Sunday, February 18, 2007

I klub med majoren

Jeg har set - på renes side - at Basilisk udgiver en russer, endnu en deporteret, Charms, cirka, hedder han vist. Han var absurdist, og skrev åbenbart børnebøger, hvilket ikke er så fjollet. Og jeg har just i filmhuset set en dokumentar om Armenien i krig, om enklaven Nagarno K, en filmmand havde brugt fire år ved fronten, bagefter besøgte han vennerne - bagefter køber vi speltboller, og jeg skal hjem til kannibalens nadver, hvor den anløbne protagonisk fejrer en sådan cirka indlemmelse i madens meute. Jeg brækkede mig over speltbollerne og elskede alle veteraner med langt skæg. Hvad er det vi foretager os her på disse breddegrader? Dis-grader? Vi lever og dør med bloggen, og kun med barnet eller den liseste flig af udvikling i værket når vi en pynt, hvor livet lever. Jeg drømte, om natten, at jeg var sat af i Grønland, i Østgrønland, og selvom det kun var september, var det meget koldt. Jeg kan stadig høre sneen knase, knase så man ved at solen kommer til at skinne imorgen. Fredstid?

1 comment:

Taggart said...

Jeg var ude igen i nat.
Så close har det aldrig været før.
Jeg stod i en gyde - parat med en smal dysse - da en copperbil trillede forbi. Han kiggede - og jeg kiggede igen og jeg vidste straks at den var gal.
Jeg gjorde det eneste rigtige - keep cool, motherfucker - vendte mig om, smed tasken med dåser diskret fra mig ved et cykelstativ, - men så så jeg på mine røde fingrer, - need I say more, said the copper? Jeg fortsatte i sagte tempo ind i baggården, slenterede som en kineser på skovtur - jeg vidste de var bag mig, og jeg havde næsten givet op da jeg opdagede at gyden endte blindt. Men da så jeg et vertikalt metalgitter som førte ind til den næste baggård, hvor to af stængerne var bøjet så vidt, at et barn netop kunne klemme sig igennem. Jeg hørte en bildør smække og en kraftig lyskegle spredte sig i den mørke gyde. Jeg løb mod sprækken mellem metalstængerne og klemte mig igennem - fortsatte op i en opgang og satte mig på 2. sal på hug og tændte en smøg med hamrende hjerte.
Dér sad jeg et kvarter - blot for at være sikker - før jeg begav mig ud på gaden igen. Copperen havde set en fyr med hættetrøjen oppe, vidste jeg, så det eneste jeg kunne gøre for at forandre mit udseende var, at gemme hætten under jakken og tage mine ørebøffer på, i håb om at ligne en stiv juppy på vej hjem.
Egentlig var jeg ikke bange for dem, panserne, men det ville fandeme være upraktisk at blive taget netop nu. Men de ville naturligvis være overbærende med bærmen og tage mig med stationen til en venlig samtale over en sen kop kaffe og smile overbærende og glo vidende på mine plettede hænder når jeg sagde, at jeg ikke vidste hvad de talte om. Er der andet sige? Indrøm aldrig noget, aldrig, anything you say etc. Så ville jeg blive registreret med navn og nummer og sendt hjem med en bøde due next monday.
Men jeg var sluppet igen. Jeg tænkte, de havde fundet tasken med dåser og sikkert blev siddende i området en tid, så jeg ville ikke gå tilbage lige med det samme, men jeg ville gerne have min taske igen. Jeg gik rundt i gaderne en tid, købte en pilsner i 7.11 og røg en smøg til. En time senere gik jeg tilbage til the scene of (one of many) crime, og spasser-panserne havde ikke fundet tasken! Moroner! Så jeg tog tasken over skuldren, rystede dåserne op og fortsatte...
I øvrigt: skulle Krankenheimer komme til Østtyskland, så bed ham om at kontakte mig. Vi har visse ting at tale om.