En dukke kom marcherende hen ad landevejen, nær Horsens, og så en facilitet. Et fængsel. På muren flaprede pengesedler, og de var stedsegrønne.
Van Gogh, har jeg lært nu, har malet en fangegård. Hans strøg har ellers rusket op i landskabet. Hans landskab er et omformet landskab, et landskab, hvor glæden, livet rusker. Jeg fik en kimino af Addi, og kan derfor ikke forlade bagstræberheden.
Dukken sad på muren. Blot den ene centraliserede mand havde ikke fangehue på. Penslen, troede hun, var levende og rev streger af sig, ligesom forede engle, der fløj ned i gården og ønskede at befri nogen.
Må besøge den gulag-camp, hvor man afrettede Mandelstam. En giro til Novosibirsk. Himlen, helvede er glattere. Jeg lærer noget om akser, positioner, af Hammershøi.
Dukken tænkte den var mest levende
da den sparede på krudtet.
I mellemtiden var resten performance af en art, ligesom akryl. Det evige temperament dunker. Jeg maler livet rødere. Jeg bor i Kværndrup.
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
No comments:
Post a Comment