In between days

Jeg skal hente min søster ved bagindgangen, herligt sted. Et par dåser slår over vejen, mens afghanermarkedet stråler som en sær solsort midt i al den regn. Jeg slår hætten over huen, en dobbelt ømhed skænket mit udmærkede hoved. Men igår, skat, så jeg drømmespillet på Betty Nansen, og så den aura af teater jeg elsker så meget. Det var lige efter bogen, og hvis jeg lyder ironisk er det udmærket. I pausen kiggede man på hinanden. Jeg var lidt genert, men jeg kører jo gadestilen, så jeg kom udenfor og fik en cigaret, mens gængerne diskret omtalte det udmærkede stykkes vakshed, smurthed, opfindsomhed, og digtere og hele pivtøjet fra Komedien over Swedenborg og sågar lidt Kafka, hvormed man åbenlyst har spændt den halegalende Strindberg lidt fra stridsvognen, men hvor den mand alligevel monolitisk er gal i skralden, hvilket nok laver en rigtig digter, som Rilke, der et stykke hen ad vejen er ude i hampen i stor forfejlet sol. Jeg er ikke kommet gennem hele biografien endnu, men han er lige blevet strittet ud af Rodin, som nok mente den - peripatiske - Rilke var for omfaren. Nede i Kælderen, her fra dagbogen, fik jeg signeret mine mange værker og hjalp en mand med et klistermærke, men inde ved Hovedbanen stod jeg splittet og splittet og splittet mellem de dejlige narkomaners hæsblæsende liv og så det magre kedelige, og jeg synes efterhånden at jeg er en hård banan, og at mange mennesker lever kedeligt. Det er som om idioter som undertegnede meget sent ramler ind i indtrykkets banalitet, så sent, så sent. Rodfdrugterne steger i ovnen. Bøger? Musik og tone hos Bely, Alice in Wonderland, Gogol - se bare det. Det enkle, det modsatte, sort og hvidt er kommet, hvilket må være en livsklog kristen erkendelse. Jeg skriver mig barsk gennem Panorama, som jeg nu kalder Idioteque. Skriver meget om, og drømmer om Hamlet og småbøger, der giver kulturen fingeren.