Rafah: en angivelse

De stod foran tableauet; i baggrunden tumlede kabinerne rundt, ført næsten som et pariserhjul. Et akkurat delikat stativ fik massen til at fungere. Fjernt, men i de enkelte kabiner, kunne man skelne ansigter, oftest presset op imod de tykke ruder. Disse ansigter, deres munde, duggede kabinen. Men de var alligevel langt nok oppe i luften til at det ikke var hæsligt. Måske fantasien, tænkte den ene lidt tåget, formår at rejse sig. Og alligevel ikke langt nok. For skal man opleve medlidenhed, skal man tæt på.
De to mænd betalte, kom ind på grunden, og tøffede lidt rundt. Det var koldt. Tågen, som hang fra havet, sprak ikke.
Lidt dyrt, ikke?
Den anden sled i lommen, så ud i luften. Han svarede ikke.
De gik hen til et andet skilt. Det var en af de tekniske. Hvis øjnene tillod det, kunne man leve med på tallene, konstruktionens integritet, osv. Den anden, hvis hænder hang, forsøgte på tallene. Han vidste alt kunne være åbent. Selve stellet var importeret fra østen, kabinerne, som man tillagde mere dekor, var hjemmefra. Men januar lå ligesom tågen, som om tidens ånd åbnede for en lineal fra hvilken elementer fik samme våd. Det kneb med øjnene. Det var bjørnene.
Man skulle fandme være i vinterhi!
Ikke lave en pind i lang tid, og så vågne langsomt, og så labben af sted ned efter lidt fjams og sirup -
De to mænd gabede op med et bjørneansigt. Så havde de trævlet den op, atter en, hvorefter udtrykket eller udbruddet gled over i udmærket tomgang.
Tallene stod ranke. Et årstal. Ikke tilgængeligt for flodblod. Det var sådan noget man kunne stamme. Forvist, men man aner ikke hvorhen?
For dybden af brønden er nu sikkerhedstæt. Raften, eller den kære hiat, presset mod vandspejlet for at forhindre egensind og råd. Men styret af principperne desangående.
Den ene mand havde selvtillid. Han lod tallene fastholde verden. Mod skummet, mod blødsødenheden, og mod de faldne kollektiver. Entreprenøren holdt fast i noget sådan; der var ikke langt hen til talkolonnen, og bygherren, hvor mange km2 osv. Tidligere ville man have givet disse informationer bæverstatus, i et emotionelt system, det centralistiske, hvor fanen gik fra borger til borger. For at undgå at hjerterne faldt om uset, hvilket var en fejl: at negligere hjertet fra denne tavle, var at ære det, såfremt levealderen gik op …
Den ene mand gned håndfladerne mod hinanden. Han kiggede på den anden. En del allerede-set, en del - at man er underlagt noget meget syret, som hele tiden skal ses til. Så så han ud af øjnene, som om han ledte efter et spøgelse. Hvorimod det bare var livet. Hvis man så det sådan. Glughuler og glughuller automatisk sådan i den overensstemmelse at mennesket og livet har lavet det kompromis. Som dog favoriserer livet, hvilket har den finte at livet sørger for at mennesket overser det.
Den anden mand havde set. At det er tåget, at man skal lede længe efter arbejde nu. De gik videre.
Der stod: man bestemte sig for Rafah. Kabine 7-25 har således børn fra Rafah. Nedenunder stod lidt landsbyværk, enkelte onkler, overlevende, og honorar. Disse børn fik lov til at være i landet 3 måneder efter man havde anvendt dem. Konnotationen var diverse muldvarper, samt mafiøse måder at infiltrere sedimenter og jordlag, og altså et udtryk for tidligere misdannede stater og jordiske fejltagelser. Derfor var det ironisk at have et ikon med en vaskemaskine, idet f.eks. tumbleren har noget med luft at gøre.
Det er sikkert godt for dem …
Den anden svarede ikke.
Nu havde de sådan set set anlægget. Nu var det fodtøjet, den beklemte sæson, som møffede lidt videre bærende blikket, som lå op imod selv sig som et tåget foster.
Hvad skal du æde?
Ved det ikke endnu -
Tidligere var det Nister!?
Okay -
Hvad er der at sige til den forskel? Eller årsagen? At floden kan rumme det, eller nye sammensætninger? Et drop?
For så vel som opera ikke negligerer?
Opera?
Det er tykt -
Ja.
Den ene mand, ham, hvis hænder var i lommerne, men ikke mere, da han tænder en cigaret. Den anden tænker at begge mænd har vatteret sindelaget for at det kan drømme gennem vinteren. Så det både kan, sindelaget, hejse celler op i hjernen, stå op igen - autonome rytmer først og fremmest. Men han har dårlig samvittighed. Han bør fastholde kroppen, eller i hvert fald det væsentligste.
Den anden siger at det nok var det.
De træder tilbage.
Skiltet, som blot magter at konservere informationer, og som ikke magter andet, dør næsten ud.
Jeg træder hundrede favne længere tilbage i historien, så jeg kan se den tydeligere. Fra denne vinkel smiler historien næsten, solvent. Det kan jeg ikke lide. De to mænd forlader området. De slentrer over pladsen med de nye lamper, og går ned mod havnen. Den anden mand har taget hænderne i lommen, og historien ser det og nikker til mig, men jeg sørger for at skjule det. Sommetider kommer de akkurat som de to mænd. Af og til med hænderne i lommen. Almindelige turister. Helt bevidst fingeret. De synes jeg er et sentimentalt fjols. Det er jeg også: det er alle, som leder efter nye ruter væk.
Jeg står med min grådighed, alle mine følelser.
Alle disse følelser, som drømmer om hæderlige systemer, sommerfugle og små børn, som lærer at gå.
Historien peger på - det gør den igen og igen - at man ikke har andet end tågen og overfarten. I nærheden kan man anbringe et opus eller særlige meritter.
Man siger tak -
Selv tak -
Den falder i søvn.
Og jeg tænker at man kan snigmyrde den. Frem i forreste række. Som en oplæser, der omsider finder det mesmeriske overfald.
Næste dag står der i avisen: nu er verden virkelig af lave. Historien er død. Med den: tågen. Og alt andet.
Grav!, kære venner, spår avisen.
Tænk hvis det var sådan -
De to mænd træder ud af syne. Der er et par mennesker tilbage på området. Det er mit ansvar at genne dem ud. Så kommer hundene, de sidste drømme om verdensomspændende tunneler, om sarte alliancer, alt det andet.
Jeg glor en sidste gang op imod de snottede, udsplattede børn fra Rajah - som sidder i kabinerne, der drejer rundt på stativet som om man kan skære en finger af uden at mærke det - deres ansigter presset mod ruden: en opgave for hele verden, tænker jeg.
At betræde alting.