Den skabende stangspringer

Den skabende stangspringer
gik omkring vest for Ural
som regel i skoven
eller siddende med hænderne for panden.
Han så en lund
hvor solen kunne være
som en amulet.
Han så en kirkegård af birk
rådner voldsommere end alkoholisk tørst
sumpen af omsætning overalt tidsbestemt.
Han så en snehare drønende
han så den overskride naturbestemmelsen
han så den drikke og opfinde
han holdt panden.
Han så en bjørn skænket børn
som burde være munter og narrativ.
Men bjørnen gik bort og blev Penthesilea
imens de olympiske studehandlere holdt diamanter.
Han holdt panden.
Han satte en klippe foran iris
bolværk mod ekspansionen, hovedets byld
men klippen den sludrede om charterrejser.
Til byen han gik
for at virkeligheden kunne modsvare
men virkeligheden faldt sammen fnugget.
Tilbage i skoven fik han venner hos ulvene
og ulvene kælede for ham
men bylden voksede.
Han foldede hænderne.
I byen kunne han leve med papkasser og lidt renter
men uden
talte alting til alting
i en arena af skabelse nær døden
men levende a la kærlighed.