Karriere

Man kan vel påstå at vi har nået en tid (dannet en tid), hvor vi er så meget på forkant med fremtiden (traditionen) at det ikke giver mening at skrive længere. På baren Karriere i kødbyen må man derfor danne (udmærket ord) en forestilling om såvel brusende isbjørne som dangoer. Hvorfor? Det er simpelthen tidens hyperbolske evne, dens overevne, der dels tillader transsubstantiationer, dels meget let skøjter ud i pjank. For allerede Musil mente at se himlen overvædet med myldrende fænomener. Hvad jeg mener? Ved det ikke helt. Er nedturen en moden bestanddel, uundgåelig? En mener vi må tilbage igen, ligesom Kleist mente det, væk fra ironien og henimod en nyfødt tilstedeværelse, der kan sige isbjørnen, eller isbjørne uden tilbehør. Hvad jeg mener? Ved det ikke helt. Det er som om jeg er gået fra at tro på manna og kolonialistiske muligheder til en sær, fad død, isbjørnen iberegnet. Man ser næsten flash-klart og hegemonisk. Intet kan komme igennem til mig, for jeg er allerede åben over for alt, hvilket danner en bizar åbenhed, ikke? Jo: overproduktion de-producerer. Det hedder magnitude, hos Gulliver og andre. Altså er vores viden blevet satanisk og skånselsløs. Det er som om Rilke for hver dag der går rykker ind hos Snehvide, vi mister ham og ingen drømmer om ham, thi at drømme er noget djævlen forsager.