Monday, February 5, 2007

Verden på lunger

Jeg kom gående ad en vej, der slyngede sig rundt om bjergets krumning. Den så ud som den skulle i vej; den skulle væk. Måske skal den bare se hvad der rører sig på den anden side? Det var så nærgående, havde været det, hvis man havde skrevet mavens vom. Klippesiden er snarere mos, niveauer ovenpå en forreven pukkel. En blindgyde, for en seende. Hård, blød, bevægelser. Dante har det bjerg. Det her bjerg har vel 10 terrasser, der krummer sig ind mod bjerget, for sten kan, for en dum og omhyggelig samvittighed, vide om faldet, og derfor kende den svære balanceakt. På den nederste terrasse bor dem, der ryger mest tobak. De ser verden dunkelt og tjæret. Lys gransker sig vej gennem lungepalisadens forvitringer, verden bliver derefter. Sådan er det opefter: øverst bor dem, der slet ikke benytter sig af tobak. De er højdeskæve, hvivnende, marmorerede, uudholdelige. De har samkvem med en meget internaliseret himmel. De skriver bøger som Zarathustra.

2 comments:

viktor said...

HMM HØM HØ HØ

fin vin, røget og forsagt
sørens osse, de røde
er til grin, jo tak
Blå er farven for os!

Danske! Bank på døren
er det din egen?
eller står folk på lur-
springer de over tur?

Danske mand, ingen kender
din styre, den hengemte
du er den sidste
af de store helte!

Vågner, vågner op
det Danske Folk at se!
vor verden overstrømmes
af jøder in spe.

Intellektuelle,
kan om vold fortælle
men de har bukser af vand,
se til mens pikken krymper!

Fremmede, ikke af sind
eller poetikkens tanker,
men DANSK eller forsvind!
ER Den Danskers tanker.

Politik for kvæg og fæ
-det er over mig, den slags,
Jeg sværger til Skriften,
dén uden sans og syntaks.

Gyldenkål! dine digtere
smægtes svart i navlefedt,
-den simple propaganda
er alligevel lidt for let.

Helst ser vi verden gennem glas,
monteret med ordet på plads,
kom ikke med dine strofer
-heller så vi apostrofer.

viktor said...

I Lort bekranset Danner,
falder fra himlen stolt-
følesen overmander
tanken bly og boldt!

Danmark for de Danske!
Vi er alle Grise,
vi skal ikke granske
på andres nød og lise.

Væk være med de grimme,
som landet snarligt skæmme,
skal de skydes, lad gå-
det er værd at se på.

Hæng en mand fra halsen
i natportieens lygtepæl,
han gjorde penges dansen,
nu møder han død og meen.

Hver og een, to tilbage
pris hovedet på stage,
slingrende i løkke
rager det mig et stykke?

Jeg hang ham op, det er sandt,
-hang ham højt op til skue,
komme en dag hvor alt
dræbes på en uge.

Modstand, romantik!
jeg sætter dem begge lig,
thi den gamle skik
ligner retfærd med svig.

Versemager, smed mig!
en ring jeg kan bære,
som vil vise mig vej
til stolthed og ære.

Sidste PALL MALL ryger
op i røg til sidst,
snakker jeg om skyer,
er det DJÆVLENS så vist.