Den skabende stangspringer

Den skabende stangspringer
gik omkring vest for Ural
som regel i skoven
eller siddende med hænderne for panden.
Han så en lund
hvor solen kunne være
som en amulet.
Han så en kirkegård af birk
rådner voldsommere end alkoholisk tørst
sumpen af omsætning overalt tidsbestemt.
Han så en snehare drønende
han så den overskride naturbestemmelsen
han så den drikke og opfinde
han holdt panden.
Han så en bjørn skænket børn
som burde være munter og narrativ.
Men bjørnen gik bort og blev Penthesilea
imens de olympiske studehandlere holdt diamanter.
Han holdt panden.
Han satte en klippe foran iris
bolværk mod ekspansionen, hovedets byld
men klippen den sludrede om charterrejser.
Til byen han gik
for at virkeligheden kunne modsvare
men virkeligheden faldt sammen fnugget.
Tilbage i skoven fik han venner hos ulvene
og ulvene kælede for ham
men bylden voksede.
Han foldede hænderne.
I byen kunne han leve med papkasser og lidt renter
men uden
talte alting til alting
i en arena af skabelse nær døden
men levende a la kærlighed.

Den skuffede stangspringer

De enorme landområder
tog imod ham
som lokomotiver ødelægger tepausen.
Det satte en fugl ud, de lod vinden grassere.
Og huset skallede.
Og indhegningen
som var afkaldets svorne modstander
flækkede som en majspibe.
Hans mor gik hen og døde
og arven var en forstærkning
landsbyens afkald over hindens triumf.
Denne hinde
er hvid som vold
siger den franske teoretiker.
Hvor kommer den fra?
Hænders fald mod uvidenheden?
Er kødet så anløbent at man bag tremmer
fastslår den kropsløse krop?
Men her, i virkeligheden, er bonden kravlet ind
på sædet i kabinen
landet er tommere nu.
Og hinden vokser som gråd
anlagt i de allerførste ilttider
og afkaldet skubber frem som levende spøgelser
kontinenter og opdagelser.
Den skuffede stangspringer
for hvem verden døde den dag
lever nu som en monetær konge i hinden
med alting frembragt af sorg.

Stangspringeren

Det land han kendte
var stort.
Der var få mennesker
så bøtten blev stor.
Ved de olympiske lege
satte han rekord
og blev interviewet.
Han stirrede vildt
for han troede verden lyttede
at han blev lykkeligere
befolkningstætheden mere gros.
Han sagde han ramte himlen
da han satte rekorden
han så ting de burde vide om.
Der er ikke mere
der er ikke mere sang han.
De lyttede.
De var uden ører. Nej. De var uden
lydstyrke. Nej. De troede ham ikke. Nej. De
vidste det allerede.

Overløbere mellem pytter

Før vandslangen og snablen
dem var det
og drømmen
som sublimerede
ifølge lægen.
Men bøtten vokser.
Som vers
som afkaldets nidkærhed.
Men teknologien kommer.
Der er mange sarte sjæle.
De hopper fra ø til ø
alle kræver højeste oktan
så sart er sjælen blevet
drevet til ensomme hjem med numre her og der.
Engang var de halve fugle
som mindes kødet.
Nu er de fantasmer
overløbere mellem pytter af hjemmesider.
Kom, vi lider sammen.
Døden er optrævlet, det hele er på plads.
Der er plads til hvad som helst
i terrorlivet.

Denne ø

For geden
den eneste
en kommunion
over fætteren stegt af nødvendighed
det ved den.
Dagene gik.
Brændingen kom og går.
Øen er femhundrede høj, skydes det.
Det er kreativiteten
afkaldet nok
en byggegrund i bøtten
bliver større og større
punktet når han ikke længere
panteren sort har mistet sin kraft
Somalias sørøvere fremkalder heller ikke
men det kan gøre ondt i maven
geden græsser i indhegningen
følelsen vokser af afkaldet kommet
som et kontinent oplevet
som Rilke fortæller.
Sort klistrer mest.
Det er derfor den opbyggelige negativitet tager es.
Sort - ser jeg andet?
Med geden det mindste
måske nok?
Da et sejl kom i horisonten
sejlende gennem hjernen som
fugle fanget i himlen.
Men hun kom.
Her er hun.
Vi viser gaven frem.
Ikke bare er det bevist at jeg kan fremkalde andet end geden
Det er antagelsens sammenbrud.

