Gentaget. Det var den dag, hvor ...
Det kommer jo mens man gør det, sagde coachen.
Men det gør hele tiden så ondt.
Husk at du har booket billetten.
Det mente coachen bogstaveligt.
Han tog die immer-pencil, spidsede den, og fløj væk, on accord med overenstemmelsen. Mellem drømmen og virkeligheden. Det pandetag han havde undersøgt som vinduspudser, suspenderet i mid-air, ja.
Han slog sig på rejsejournalistikken, skønt beslutningsstunden var forkætret. Forskruet og furiøs. Men furien var borte.
Så let var det. I bjergene, inde på øen, boede veteraner. Så han måtte derind, og altså ikke, og jo, og nej. De havde sorte huer på hovedet. Den tid de var i havde rynker i ansigtet. De sad under et træ og skubbede træbrikker over ryggen, og når elgen kom i brunst, stod den i en anden tid de ikke kunne høre.
Det her var ham. I panden.
Ligesom fra skratch. Og så iler palmesnipperne ud i alle retninger. Og laver koncidenter. Hvis de mødes, korresspondenter.
Og midten? En joke? En bøn?
Siger det så noget om alle de retninger, eller skammen i centrum, eller midtens overflødighed, eller det hele?
At have en strategi?
Stadig femte symfonien. For brormand var også en go maler.
Det er da generøst?
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
No comments:
Post a Comment