Han oplyser: den albanske ekspedition må fare selv. Han oplyser at rallybilen skal repareres. Han oplyser at rhizome er et overstået kapitel for ham. Han oplyser at når han læser og studerer tåler han ikke forstyrrelser. Han oplyser at han vil forandre det han nu kan. Han opgiver at han lader sig gifte med litteraturen, skønt beslutningen indebærer at han lader sig fraskille fra det som i sandhed forårsager litteraturen. Han oplyser at han sælger lidt bøger her og der, ikke kapitalistisk motiveret, men for at komme lidt ned på jorden. Han oplyser at den byld han havde i ansigtet, som lod ham bo alene i kammeret, nu er væk. Han oplyser at han agter at nedsætte faren, ikke farmand, men faren med hvem han har levet svimlende. Han oplyser at den bog han skrev om afgrunden, Afgrundens mange ansigter, ikke kan købes længere på nuværende side, hvorfor eventuelle købere må rette henvendelse til Tirana, hvor undertegnede just nu er miskrediteret, men ikke smidt på porten da dollar har mere magt end anseelse. Han oplyser at den forgangne position var bipolær, enten-eller, et stort pres, som langsomt trænger ind i systemet og maltrakterer det. Han oplyser at han midlertidigt mener at forstå forskellen mellem tænkeren og digteren, og han lærer efterhånden at acceptere forskellen. De kommende søndage, som af bitter erfaring er droslet ned til noget almindeligt, vil han vende en skive i festligt lag eller anskaffe sig et hjælpebarn syd for Spanien. Spanien bløder, men det gør de også længere sydpå. Da han har udbedt sig faktuel hjælp om det spanske epos El Cid - bedes eventuelle ildsjæle rette opmærksomheden et andet sted hen, da netop dette epos repræsenterer alt det han forlader.

In between days

Jeg skal hente min søster ved bagindgangen, herligt sted. Et par dåser slår over vejen, mens afghanermarkedet stråler som en sær solsort midt i al den regn. Jeg slår hætten over huen, en dobbelt ømhed skænket mit udmærkede hoved. Men igår, skat, så jeg drømmespillet på Betty Nansen, og så den aura af teater jeg elsker så meget. Det var lige efter bogen, og hvis jeg lyder ironisk er det udmærket. I pausen kiggede man på hinanden. Jeg var lidt genert, men jeg kører jo gadestilen, så jeg kom udenfor og fik en cigaret, mens gængerne diskret omtalte det udmærkede stykkes vakshed, smurthed, opfindsomhed, og digtere og hele pivtøjet fra Komedien over Swedenborg og sågar lidt Kafka, hvormed man åbenlyst har spændt den halegalende Strindberg lidt fra stridsvognen, men hvor den mand alligevel monolitisk er gal i skralden, hvilket nok laver en rigtig digter, som Rilke, der et stykke hen ad vejen er ude i hampen i stor forfejlet sol. Jeg er ikke kommet gennem hele biografien endnu, men han er lige blevet strittet ud af Rodin, som nok mente den - peripatiske - Rilke var for omfaren. Nede i Kælderen, her fra dagbogen, fik jeg signeret mine mange værker og hjalp en mand med et klistermærke, men inde ved Hovedbanen stod jeg splittet og splittet og splittet mellem de dejlige narkomaners hæsblæsende liv og så det magre kedelige, og jeg synes efterhånden at jeg er en hård banan, og at mange mennesker lever kedeligt. Det er som om idioter som undertegnede meget sent ramler ind i indtrykkets banalitet, så sent, så sent. Rodfdrugterne steger i ovnen. Bøger? Musik og tone hos Bely, Alice in Wonderland, Gogol - se bare det. Det enkle, det modsatte, sort og hvidt er kommet, hvilket må være en livsklog kristen erkendelse. Jeg skriver mig barsk gennem Panorama, som jeg nu kalder Idioteque. Skriver meget om, og drømmer om Hamlet og småbøger, der giver kulturen fingeren.