Alting: hinsides

Jeg står og ser - påfuglen - fandtes
som - peanutbutter - eller oratorium - af gejl
hinsides - svævende sin egen drøm - autonomt
hinsides min forstand - og din -
Kan du lære at elske - dette dyr - dette - fremmede
fænomen - befriet? - eller hindret adgang -
åh, massemennesket ønsker alt! - alle - hvorfor?
Dette liv - svæver - i en fosforglans - indviet af
overmennesker - dumhedens ønske og habitus -
Ræk blot ud - se, nu! - den ønsker os ikke -
æslet - bjerget og søvngængeren - magisk alene
og udenfor rækkevidde -
så vi bryder sammen - bryder sammen i stil -
og rejser os - som stil - men hvor skal det komme fra? -
kommende generationer - flere illusioner? -
Ekspansioner! - opdelinger! - gemmelege! - heteronymer -
og en postkasse
uberørt af dyden og os - alting!
Alting får svæve - også dig - så godt det kan -
alene: hinsides.

Penthesilea - endnu et østrigsk prospekt

Jeg ser dem næsten ikke -
de står blegnede udenfor - hadets mørke -
har bilagt - deres omsonst -
men her skinner hadet! - her skinnet hadet -
jeg er næsten fortryllet -
min fjende! - min elsker! - der er -
kun os!
Hvad er klarest? - hvad er smukkest -
disse mennesker som kravler mod enden -
fyrre - halvtreds - tres - skal jeg - beundre
deres ar og gerninger?
I ønsker - I ønsker - søjler og medaljer - mellem os
min eneste fjende, elskede!
De kommer med nøl.
De kommer med besindighed -
badet i omsorg - jeg har aldrig kunnet andet end dette -

stråleglans af kamp - strålekamp af foragt -
disse politiske - senatorer - filosoffer som udsætter -
over latrinen - det eneste brev - den voldsomme kærlighed -
viberende på en klinge af fald
i afmagt - mørke!
Kom, elskede - jeg dræber dig til lyden af basuner - udtværer
den menneskelige dobbeltforstand - og healer din -
idealsyge!
Der er ingen vej tilbage!
Paradiset - et påfund - GPS - det syge hjerte -
Denne hest, som Troja har bundet os på hjertet -
for at glemme alle katastrofer - tier - når man
synker sammen, du!
For det er ikke hemmeligheden, det er ikke udødeligheden -
det er ikke de ammende kvinder, som kvæler mørkets Kaosmos -
Det er frygten - stavet som lys og gry -
at vi måske holder sammen - bliver husket - indgår aftaler
når det hellige - lider -
Dette - dette dobbelte drab - er en trækkerdreng - værdig -
sperm over gravstenen - kniven trykket mod -
to - ens - hjerter.

Manual angående ildtønder

Efter vi har lidt og lidt
efter vi har udtalt de lange ord, som ingen mening giver
efter vi har opsøgt hospitalerne
efter vi har forladt heroinen og skyggerne
psykosens ubeskrivelighed
efter vi har forladt alt vi kender
efter vi har talt til martyren
ved vi vi intet finder af nyt
nu kommer manden med den spanske guitar -
vi sidder ved bålet i forstæderne.

