødslen at have været uden mindste sans for litterær legesyge. Han eller hun tager eksempelvis aldrig en romans forskellige udsagn for pålydende men grubler omhyggeligt over den indre ironi og relativering, der kan finde sted i et litterært værk. Den gerontiske kritiker kan også være karakteriseret ved periodisk at regredere til et dybere eksistensniveau. Oftest sker det, når kritikeren havner i sin egen dybsindigheds vold og ikke længere er i stand til at se klart.Et eksempel på det sidste er Erik Skyum-Nielsens anmeldelse af Kasper Thomsens nye roman Malonecity. Han fik lov at anmelde bogen i Dagbladet Information, og fik dermed mulighed for at hælde sin galde ud over bogen. Thomsens roman havde i mellemtiden placeret sig i fred og ro langt fra hitlisterne, og når man samtidig på forhånd er disponeret til at hade forfatteren, så er det dømt til at gå galt.

Dannede klassicister

Det var på en måde forventeligt, at Erik Skyum-Nielsen ikke ville bryde sig om Kasper Thomsens roman. Denne klassicisternes klassicist er mere til velafbalancerede finesser og harmoniske beretninger end til ambitiøst eksperimenterende prosaværker. Han kan kun sætte intetsigende etiketter som 'grasserende' og 'fortænkt' på romanen og kalde Thomsen 'forskruet, forvirret og furiøs', fordi hans system ganske enkelt ikke kan rumme, at den bog på én gang forholder sig til den litterære overlevering og tradition og samtidig er en fornyelse af den danske romantradition. Og her er det så, det gerontiske sniger sig ind: I stedet for at anerkende egne begrænsninger, må han absolut skrive sig ud i en spiral af mavesure tirader, hvor han kommer længere og længere væk fra den bog, han skriver om. Jeg har i øvrigt så megen veneration for Skyum-Nielsen, at jeg tilgiver ham dette fejltrin. Han er en kritiker med en original røst og næse for den gode og velskrevne litteratur. Derfor tilgiver jeg ham hans gerontiske afsky ved alt, der formmæssigt er frækt og stikker af fra den litterære konvention.Man kunne i den gerontiske sammenhæng også nævne den selvhypede kritiker, Mikkel Bruun Zangenberg, der på internetsiden Litlive.dk for nogen tid siden mente, at Thomsens roman var både anstrengende og især anstrengt. Det ligner et udsagn, man trækker i en automat. Det er efterhånden kendetegnende, at det for kritikerne mere handler om at spille en rolle. Med disse kritikerattituder er det vigtigere at være en dannet klassicist eller poststrukturalistisk intellektuel med en pinlig besættelse af døde hvide mænd end at gå dybere ned i værkerne. Med tiden finder man dog ud af at bruge disse anmeldelser som en omvendt målestok. Hvis kritikeren kan lide en bog, er det sikkert en dårlig bog. Og hvis ikke, er det en god idé at tjekke den. Det, der er mest mistrøstigt er, at der er så lavt til loftet. Alle vegne støder man ind i fordomme. Det spændende er jo ikke denne sort/hvide for og imod Kasper Thomsens roman, men derimod hvordan en mere kvaliceret diskussion af, hvordan en roman som Malonecity på en og samme tid kan rumme traditionelle episke træk og være en fornyelse af den danske romanform. Hvorledes romanen godt kan være stor litteratur selv om den ikke er en bestseller. Det kunne også være spændende at diskutere, hvorfor de litterære moder gør, at det på bestemt tidspunkter er svært at indoptage bestemte værker, fordi de ikke lige passer i tidens kram. Der er rigeligt tid til at blive voksen.
posted af Martin at 17:24

(ja: skrevet af Martin).

Jeg ved ikke om jeg gør noget forkert ved at kopiere tekster, men den varmede.

"Gerontokrati: statsforfatning med styrelse af et råd dannet af de ældste; oldingevælde".

Et par grønne bemærkninger: jeg tænker hele tiden på "modsætningen" modenhed/ barnlighed. Ida Jessen skriver ansvarlige, etiske bøger, modne bøger. Beckett, Walser, Stein er børn. Jeg har knoklet med den dårlige samvittighed; at skrive modent, at omfatte andre mennesker. Men sprængningen af traditionen, så vidt det er muligt, hænger sammen med en overlegen, barnlig kompetence. Desto mere det akademiske råder uforstyret desto dårligere bliver bogen. Hvis Beckett ikke blandt andet er en sort legebalje ved jeg ikke hvad han er. Kafka er da også et barn man ikke kan nå. Det er måske den modne barnlige erfaring at verdens vold er så voldsom at - det glippede. Jeg synes det er en spidsrodssag mellem akademisk grundighed, ansvar og barnets modstand mod verdens voldsomhed. Hænger fornyelse ikke ofte sammen med en overlegen barnlighed, der responderer på verdensrædslen med en innovativ modreaktion? Roubaud er et spændende eksempel. Barnebortvendtheden, ikke-gentagelsen, there is a happy land, where only kids go. Jeg sætter en katoffelære i at være en håbløs akademiker, der ikke er akademiker, og udfordret af det akademiske, saft contra væde. Det lyder så banalt. Cezanne, naturligvis, var måske ikke barn. Er det barnligt at fastholde det barnlige?

Og hvad angår Zangenbergs krav om tabula rasa kan man ikke forestille sig en Niels Frank, hvis skrivegods og fantasiarsenal ikke begynder (og slutter) med kunsthistorien. Måske karakteriserer det netop det humanistiske barn at det søger ind i en erstatsningsverden, kunsten, for at overleve voksenverdenen? Det her er gejl. Men: Legen er eksperimenterende. Tørheden, formbevarelsen, akademiet er en nødvendig ørken, som det åbne barn må forholde sig til. Men Beckett (og ydmygt: Malonecity) geråder i barnelandet, men den erfaring han også dribler med er jo ekstrem voksen, så at sige: ensomheden i hovedet, døden, kritikken af den rene fornuft. To spændte poler. Skyum: hvor meget dynamisk elasticitet spænder du over?

Og iøvrigt til os, der er cyklet videre, og vi er mange: hvorfor spilder vi dette korte liv på VI, de druknede?