Dæmningen

Dæmingen, som blot havde et par rørtræer endnu, var under pres. Bølgerne slog mod kanten, eller begge kanter, sneen faldt. Jeg faldt i staver over bølgerne. Jeg havde set at A sentimental journey havde et forord af Woolf, som jeg kunne huske at have læst da jeg var ung og følsom, men her var Rømø dæmingen, endskønt det ikke var den alligevel. Bølgerne løftede sig nogenlunde i synkron, men da de kom i kontakt med den pure luft, slicede de i alle retninger og slog ind over concreten i hvirvlende kaskader. Vinden tog et rørtræ, akkurat som døden havde taget først min mor og siden det hus vi boede i. Mine lunger pressede sig sammen, og endnu engang kom jeg til at tænke metafysisk over hvordan organer først presses sammen, så snurrede de rundt, så mastes de. Jeg vidste at hvis forandringen ikke indtræffer, så sker netop dette for organerne. Jeg trådte ved siden af, en bølge fik fæste og slyngede mit fodtøj i søen, akkurat som det skete for H.C. Andersen da han gik over broen til Amager. På himlen viste der sig en diabolsk pil, flammende og hæslig: den pegede ud over Vesterhavet og fusede så ud. En kastevind kom ind mellem mit hoved og flaphuen: den fik fat og huen susede ud i afgrunden. Jeg fortsatte. Hele nationen var opdraget med denne forfærdelige fortsættelse, denne myte om den sengefikserede mand, der ravede rundt i mørket blot for at måtte sige: jeg fortsætter. Jeg forstod at den primære virkelighed jeg oppeholdt, fra foster til alskens rytme, ikke kunne vare ved, og jeg stirrede ind i mørket. Så kom et stød, fik fat i jaketten, tog jaketten, som for ud i mørket. Da jeg nåede ud til enden af dæmningen var det som om et grandiost pres lagde sig over samtlige mine organer, som om de kun kunne bevare livet, hvis dette liv tog sig ud på helt andre præmiser. Nye præmisser. Dette var umuligheden. Dette var et tonstungt pres mod alt hvad jeg er og ved. Da mistede jeg næsen, fingrene mine var i stor fare. Jeg bad til Gud, og til havet, og borede så storetåen ind i organet for at vende det og dermed virkeligheden. For enden af dæmningen, hvor al fortsættelse var helt umulig, vendte jeg samtlige organer mod pilen og dens retning og ventede. Kvalmen var enorm, men det var enten den og havet eller døden så hurtigt som muligt. I en lomme af vanlig fantasi tilbød fantasien atter sultanater og diverse, men jeg tog blikket væk og Tangier faldt i grus. Jeg kastede op, men mærkede ingenting. Jeg græd, jeg prøvede at fange fantasiens lysende snare for at rejse atter, det lod sig ikke gøre. Havet skyllede ind i mine organer og jeg mistede dem. Jeg ville gå tilbage, ville gå frem, intet lod sig gøre, fortsættelsen måtte bestå af en uhyre tålmodighed, som jeg imidlertid ikke kunne visualisere.