Indsættelsen

Jeg så indsættelsen af præsidenten på Delosea Island. De andre beboere har muligvis set noget andet. De går ikke langt med noget som helst. Præsidenten lød som en - talemaskine. Det gik i kødet, det skulle det gøre. Heller ikke han ved at jeg har vovet mig ud på øen for at fortsætte de hellige handlinger. Jeg læste om en maler, også han fik disse besøg ved nattetide af VIPS. Han havde overblik nok til at lave skitser. Det gør jeg også. Mit temperament tillader ikke stort andet, og den ituslåede krukke er en fuser. Den besidder ikke nok ild. Men under indsættelsen, som dog overbeviser verden om at noget nyt kan ske, så ved den dog ikke at dette er fernis, og en del af flugten, hvorimod mit arbejde, som drister fanden, stikker langt dybere. Min søster klæder sig i drengetøj. Hun gider ikke høre om fangenskabet. Imens præsidenten snakker, måler jeg min vrede. Jeg kan næppe svare for følgerne længere.

Delosea Island (Kant-krisen)

Han var lille, han var fyrig
han var kommet til byen for at høre forelæsningen
som efterfølgende forviste alt fra alt.
Han hulkede efterfølgende
når alting foregav en frekvens
det ikke beherskede.
Reaktionen var at drukne i mis-evner
skrige besat
overlade til drømmere det snorlige
ting bundet til ting.

Min væren er uegal
en fjende af naturen.
Det elegante, som løj om indsigten
var på piller og donationer. Jeg leder efter en bar, hvor jeg kan dø.
Fremover foregiver jeg at leve.
Det er hemmeligheden.

Han måtte æde tågen

Med koften og slagkøllen
vendt mod det værste
for at overleve og for at håndhæve
flere muligheder.
Denne bygning er brast. For mange gravere!
Det nye grundlag
som er vendt mod alle møder, hæmmes af mødet
hos blot en struktur.
De lektier vi fik om sarte møder mellem ligesindede
kaster os ud af kirken. Vi har kun samvittigheden til at huske
de små rangler, harmoniens koral. Det er først når hjertet rabler
man mærker
tågen overalt. Slå mod den som en epileptiker
det er lige meget
den accepterer dine følelser, dit fortræd
elegante og ligeglade
danses der.

Before everything turns to everything

Der hvor knækket sker
fyldes svulsten af skønhedssaloner.
Alting ser den vej.
Efter forestillingen optræder
disse af havet udsmykkede stakler
disse forskellige verdner
overtalte til at være forrest
både når Mars optræder og når alting ikke
ønsker tydelighed.
Jeg optræder således i en lineal
trukket fra resten
en samtidsverden camoufleret af grundstoffer -
alarmen lyder
luftangrebet er på vej.
Du drømmer om selve kraften.
Nedslaget.
Ude på Vesterbro, som måske ikke betyder noget
sker det sted
hvor tågen besejres og hvor dette afføder
små ruiner hos Toves' mindehave.
For det er en reaktion, mod alt.
Et levende menneske er postet udenfor.

Konferencen i Valbyhallen

Igen har man inviteret flere
frimærkesamlere.
Enhver, nedenunder, hører megafonen
slagtilbuddene
den efterfølgende fremmedgørelse
som er stavet i spelt.
På disse kanter
er anlagt
byen og trafikåren
fragilt mod marsken
som nu bryder sammen.
Vi troede ikke på denne usynlighed
under ValbyHallen
nu som ender
med sammenstyrtningen af belastningen mod gulvet.

Too far gone, my love

Du havde gravet siden solhverv
kulturløs, idet jagten på samheden forvitrer.
Det var mørkt og koldt da du steg ned.
Fugten lå som små lameller presset mod lungerne
blomster af gus, som aldrig bliver stuerene.
De siger i nyhederne
at ammeindlægget og krigen i Mellemøsten
forvitrer.
Du ved ikke hvor lang tid der er gået.
Du stikker hovedet op, du ser en ørken -
så falder du gennem hovedåren, din egen
ind i andre ruter under jorden.
Du er nødt til at hilse internationalt.

