Jeg kom senere i lære hos Borges

Det var tyst, i kontoret. Der var ikke noget forceret over denne mand. Han var en krop, og vandet drev snart symmetrist snart klukkende henover hans facade. Facade er ikke sådan ment. Han opstillede en verden, blandt mange, hvor alle linjer kunne krydse hinanden, hvorved han opløstes udramatisk, men da dette var sket kom han frem igen, og måtte altså kunne adskille niveauerne, ligesom en domptør. Det var ved siden af hinanden. Måske som masker. En fæl fascisme? Nej; jeg fik en med stokken. Han smurte verden, labyrinten ind i smør og smilede. Jeg var forvirret. Jeg tænkte på mit hareskår, at det ikke ville funke her i Argentina?