Ahoof!

Det må gælde for mange folk: at loftet klæber. Vi har alle vinger, men måske har nogle folk mere fornuftige vinger end andre. Det er lige godt satans: når jeg kigger op mod loftet sidder der adskillige folk deroppe, limet mod loftet. De spræller og gør ved, men kan ikke komme fri. Det er en fluefælde. Dog: færre og færre fugle, jeg mener: mennesker er limet til loftet. Jeg kan se en enkelt falde ned. Nede på jorden går vi andre rundt. Vi længes naturligvis efter loftet, men det er kun fordi vi ikke kender loftets hemmelighed. Vi kalder den så, længslen, en underspillet strike-com for at længes mindre. Det efterlader os: med: hele aksen mellem loftet og gulvet. Hvem residerer der? Totalitarismen siger til os at det er reaktionært at forlade sig på den akse. Det gøre de gamle religioner, jo.

Intoksikering, siger han og skutter sig.
Det evige drama.
Så nødvendigt for mennesket.
Jamen: siger jeg: dette mellemrum, mellem røv-com og loftet, hvad så med det?
Kan det stå forladt hen, som et skur?
Se ikke på det!

Hvis man nu kunne have en totalitær søjle, et enerådende øje. Det nye.

Og rundt om dette center: os!: myrer, fluer, der bakser rundt, for at finde noget andet, noget poly-demokratisk: den kunstneriske praksis, futile bestræbelser: hånet, kigget på: af en totalitær censur, der ved meget bedre.

Om mellemrummet siger den, censuren: ha, de kan ikke lade være. Hvor er det forudsigeligt. Et nulpunkt skræmmer fluer!