Jorden under staten

Han sled sig ned gennem jorden,
en samvittighed hinsides hans personlighed
de hårde negle knækkede
kalken og skallerne fik ham til at bløde
men jorden ovenpå
blødte som den skulle ifølge
loven, som hærgede.
En nat, eller måske var det dag
mødte han en forbryder og dernæst en til.
Han troede selv han kom med tilføjelser
som skulle se dagens lys -
han blev forvirret over at se
forbrydere på disse kanter
med taskerne fulde af kontanter:
Den diamant af begær, der nødvendiggør kasinoer og afstande.
En dag gik.
Stærekassen, som man omtalte
fejede henover jorden
idet jorden sørger for at cutte for forbindelsesmangfoldigheden.
Jorden blev således et alment lys
drevet af frygt.
Den nye romantik, som var gået under jorden
ser i mørket. I mørket som en invalid.
Han går under jorden.
F.eks. Grønland og Hjemmestyret var med.
Den store fortryllelse, som får hjertet til at banke
efter familien er død, som i enerum -
har først forhandlet med gnaverne
dernæst ingenting.

Brev til en ung pige

Du ved godt at hjernen benytter sig af forskellige lag, og af tricks. Lige nu slår mit hjerte næsten ikke, så meget har det slået, jeg frygter døden. Min stemme, som følges med hjertet, får heller ikke hvile. Det kommende, det store, mærker jeg ved at glemme det. Men det er jo blot min hjerne, som via dens spor søger over i en tilstand, hvor den ikke mærker de andre. At hele dette system er underordnet en konstant er mystisk og utroligt. Og nedenunder, eller hvor end det nu er, må det nøgne liv være, hvorved man kan tale om det falske. Min krans er stoppet. Jeg har læst om Kleist og hans Guisard. Han går også i stå. At stå nøgen foran det, som livet tillader en at se og konfrontere, er den hårdeste opgave. Jeg drømmer om min egen originalitet, hele hjertet, men jeg er jo bare en beskuer, også af den hårdeste nøgenhed. Ikke desto mindre lever jeg. Jeg kan mærke de fleste hunde. På den måde er alting forandret. Og hvor jeg elsker ensomheden, hvor hjernen kommer ud. Den er næsten overbærende, i forhold til de mindre niveauer - den har.

Den varme grød

Han havde gået igennem vinterlandskabet
oftest alene, men dog med mennesker
som skød med bue og pil og spillede på mundharmonika.
Det var ikke cystisk fibrose, eller modvilje
årsagen var at han ikke kunne efterligne
disse aktiviteter eller finde
lignende.
For hvad er det lignende?
At kravle op på Mount Everst eller at sumpe hos swingere?

Han havde hørt om ilden og den varme grød -
han havde ønsket den, skønt han var et halvvejsmenneske.
Men vinteren sluttede
som trippet angiver.
Han så huset og følte meget af alting.
Han gik ind.
En pil fløj forbi huset og nogen fløjtede
adlydende tågens delvist klare anklage om aktivitet.
Åndenød kom.
Den ene nat gik ilden ud, den anden nat
fik han omsider selskab af en opgave
der lige så godt kunne udslette dem alle
sammen.

