Sydvest for Irland

Vi var hoppet af båden, da vi så denne lille klippeø, smadret af havet og alligevel stanchaftig. Hvas satte huen på sned, og vi smed os mod de våde klipper, mens båden blev til pindebrænde. Fra Atlanten, fra New Foundland kom stormen rullende, havde haft så god tid, kom rullende som om alle rette linier, alle afgrænsninger var daysdone. Cigaretterne var våde. Havet, historien og plottet; naturligvis ikke, ikke i stormen. Bølgerne brød opefter i kakafoniske søjler og endte i et skumbrus, og senere fandt vi ud af at fyrmesteren var død. Malstrømmen var en realitet, en facilitet. Jeg så hvas tage en lineal op af lommen, som en satanisk talisman, rettet for at dæmpe stormen. Det kunne have været en bogverden, thi skodderne skelede, men det var en ydre stormverden, gearet af jetstrømmen, der tilsyneladende kører rundt over vores hoveder med 510 kilometer i timen.
Men kan man udleve, overleve en storm, med bølgerne og malstrømmen, farende rundt og rundt, og så dette sarte lille menneske, os, der hvisker til uvejret: Denne lineal kan I ikke tage fra os?

Kastevinden kom. Jeg så en datter, en datter og en far, de havde boet her. Senere så jeg deres lig. Jeg havde ribben og forhåbninger, en kurs, og jeg så deres lig. Imellem tiden tog vinden denne skrantrende lige linje og kom den ned i munden, hvis styrke var så stor at den knevrede vinklen, baskede den ned i malstrømmens fjollede vom - på afstand, og orkanen kunne fortsætte sin hærgen.