Alice i eventyrland

Lige pludselig er verden forandret. Det er lidt skidt, men nemmere: at miste det så barnlige med at Hollywood er for alle og at det bare er et sted man kan tage hen. Jeg sidder i bilen - naturligvis er den ved at rende flad, naturligvis vokser faren som en ung kras dødblomst - over hovedet, men lyset skifter og jeg bliver boende i København, øm, men en overlever efterhånden. Jeg har fået to filipenser, men gør ikke så meget ud af det længere. Jeg skal ikke omtale prisen. Jeg lever med prisen, og at jeg ikke snakker med alle mennesker. Det er som om jeg omsider kan dratte mod arbejdets barm og glemme alle mine gamle karavaner, som jo ikke førte mig nogen steder hen. Det hele er blevet lidt mat. Det er lykkedes mig at miste din kærlighed. Det lykkes mig at gå udenom champagnepropperne uden at være mut, og jeg kan efterhånden råde over mit bryst, min skæbne. Dem, som har stræbt efter stilen, alene og fucked up, hvor er de dumme, agterudsejlede og historiske. Jeg er imponeret. Snart kan det være så slattent at vi kan mødes til en anden reception. Jeg forstår at dette er normalt, kvote-patologisk og antijuvenilt. Jeg har ikke forstået hvor jeg har været, men nu er jeg ved at komme frem. Det kræver altså en forrygende afsindighed at fejle proaktivt, nyt?, måske?: den næste begyndelse må være en bulletin, hentet fra et lager jeg nødigt vil kende. Jeg mener: jeg gider næsten ikke fortsættelsen - den bulede rummelige satte triste voksendom. Det burde sige splat - at miste alt det.