Rafah: en angivelse

De stod foran tableauet; i baggrunden tumlede kabinerne rundt, ført næsten som et pariserhjul. Et akkurat delikat stativ fik massen til at fungere. Fjernt, men i de enkelte kabiner, kunne man skelne ansigter, oftest presset op imod de tykke ruder. Disse ansigter, deres munde, duggede kabinen. Men de var alligevel langt nok oppe i luften til at det ikke var hæsligt. Måske fantasien, tænkte den ene lidt tåget, formår at rejse sig. Og alligevel ikke langt nok. For skal man opleve medlidenhed, skal man tæt på.
De to mænd betalte, kom ind på grunden, og tøffede lidt rundt. Det var koldt. Tågen, som hang fra havet, sprak ikke.
Lidt dyrt, ikke?
Den anden sled i lommen, så ud i luften. Han svarede ikke.
De gik hen til et andet skilt. Det var en af de tekniske. Hvis øjnene tillod det, kunne man leve med på tallene, konstruktionens integritet, osv. Den anden, hvis hænder hang, forsøgte på tallene. Han vidste alt kunne være åbent. Selve stellet var importeret fra østen, kabinerne, som man tillagde mere dekor, var hjemmefra. Men januar lå ligesom tågen, som om tidens ånd åbnede for en lineal fra hvilken elementer fik samme våd. Det kneb med øjnene. Det var bjørnene.
Man skulle fandme være i vinterhi!
Ikke lave en pind i lang tid, og så vågne langsomt, og så labben af sted ned efter lidt fjams og sirup -
De to mænd gabede op med et bjørneansigt. Så havde de trævlet den op, atter en, hvorefter udtrykket eller udbruddet gled over i udmærket tomgang.
Tallene stod ranke. Et årstal. Ikke tilgængeligt for flodblod. Det var sådan noget man kunne stamme. Forvist, men man aner ikke hvorhen?
For dybden af brønden er nu sikkerhedstæt. Raften, eller den kære hiat, presset mod vandspejlet for at forhindre egensind og råd. Men styret af principperne desangående.
Den ene mand havde selvtillid. Han lod tallene fastholde verden. Mod skummet, mod blødsødenheden, og mod de faldne kollektiver. Entreprenøren holdt fast i noget sådan; der var ikke langt hen til talkolonnen, og bygherren, hvor mange km2 osv. Tidligere ville man have givet disse informationer bæverstatus, i et emotionelt system, det centralistiske, hvor fanen gik fra borger til borger. For at undgå at hjerterne faldt om uset, hvilket var en fejl: at negligere hjertet fra denne tavle, var at ære det, såfremt levealderen gik op …
Den ene mand gned håndfladerne mod hinanden. Han kiggede på den anden. En del allerede-set, en del - at man er underlagt noget meget syret, som hele tiden skal ses til. Så så han ud af øjnene, som om han ledte efter et spøgelse. Hvorimod det bare var livet. Hvis man så det sådan. Glughuler og glughuller automatisk sådan i den overensstemmelse at mennesket og livet har lavet det kompromis. Som dog favoriserer livet, hvilket har den finte at livet sørger for at mennesket overser det.
Den anden mand havde set. At det er tåget, at man skal lede længe efter arbejde nu. De gik videre.
Der stod: man bestemte sig for Rafah. Kabine 7-25 har således børn fra Rafah. Nedenunder stod lidt landsbyværk, enkelte onkler, overlevende, og honorar. Disse børn fik lov til at være i landet 3 måneder efter man havde anvendt dem. Konnotationen var diverse muldvarper, samt mafiøse måder at infiltrere sedimenter og jordlag, og altså et udtryk for tidligere misdannede stater og jordiske fejltagelser. Derfor var det ironisk at have et ikon med en vaskemaskine, idet f.eks. tumbleren har noget med luft at gøre.
Det er sikkert godt for dem …
Den anden svarede ikke.
Nu havde de sådan set set anlægget. Nu var det fodtøjet, den beklemte sæson, som møffede lidt videre bærende blikket, som lå op imod selv sig som et tåget foster.
Hvad skal du æde?
Ved det ikke endnu -
Tidligere var det Nister!?
Okay -
Hvad er der at sige til den forskel? Eller årsagen? At floden kan rumme det, eller nye sammensætninger? Et drop?
For så vel som opera ikke negligerer?
Opera?
Det er tykt -
Ja.
Den ene mand, ham, hvis hænder var i lommerne, men ikke mere, da han tænder en cigaret. Den anden tænker at begge mænd har vatteret sindelaget for at det kan drømme gennem vinteren. Så det både kan, sindelaget, hejse celler op i hjernen, stå op igen - autonome rytmer først og fremmest. Men han har dårlig samvittighed. Han bør fastholde kroppen, eller i hvert fald det væsentligste.
Den anden siger at det nok var det.
De træder tilbage.
Skiltet, som blot magter at konservere informationer, og som ikke magter andet, dør næsten ud.
Jeg træder hundrede favne længere tilbage i historien, så jeg kan se den tydeligere. Fra denne vinkel smiler historien næsten, solvent. Det kan jeg ikke lide. De to mænd forlader området. De slentrer over pladsen med de nye lamper, og går ned mod havnen. Den anden mand har taget hænderne i lommen, og historien ser det og nikker til mig, men jeg sørger for at skjule det. Sommetider kommer de akkurat som de to mænd. Af og til med hænderne i lommen. Almindelige turister. Helt bevidst fingeret. De synes jeg er et sentimentalt fjols. Det er jeg også: det er alle, som leder efter nye ruter væk.
Jeg står med min grådighed, alle mine følelser.
Alle disse følelser, som drømmer om hæderlige systemer, sommerfugle og små børn, som lærer at gå.
Historien peger på - det gør den igen og igen - at man ikke har andet end tågen og overfarten. I nærheden kan man anbringe et opus eller særlige meritter.
Man siger tak -
Selv tak -
Den falder i søvn.
Og jeg tænker at man kan snigmyrde den. Frem i forreste række. Som en oplæser, der omsider finder det mesmeriske overfald.
Næste dag står der i avisen: nu er verden virkelig af lave. Historien er død. Med den: tågen. Og alt andet.
Grav!, kære venner, spår avisen.
Tænk hvis det var sådan -
De to mænd træder ud af syne. Der er et par mennesker tilbage på området. Det er mit ansvar at genne dem ud. Så kommer hundene, de sidste drømme om verdensomspændende tunneler, om sarte alliancer, alt det andet.
Jeg glor en sidste gang op imod de snottede, udsplattede børn fra Rajah - som sidder i kabinerne, der drejer rundt på stativet som om man kan skære en finger af uden at mærke det - deres ansigter presset mod ruden: en opgave for hele verden, tænker jeg.
At betræde alting.

