Den klassiske sangfugl

Jeg gik i mørket, sangfuglen sad i mørket
og sang. Den gane-chili, som er tidens elementer
kendte den måske. Men den overkom det, sang smukkere end alt
andet overtalte med jamber og genuint gehør.
Hvis det ikke var musikken eller talrækken kom
omfanget af udsathed, hvis effekt er ensomheden.
Med en tå rørte sangfuglen totalen, led under den,
og sangen, som var smuk, blev smukkere. Den symmetriske
permutation var indeholdt, diskret som et stjerneskud.
Men det var problemet: vi var holdt op med at tælle stjerneskuddene,
en åndssvaghed, lagt i kar, smalle, var kommet over os.
Måske kunne vi ikke?
Alfabetet formanede os: et skred mod jorden forviste os fra hvælvet -
vi hørte de tomme toner -
vi var blevet voksne, vi tog hovedpinepiller -
vi lignede måske parkeringsvagter, efterhånden?