Alice i eventyrland

Lige pludselig er verden forandret. Det er lidt skidt, men nemmere: at miste det så barnlige med at Hollywood er for alle og at det bare er et sted man kan tage hen. Jeg sidder i bilen - naturligvis er den ved at rende flad, naturligvis vokser faren som en ung kras dødblomst - over hovedet, men lyset skifter og jeg bliver boende i København, øm, men en overlever efterhånden. Jeg har fået to filipenser, men gør ikke så meget ud af det længere. Jeg skal ikke omtale prisen. Jeg lever med prisen, og at jeg ikke snakker med alle mennesker. Det er som om jeg omsider kan dratte mod arbejdets barm og glemme alle mine gamle karavaner, som jo ikke førte mig nogen steder hen. Det hele er blevet lidt mat. Det er lykkedes mig at miste din kærlighed. Det lykkes mig at gå udenom champagnepropperne uden at være mut, og jeg kan efterhånden råde over mit bryst, min skæbne. Dem, som har stræbt efter stilen, alene og fucked up, hvor er de dumme, agterudsejlede og historiske. Jeg er imponeret. Snart kan det være så slattent at vi kan mødes til en anden reception. Jeg forstår at dette er normalt, kvote-patologisk og antijuvenilt. Jeg har ikke forstået hvor jeg har været, men nu er jeg ved at komme frem. Det kræver altså en forrygende afsindighed at fejle proaktivt, nyt?, måske?: den næste begyndelse må være en bulletin, hentet fra et lager jeg nødigt vil kende. Jeg mener: jeg gider næsten ikke fortsættelsen - den bulede rummelige satte triste voksendom. Det burde sige splat - at miste alt det.

I øst bliver man digter

Det var under katastrofen
det var løbende tider
det helvede vi var udsat for
alienerede os alle sammen fra alle
de små sedler gemmer vi bort med blod i fjæset
mens gadehunden hyler
det hemmelige politi jager
min bedste ven er kørt bort og myrdet -
jeg har en kone en elsket
min pen og dette vanvid
hvor vi venter de kommer nu -
udenfor dør kvæget
fuglene er fløjet bort
jeg har mistet al tiltro til dannelse og virvar
jeg lever med selvmordet for at leve -
jeg ville sige noget skønt.

Idioteque (Dubidub) = Peña Luz &

Du dreng hang i loftet
ved den lysende kugle
sort i humøret og firserblakket.

Du hang i salen
med sorte fingre
i sorte nætter drømmende
dit bevis
om løkker og modbrud mod konservatismen

Du hang i drømme sorte
du glemte
alt det andet.

A collection of never-punk dreams

Altid havet, ikke kisten eller cellen så meget mere, flere linere over Atlanten til Argentina, og så noget med nazier, en imprægnering fra fjernsynet. Staden, meget stor, kan ikke finde rundt. Bølger, altid bølger og fare. Fra Lyø kommer en bølge, men tænker altid at næsset må kunne holde stand, 30 meter over havet. Mad. Jeg er sur på dig. Jeg maler mine smukke øjne med Nordengelsk kulsvir og banker hænderne mod scenegulvet, og kan næsten, som om tiden ikke er gået, drømme om den gamle begravelse, 6 år gammel, selvmordet. Hvad betyder flodbølger? Her kommer den næste, smuttet frem i drømmekatalysatoren: Peru, en balsal, en stor bølge igen. Jeg er begyndt på en antiklimatisk fortælling om København, hvor en gratisavisside ligesom flyver henover asfalten for at bedække et cykelhjul. Udmærket, bedække. Jo, altså, Joy Division, dark capital. Jeg snakker Spansk igen, og forsøger at finde ruten fra Staden til Granada til Argentina. David med. Ceremony, Transmission, Isolation. Rilkes Eurydice. Hans idiosynkrasier fra Jacobsen over Rodin over Rusland over narration over objekt over en dødhvid stasis. Man gør hvad man kan, men den samme nødvendighed? Måske. Gamle dage, ud på dasset, man ved aldrig hvem der kommer. Barnet, barnløsheden, posiens totalitarisme. Havet. Hyklere, hysterikere, altid store flodbølger, never Greenpeace, en tirsdag i helvede. De 70 jomfruer. Breton. Efter-matheden. Pjat. Pathos. Nu må jeg holde mig væk. Fra hvad. Udmærket samtale. The core, brøkernes uvirkelighed i dette agglomerat: virkeligheden. Morten siger: hvorfor? Derfor. Metro. Sider. I vinden. Fraværet. At digtere tænker så ringe, men at det de tænker får vægt, ikke af linjeknækket, men udsatheden, måske? Rilke tænker jo langt dårligere end Heidegger, antages det, men tænkningen er skønnere, mere udsat, på hjertets bjerge. Kafka omsætter tænkningen immanent i teksten. At jeg aldrig har kunnet tænke, men som Bloom siger: det er opfindelse. Bevares. Danser til radioen. Bjerget. Bjerget igen. Som aldrig forekommer i drømmen. Siger drømmeren. Måske.