I Blodet iboende var alle stoffer

Ud af tågen, det umulige
kom
kysten, puha.
De mønstrede. De var vilde.
I blodet iboende var alle stoffer.
De var drevet med vinden.
Var det et tilfælde?
Var det viden om Passaten?
De havde ønsket det.
De døde inden de kom i land.

Stil og dåser

Han var en del yngre, ville skrive.
Det eneste ord han kunne var - stil.
Stilen, den vil jeg bestige. Det er begyndelsen, det er enden.
De ord havde han også. Bjerg og begyndelse.
I begyndelsen greb han det
aktivistisk an, lidt som Nepal, urtet.
Søger og leder i gamle gemmer.
Bliver træt.
Men så kom stilen.
Gjorde den?
Samtlige ganer var åben, hele
oceanet, ind.
Som om intet var nok.
Men den ene stil blev led, følte sig
forfulgt.
Den anden, virginalt, fik nykker
løb foran
som en tøs.
Han opgav.
Stilen kom på dåse.

Iltkammer

Min kære dreng opholder sig i cockpittet
vi andre kommer ind, jeg forstår
efterhånden hvorfor, det er systemlogikken.
Han ville være dykker, nu er han syg.
De kommer med mad til ham.
Roskilde Fjord, det er min søns verden.
De stynede, curlede gardiner
opsmøgne som skolebukser, der venter på en ny frøken.
Men hvide og pæne. Og fjordens spejl
som minder om en død fyrværkerifabrik.
De tavse sutter, som suger sig til nyhedsstrømmen.
Jeg er efterhånden klar over
jeg kom og kommer
med affald og gift og normer.
Han siger tudsen er smaragd.
Jeg nikker.
Jeg ved
han er gået ind
i cockpittet, hvor sivskoven og trampefuglen yngler.
Hvorfor tvinge ham ud?
For min skyld?

