They might have been kids

På legepladsen, under månen, nær samlebåndet, foran kiosken, mens krigen, de lavede en graf han havde set hele livet: med rockguitarer på den ene side, og oceaner af pedaler over 200 k/m, den anden blu og venlig og smuk i forhold til hvalerne i havet, de trak ham som om han var en streng, en cellostreng for all he knows, faldbydende versioner i den uendelige tåge. Men det nye var at han ikke skule vælge. De valgte for ham. Han havde ikke kunnet vælge. De trak. Han så farver, så sprængte han.