Submission

Their fear
another order.
Their business
another order.

Karriere

Man kan vel påstå at vi har nået en tid (dannet en tid), hvor vi er så meget på forkant med fremtiden (traditionen) at det ikke giver mening at skrive længere. På baren Karriere i kødbyen må man derfor danne (udmærket ord) en forestilling om såvel brusende isbjørne som dangoer. Hvorfor? Det er simpelthen tidens hyperbolske evne, dens overevne, der dels tillader transsubstantiationer, dels meget let skøjter ud i pjank. For allerede Musil mente at se himlen overvædet med myldrende fænomener. Hvad jeg mener? Ved det ikke helt. Er nedturen en moden bestanddel, uundgåelig? En mener vi må tilbage igen, ligesom Kleist mente det, væk fra ironien og henimod en nyfødt tilstedeværelse, der kan sige isbjørnen, eller isbjørne uden tilbehør. Hvad jeg mener? Ved det ikke helt. Det er som om jeg er gået fra at tro på manna og kolonialistiske muligheder til en sær, fad død, isbjørnen iberegnet. Man ser næsten flash-klart og hegemonisk. Intet kan komme igennem til mig, for jeg er allerede åben over for alt, hvilket danner en bizar åbenhed, ikke? Jo: overproduktion de-producerer. Det hedder magnitude, hos Gulliver og andre. Altså er vores viden blevet satanisk og skånselsløs. Det er som om Rilke for hver dag der går rykker ind hos Snehvide, vi mister ham og ingen drømmer om ham, thi at drømme er noget djævlen forsager.

In trust of bridges

Kompendium 2: Anmelderi og vurderingsproblematikken generelt
Indholdsfortegnelse

John Chr. Jørgensen: af Sprogblomster i spinatbedet, Fremad, 1999, pp. 7-13, 107-130, 134-143
ISBN: 87-557-2252-0 s. 1
Steffen Hejlskov Larsen: "Dagbladskritikkens 5 typer" in: Mette Winge (red.): Kritikhistorie, Gyldendal, 1972, pp. 283-293
ISBN: 87-00-69511-4 s. 23
Poul Borum: "Relativ absolutisme" in: Kritisk alfabet, Gyldendal, 2000, pp. 263-269
ISBN: 87-00-39326-6 s. 28
Erik Skyum-Nielsen: "Hinsides enhver beskrivelse grufuldt" in: Information, 14.12.2006
s. 32
Lars Bukdahl: "Flugtartist i flammer" in: Weekendavisen, nr. 51, 2006 s. 34
Erik Skyum-Nielsen: "Primær undren" in: Information, 21.12.2006 s. 35
Mikkel Bruun Zangenberg: "Malone min bare røv" på www.litlive.dk, 01.01.2007
s. 36
Kasper Nørgaard Thomsen: fra Malonecity 1, Anblik, 2006, pp. 5-11
ISBN: 87-990657-5-4 s. 38
Kasper Nørgaard Thomsen: "af Malonecity" in: Ildfisken, 2006, pp. 141-150
ISSN: 0906-5202 s. 45
Tomas Forser: "Värderingsproblematiken" fra Kritik av kritiken. 1900-talets svenska litteraturkritik, Bokförlaget Anthropos, 2002, pp. 111-131
ISBN: 9185722235 s. 51
F.R. Leavis: "Standards of criticism" in: Valuation in criticism, Cambridge UP, 1986, pp. 244-252
ISBN: 0-521-30966-2 s. 73
Christine Hamm: "Litterær vurdering som litteraturvitenskapelig problemfelt" in: motskrift, nr. 1, 2005, Institutt for nordistikk og litteraturvitenskap, NTNU, pp.14-23
s. 78
3