Det omvendte spejl

Med rester af deodoranter lå lillebror
fucked up af elementer, som han kaldte multitude.
I det tågede web lå han, kastet ud over marker
som sygen kaldte konglomerater.
Han var syg.
Derfor døde han ikke.
Det er triumfen, som aktiverer døden.
Han lå i de løse ark, deres heterogenitet, forvist fra sætningens
bomuldsunderbukser, en adgang, som ikke tillades, og
vi gav ham saftevand. Duppede panden.
Han lå i det sande, en hader - ufrivilligt - af biologiens ordenstrang.
Han lå lillebror, derinde.
Vi kom som læger, kikkerten løb spidsrod i uretfærdighed
gusede mennesker i en symmetri af lukkethed.
Denne åbenhed dør, sagde han. Mor
rystede på hovedet.
Han fik medicin. Han smed den ud.
En dag kom han ud fra stuen. Nu er de andre
syge i hovedet.

Den klassiske sangfugl

Jeg gik i mørket, sangfuglen sad i mørket
og sang. Den gane-chili, som er tidens elementer
kendte den måske. Men den overkom det, sang smukkere end alt
andet overtalte med jamber og genuint gehør.
Hvis det ikke var musikken eller talrækken kom
omfanget af udsathed, hvis effekt er ensomheden.
Med en tå rørte sangfuglen totalen, led under den,
og sangen, som var smuk, blev smukkere. Den symmetriske
permutation var indeholdt, diskret som et stjerneskud.
Men det var problemet: vi var holdt op med at tælle stjerneskuddene,
en åndssvaghed, lagt i kar, smalle, var kommet over os.
Måske kunne vi ikke?
Alfabetet formanede os: et skred mod jorden forviste os fra hvælvet -
vi hørte de tomme toner -
vi var blevet voksne, vi tog hovedpinepiller -
vi lignede måske parkeringsvagter, efterhånden?

Det mindste emblem

Korridoren er enorm, men de udbygger den. Der er udbudt en konkurrence, specielt minded på Australien. En lys, hermetisk korridor med den mente at livskvaliteten øges. De få sabotager der kommer opstår spontant. De kommer som regel fra slyngelstuer. De nedgør korridoren, men de dør jo hastigt, så de bliver ikke taget alvorligt. Selve korridoren er lavet af uld, og noget plastik, hidtil ukendt. Det siger de. Men i forvejen kender vi alle korridoren. Den har historisk resonans. Skibet i kirken, muren i Israel, recepter, hvad som helst. Altså går man ind i korridoren, kontrakten siger livstid, i det tætnede mørke neutraliseres den forstand, som Kleist forbander, idet korridoren simulerer en yderligere forstærkning af bevidstheden. Det helvede undgår man så. For at sige det lige ud, skønt korridoren er omfattende, så er den røgfri. Det er måske det mindste emblem, ikke?

