O høj kaptajn

//martinjm
(boganmeldelser/omtaler m.m. - en division af FLY)
mandag, januar 01, 2007


Kasper Nørgaard Thomsen - Malonecity 1+2
1.januar. Ahh. Ikke at have tømmmermænd er en velsignelse... Jeg havde lovet ”mindst en omtale” inden udgangen af 2006. Det gik ikke helt, men næsten. Her kommer nogle kun lidt forsinkede ord om forlaget Anbliks seneste udgivelse. I min gode gamle grundbog fra Litteraturvidenskab Om litteraturanalyse skriver professor Jørgen Dines Johansen, i et afsnit Om handling, en definition, der lyder således,”Handling er den måde, hvorpå et individuelt eller kollektivt subjekt bringer, eller forsøger at bringe, sin livsverden, eller for skønlitteraturens vedkommende den foreliggende tekstverden, i overensstemmelse med sine private verdener, ganske specielt i overensstemmelse med sin ønske-verden og med sin intenderede verden.”Dette udspiller sig i spændingsfeltet mellem ”det alethiske, det epistemiske, det axiologiske og det deontiske system” – fire modalitetsformer, der befatter sig med sandhed, viden, værdi og pligt. Handlingen opstår, når der i teksten er uoverensstemmelse mellem de fire systemer. Hos den forfatterskoleuddannede, legendarisk produktive Kasper Nørgaard Thomsen lader ingen af områderne sig definere eller afgrænse. Det er altså omsonst at analysere, beskæftige sig med eller overhovedet at tale om andet end ”anti-handling” i forbindelse med romanduoen Malonecity 1+2 (der med rette har unddraget sig genrebetegnelser på omslagene) med mindre man opfinder nye tilgange eller definitioner. Man kan nemlig bestemt heller ikke sige, at der ikke ”sker noget” i bøgerne, det er dog mere end noget andet selve sprogets utøjlelighed, og den læsendes egen (videns-)bagage, der mobiliseres og italesættes. Det er forståeligt nok, at Politikens boghandel ved Rådhuspladsen i København har stillet bøgerne på de små lyrikhylder.Men hvad er de så, disse to gedebeklædte bind? Egentlige modernistiske eller for den sags skyld postmoderne, anti-aristoteliske skrifts-anarkistiske (for skrift-anarkismens skyld) er de ikke. Her er snarere tale om (og jeg beklager hvis jeg lyder smart-ass-agtig, studentikos eller fjollet – jeg forsøger bare at få en eller anden form for greb om de her bøger, der prøver at undslippe enhver rimelig anmeldelse) en slags post-postmodernisme (en forfærdelig term – ligesom postmodernismen i sig selv også er et forfærdeligt begreb, der indeholder sin egen opløsning), der stadigvæk ikke er aristotelisk (begyndelse-midte-slutning, handlingens enhed og den slags) men alligevel heller ikke omfavner det nedbrydende. Læseoplevelsen (i hvert fald min) kan måske sammenfattende formuleres med dele af en sætning fra romanernes 3. del: ”glæden over genkendelsen, uden nogensinde at kunne genkende.” Bedst af alt har jeg det, når prosaen bryder ud i fuld essayistisk flor med referencer til og beskrivelser af diverse kunstnersjæle fra Lorca til Swinburne over alle mulige,”Swinburne, rapporterer Watts-Dunton, spenderer morgenen spadserende, skriver om eftermiddagen, læser om aftenen, og æder som en hest. Hvis nogen opsøger parret, møder man Watts-Dunton ganske døv, mens man anti-poetisk overværer en praktisk poet med munden fuld af mad. Siden hen faldt Swinburne i søvn, for siden hen, genopladet, at gå ned i biblioteket, fusionen i eksilet prolongeret af favoritdigterne Marlowe, Landor og Hugo.”Det lyder jo ligesom flere af mine venners hverdag! Men ellers udfolder bogen sig med en slags skelet, nemlig ”historien” om en gruppe danskere, der efter en koncert med punkbandet The Pogues bliver deporteret til Albanien. Vi ”følger dem” på deres rejse ned gennem Europa, som fortælles fra en stor pærevælling af fortællerpositioner med vidt forskellige fokus. Det er ikke helt til at afgøre, hvornår det er det første, det andet, det tredje, fjerde eller femte jeg der taler. Romanerne er skrevet i hvad man kan kalde en slags splittet bevidsthedsstrøm. Et af de mange jeg’er siger hen mod slutningen, ”Jeg fatter ikke, hvordan man i den moderne verden kan opretholde identiteten. Jeg ved godt, at jeg springer rundt i tingene, og normalt tænker jeg amatørisk uforbindende.” Malonecity 1±2 er et elegant, tomultarisk bud på en ”fortælling”, der tager udgangspunkt i dette tidsvilkår og denne forfatterens begrænsning – hvis jeg må være så fræk. ”Amatørisk” er i tilfældet KNT dog nok en uretfærdighed, han udviser snarere et helt særligt, ujævnt, kaotisk geni. Hvis man er udstyret med tilstrækkelige gear kan læsningen være en overmåde fornøjelig slags intellektuel sublimering. Anbefalelsesværdigt, ”Magisk Teater. Ikke adgang for alle / ikke for alle.” ... Hermann Hesses ord.