Abel og Moderstaten

Dengang kom han aldrig ud for at lege. Vi andre snakkede om ham. Vi kiggede ind ad vinduet, fra træet, Abels værelse var det, en nytårsnat kastede vi fræsere ind ad vinduet. Det gav et værre spektakel i huset. Faren var en lille, skaldet mand - han var vist bogholder; han bar briller og gik med tophue, og kunne ikke slå en flue ud af kurs. Moren havde hugtænder. Abel fik hugtænder. Vi gik på den samme skole. Eftersom børn ikke har hørt om ondskab, var vi onde. Ondskaben får en særlig aura, når man kender grænsen, og overskrider den, den fænger, man suger kraft ud af grænsen. Dengang fik han bare buksevand og kost, og vi sagde til ham han hørte til i Biblen. Han sagde aldrig noget. Mange år senere mødte jeg ham. Han var blevet parkeingsvagt. Det var før de begyndte at gå to sammen. Folket er vendt mod dem nu. Bilen er comme il faut. Abel så mig ikke. Jeg spyttede på ham, men han bemærkede det tids. Det var som om han gik i sin egen verden, uindfanget af den dorske mili-nationalisme, der har grebet landet. Han var virkelig aparte. Han så ikke engang på tilladelser. Alt, som sådan, kunne overmande ham. Jeg var hidsig hele dagen: alt hvad jeg havde tænkt, rumineret - angående - moderstaten, fløj gennem mig. Hele denne potpourri af "den lille mand" og staten, oprøret fra neden, et bedre liv, frihuller parret med en atletisk bevidsthed. Abel var simpelthen fortsat på den vej han altid havde gået. Han var gledet videre, langs med vandkanten, måske var verden absurd, også for ham, men han gad ikke ændre noget som helst. Han skulle gennemføre det her, og ende det her, resten var modernisme og plukveer. Hvis en civilgardist kom, eller en udefra, eller en som talte godt for sig, kom hen til Abel og ville have ham med, havde han nikket med det her slørede ansigt, accepten duvende over ham som en skulderpude, og i mørket være ført af sted, mod hvad som helst. Derfor kunne han også blive morder. Chomsky har ret i at konjunkturer føres af månen på den måde at psykisk overlæg belønnes kosmisk. Det troede jeg på. Jeg lagde to planer: 1. en komplet bespottelse af alle p-vagter i byen. 2. at slå ham Abel ud af kurs. 3. at myrde en tilfældig. Og jeg ved godt det er forkert. Jeg er opvokset med Villy Sørensen. Men at snerper, bonerte, vækkelsen, jeg mener: hele ble-kulturen har jeg fået galt i halsen. Jeg tror egentlig Abel mener det samme, men han er desto mere radikal, idet han skider på både saturn og månen. Hvad rager det ham? Jeg så ham - næste gang - ved Turbinen. De evindelige kabiner snurrede rundt. Folk sad i dem. De så dumme ud. Værkføreren sad og sov. Så kastede de op. Abel stod og gloede på optrinnet. Jeg gik hen til ham, gav ham en "olfert", så direkte på ham. Der skete intet. Så kastede jeg op.