Abel og Moderstaten

Dengang kom han aldrig ud for at lege. Vi andre snakkede om ham. Vi kiggede ind ad vinduet, fra træet, Abels værelse var det, en nytårsnat kastede vi fræsere ind ad vinduet. Det gav et værre spektakel i huset. Faren var en lille, skaldet mand - han var vist bogholder; han bar briller og gik med tophue, og kunne ikke slå en flue ud af kurs. Moren havde hugtænder. Abel fik hugtænder. Vi gik på den samme skole. Eftersom børn ikke har hørt om ondskab, var vi onde. Ondskaben får en særlig aura, når man kender grænsen, og overskrider den, den fænger, man suger kraft ud af grænsen. Dengang fik han bare buksevand og kost, og vi sagde til ham han hørte til i Biblen. Han sagde aldrig noget. Mange år senere mødte jeg ham. Han var blevet parkeingsvagt. Det var før de begyndte at gå to sammen. Folket er vendt mod dem nu. Bilen er comme il faut. Abel så mig ikke. Jeg spyttede på ham, men han bemærkede det tids. Det var som om han gik i sin egen verden, uindfanget af den dorske mili-nationalisme, der har grebet landet. Han var virkelig aparte. Han så ikke engang på tilladelser. Alt, som sådan, kunne overmande ham. Jeg var hidsig hele dagen: alt hvad jeg havde tænkt, rumineret - angående - moderstaten, fløj gennem mig. Hele denne potpourri af "den lille mand" og staten, oprøret fra neden, et bedre liv, frihuller parret med en atletisk bevidsthed. Abel var simpelthen fortsat på den vej han altid havde gået. Han var gledet videre, langs med vandkanten, måske var verden absurd, også for ham, men han gad ikke ændre noget som helst. Han skulle gennemføre det her, og ende det her, resten var modernisme og plukveer. Hvis en civilgardist kom, eller en udefra, eller en som talte godt for sig, kom hen til Abel og ville have ham med, havde han nikket med det her slørede ansigt, accepten duvende over ham som en skulderpude, og i mørket være ført af sted, mod hvad som helst. Derfor kunne han også blive morder. Chomsky har ret i at konjunkturer føres af månen på den måde at psykisk overlæg belønnes kosmisk. Det troede jeg på. Jeg lagde to planer: 1. en komplet bespottelse af alle p-vagter i byen. 2. at slå ham Abel ud af kurs. 3. at myrde en tilfældig. Og jeg ved godt det er forkert. Jeg er opvokset med Villy Sørensen. Men at snerper, bonerte, vækkelsen, jeg mener: hele ble-kulturen har jeg fået galt i halsen. Jeg tror egentlig Abel mener det samme, men han er desto mere radikal, idet han skider på både saturn og månen. Hvad rager det ham? Jeg så ham - næste gang - ved Turbinen. De evindelige kabiner snurrede rundt. Folk sad i dem. De så dumme ud. Værkføreren sad og sov. Så kastede de op. Abel stod og gloede på optrinnet. Jeg gik hen til ham, gav ham en "olfert", så direkte på ham. Der skete intet. Så kastede jeg op.

Mccarthy ser ned i brønden og tænker på Skåne

Svenskerne er vilde med Anblik

Det svenske Helsingborgs Dagblad gør det danske bogår op, og når frem til, at:
"För att hitta en verklig överraskning får man återgå till prosan, och först och främst till ett nytt förlag. I det annars så Gyldendaldominerade Danmark (av de böcker jag valt att tala om är alla – ! – utgivna på Gyldendal, utom Lone Hørslevs, som ges ut av Athene), är det lilla förlaget Anblik i sig en litterär händelse. I år har en märklig skapelse givits ut under titeln ”Idioteque”, av Kasper Nørgaard Thomsen. Denna roman kan liknas vid en deleuziansk, hårdkokt Cormac McCarthy – med bruk av neologismer som bildar nya begrepp (i sin tur nödvändiga att tillgripa för att förstå romanen, i den mån man alls kan det, ska tilläggas) samt det postapokalyptiska, kannibalistiska landskap i vilken den utspelar sig. Även om boken förhåller sig ironiskt till begreppet postmodernism (”Det er postmodernismen. Take it or leave it.”) kan man kritisera den för att vara lite för postmodernt självupptagen. Det hindrar inte att dess svarta lampa lyser uppfriskande hotfullt hett i årets bokstack. I december har på Anblik också utkommit en roman av Preben Major Sørensen, ”På vippen”, med undertiteln ”Bidrag til en ny kriminalantropologi”, som minst sagt pikant börjar med en sodomi av en tiger.
Man lockas givetvis hemvant i tankar på Anblik som ett danskt Vertigo Förlag. Men om det och annat in på det nya året."
Læs hele Henrik Petersens gennemgang af det danske bogår her.