Bondefanget

Jeg spekulerer på om min dengsede, naive stil er uoprettelig. Her i Budapest vandrer jeg ned ad Vaci Ucta, cirka, og to mondæne tøser spørger om jeg kender den og den bar. Jeg svarer at jeg er turist, men at jeg har et kort over byen, som jeg kronisk tjekker. De finder baren, og da de ser jeg er et udmærket omend lidt eretistisk væsen, og alene, spørger de om jeg vil med. Den ene har et nydeligt ansigt, klædt på med en rød troværdig hue og en hvid dynejakke, lidt billig, men then again alle i Budapest, omtrent, bærer billigt kluns; den anden husker jeg ikke så meget om. Hun er solbrun, mindre end den anden, lidt mere sporty og fast og måske lebbe-agtig, som man ofte ser det her i denne by, der buldner af osmannere, østrigere, om hvem en afhandling snart må fattes, rester af tyskere, af nazier, om hvem Bernhard - som jeg har læst på denne tur, hans erindringer, kritiserer storslået. De to chiks inviterer mig med, og vi ankommer til en jammerlig post-totalitær bar med en gammel starut, der klimbrer på et orgel, som det bør sig her. Jeg skal have en øl, men de to søde piger, som konstant spørger mig om alt muligt, mener jeg skal prøve en lokal drik, små kirsebærsøde flakoner med noget sprøjtevand som ville få Pilgaard-Johnsen til at vende sig i graven. Jeg skal lige indskyde at jeg ofte, når krisen flakker, finder på typer, hvis energiske liv jeg misunder, og jeg har da også haft en Johnsen-krise, hvor jeg fatalt har syntes at netop denne mand må leve det søde liv på barer og i Skagen. Vi får da drikken, som kun er 8%, og en lokal sukret sjus, som vi hælder i os med det samme, hvilket resulterer i at jeg kommer længere frem i ansigtet og så at sige masserer den følsomme kulde i ansigtet. Den ene læser økonomi, den anden studerer skønhedspleje. vi snakker trindt derudaf, den ene læser bøger, Dumas blandt andet, er sød og rar og de bestiller kaffe og flere shots, og de spørger om jeg skriver romancer, trillere eller sifi. Ofte når man plages af folk, der ønsker at forstå og præcisere hvad man skriver, nødes man til at komme med allehånde helt igennem stupide, lallende og deprime beskrivelser af hvad man laver, da folk ikke aner hvad litteratur er, og jeg er i stigende grad bitter over almenvældet samt den imbecile måde man læser på, det man læser, det man anmelder etc. Jeg kan ikke huske hvad vi ellers snakker om, men lige nu tænker jeg på noget som Harald sagde (overset dansk forfatter), at vi sandelig ikke måtte blive bitre, da det - rigtig nok - er nytteløst. Pigerne spørger hvorfor jeg er alene. Endnu engang går denne min flade mekanisme i gang, hvor jeg adapterer til konforme, lallende standarder, så jeg svarer noget med at jeg havde brug for en tænkepause, for ellers ville jeg naturligvis være omgivet af sympatiske, virile venner. Du er mystisk, siger den ene, og jeg tænker igen over om jeg virkelig er det, selvom jeg oftest føler mig som homo faber, en gængs type. Den flotte smider sweateren, hullet ned i minen er lidt prunken og skønhedsplettet, men vi sidder en stund, så skal vi videre synes den ene. Regningen kommer. 100 ungarske forinth koster cirka 3 kroner, regningen er på 100.000, hvilket jeg efterhånden får lavet til cirka 3000 danske. Servitricen ånder mig i nakken. Moment, udbryder jeg. Hun har tid nok. Moment! Så bliver jeg hysterisk, om ikke regningen svarer til skønhedsdullens fars månedsløn og hvad de har gang i, hvor efter en korpulent anden-servitrice kommer, hvorefter jeg nægter at betale, hvorefter jeg siger de må tilkalde ordensmagten, hvortil de svarer at de kan ringe efter bestyreren, om jeg ønsker det? Øh, nej. Pigerne glor pænt ned i bordet, og mener jeg er manden, 35 år, hvorefter jeg tæller til 10 indvendig. Altid her i dette bestialske liv bliver man smadret mere end hvad etisk er, enhver burde kyle sig ud foran metroen i Budapest omgående, al rimelighed er en saga blot, pigerne vil betale halvdelen, altså skal jeg kun betale 1500 for boblevandet, og lidt kaglen fra orglet. Da siger jeg at jeg kun betaler for hvad jeg har drukket, et shot og 20 centiliter boblevand, der smager af stenede kirsebær, at jeg ikke har flere penge, hvilket får den arbejdende hær til at udbryde at jeg da har flere penge for det har de set. Jeg hiver mine 800 kroner frem, resten må militsen selv betale, men det synes ordensmagten er for galt, for hvad så med pigerne? Jeg rejser mig op, men konen spærrer vejen. Hun siger jeg ikke skal skubbe, hvortil jeg indvender at jeg blot prøver at hente min jakke.

Folk er onde. De snyder en. Jeg prøver skælvende at sætte mig i deres sted, virkelig at have et arbejde, hvor man tørrer folk. Altid når jeg går på gaden, er det mig som skal træde ud af banen for at disse monstre kan passere, en etikette af blå følsomhed gør mig til det evige offer, mens disse helt igennem latterlige, maskinelle og ondsindede kreaturer blot vader videre for at producere mere kapital.

Jeg har i lange tider misundt filminstruktører, Pilgaard-Johnsen samt post-litterære teknik-kunstere, mens jeg her til morgen, hvor jeg forlader krigernes og drabenes statelige Budapest, tænker store tanker om den pertentlige og alene-modige forfatter, der på trods af isolation og uhyre følsomhed, må oppebære det største, mest tilbundsgående mod samt mønstre en eksemplarisk samvittighed. Den lille fugl skal overgå den mægtigste tyr. Alene, ulæst, uforstået, bange, fattig som Harald. Det ved de svin ikke en tøffel om, de producerer videre, de tørrer videre. Det er en helt igennem infam situation, som kan gå enhver på nerverne, og jeg har fremover den største og smukkeste veneration for disse skriverkarle, der gør en indsats som enhver anden helt igennem banal, indskrænket og klodset maskine ikke forstår. Bernhard har altid tre adjektiver, so be it.

Jeg er nu kommet fra mulighedens fatamorgana -
til isolationens indskrænkede position.
Jeg skal have et bord, og senere en hund.
Så skal jeg arbejde for første gang.
Mine forældre har aldrig gjort en skid for mig.
Skrive min første tekst.
Et par dage senere møder jeg bondefangerne.
De ser mig og griner.
Jeg ser at jeg slår mig for hjertet og siger en for mig uventet lyd. Ovenikøbet har jeg haft feber under hele turen.
Jeg er stoffri igen.
Intet er skamfuldt for den vordende forfatter, so Bernhard.
alt er error, so Bernhard.
For det man skriver angår teksten og verden, ikke bagmanden.
Hav en god fabrik, tølpere!