The sheltering sky

Poems are not simply emotions ... they are experiences. For the sake of a single poem, you must see many cities, many people and things ... and know the gestures which small flowers make when they open in the morning. You must be able to think back to streets in unknown neighborhoods, to unexpected encounters, and to partings you have long seen coming; to days of childhood whose mystery is still unexplained ... ; to childhood ilnesses ... to mornings by the sea, to the sea itself, to seas, to nights of travel ... and it is still not enough.
(Rilke)
Ondt havde han i hjertet, hun sad i stolen hun havde fået af grandpapa, hun ville ikke op, om han så kastede sig ud af vinduet eller truede med at han aldrig kom igen. Han stod det spir mod den blanksvedne himmel, han svedte, nej, han havde dårlig mave og med struben var det galt, han drømte om døden og fjerne mennesker og sørgende som kom med hvide tulipaner, da han kom i jorden, hjemløs over jorden. Der var ikke nogen at fortælle det til. Death in life. Det han var, det han rummede, det han dannede. Mor så gammel ud. Som en statue on a brink. Furet af skæbne, og sorg over ham. Han kunne føre kniven sandelig, i gamle narrativer, om den usleste død vibet op til noget nær skønhed, døden overtrumfet, men nu faldt månen Herodes uigenkaldelig ind til ham, og lod hans hånd blot strejfe det som havde været kantet eller hemmelighedssanseligt. Han sagde mor, det er slut. Det er slut det her. Det der overgår mig, kan jeg ikke acceptere. Hun kiggede væk. Hun troede vel han gøglede igen, hans stimmung, hans isdæminger og fanden og pumpestokken, måske en sjat penge mere. Men det var slet ikke sådan. Han var gået den eneste vej væk fra mørket ind i indreheden for at finde lyset, der levede af mørket, det eneste absolutte, ej Clara, et andet menneske var han med brølende sanser og behov de ikke forstod og ikke turde nationalsocialister. Han måtte tale om det. Om gaven som var ham givet, som han misbrugte det medlem han var i skyggeriget, den fart de havde i verden uden ham, det eneste helle han fandt i dødsruten inde. Den eneste blomst, vaklende mellem skarabæer og virkeligt liv, og forstærket af ham, forsvindende. De lyse ligninger hun skulle vide, mor. Den sandhed at han var her endnu, ikke for at komme med kolben eller se hende afsted, men fordi spøgelseshjertet forlangte sin endelige form serafisk. Han så hende, han så natten og vinduet og forstod poesiens slør, at han blev her fordi uendeligheden bestemte over ham.