Books & dogs

The sheltering sky

Poems are not simply emotions ... they are experiences. For the sake of a single poem, you must see many cities, many people and things ... and know the gestures which small flowers make when they open in the morning. You must be able to think back to streets in unknown neighborhoods, to unexpected encounters, and to partings you have long seen coming; to days of childhood whose mystery is still unexplained ... ; to childhood ilnesses ... to mornings by the sea, to the sea itself, to seas, to nights of travel ... and it is still not enough.
(Rilke)
Ondt havde han i hjertet, hun sad i stolen hun havde fået af grandpapa, hun ville ikke op, om han så kastede sig ud af vinduet eller truede med at han aldrig kom igen. Han stod det spir mod den blanksvedne himmel, han svedte, nej, han havde dårlig mave og med struben var det galt, han drømte om døden og fjerne mennesker og sørgende som kom med hvide tulipaner, da han kom i jorden, hjemløs over jorden. Der var ikke nogen at fortælle det til. Death in life. Det han var, det han rummede, det han dannede. Mor så gammel ud. Som en statue on a brink. Furet af skæbne, og sorg over ham. Han kunne føre kniven sandelig, i gamle narrativer, om den usleste død vibet op til noget nær skønhed, døden overtrumfet, men nu faldt månen Herodes uigenkaldelig ind til ham, og lod hans hånd blot strejfe det som havde været kantet eller hemmelighedssanseligt. Han sagde mor, det er slut. Det er slut det her. Det der overgår mig, kan jeg ikke acceptere. Hun kiggede væk. Hun troede vel han gøglede igen, hans stimmung, hans isdæminger og fanden og pumpestokken, måske en sjat penge mere. Men det var slet ikke sådan. Han var gået den eneste vej væk fra mørket ind i indreheden for at finde lyset, der levede af mørket, det eneste absolutte, ej Clara, et andet menneske var han med brølende sanser og behov de ikke forstod og ikke turde nationalsocialister. Han måtte tale om det. Om gaven som var ham givet, som han misbrugte det medlem han var i skyggeriget, den fart de havde i verden uden ham, det eneste helle han fandt i dødsruten inde. Den eneste blomst, vaklende mellem skarabæer og virkeligt liv, og forstærket af ham, forsvindende. De lyse ligninger hun skulle vide, mor. Den sandhed at han var her endnu, ikke for at komme med kolben eller se hende afsted, men fordi spøgelseshjertet forlangte sin endelige form serafisk. Han så hende, han så natten og vinduet og forstod poesiens slør, at han blev her fordi uendeligheden bestemte over ham.

They might have been kids

På legepladsen, under månen, nær samlebåndet, foran kiosken, mens krigen, de lavede en graf han havde set hele livet: med rockguitarer på den ene side, og oceaner af pedaler over 200 k/m, den anden blu og venlig og smuk i forhold til hvalerne i havet, de trak ham som om han var en streng, en cellostreng for all he knows, faldbydende versioner i den uendelige tåge. Men det nye var at han ikke skule vælge. De valgte for ham. Han havde ikke kunnet vælge. De trak. Han så farver, så sprængte han.

Grand is the jury

Foran juryen var han pludselig ligeglad, og det var ganske nyt. Da han så de trak sig tilbage for at votere, krøllede han sig sammen, han formede atter det indbildte bidsel ved munden, eller var det bræen, kastede sig ned på gulvet som om et raid var forestående, foregav lidt klistret fråde, rystede melodramatisk og hylede så at kun som epileptiker kom man af sted.

Fuldmånen

Søvnen, som er umulig, har allieret sig med stofferne, som har allieret sig med Solkysten. At læse Gombrowicz er for åndssvagt. Den lille mus med den røde næse ser topskuddet, men tøver. For topskuddet har allieret sig med drømmen om ulvene i nationalparken, som har allieret sig med Genets liv. Jeg kalder på samtlige niggere. Jeg kalder på samtlige akademikere.

Men elskede

Men elskede
bare stop det
men elskede forstå det nu
at jeg er
åh bare hold op
men kan du ikke se
der er så meget at se
men kan du ikke se at hvis
hvad skal jeg bruge det til
men hvis
tag dig sammen
men hvis sammen så
seminariet
men det er slet ikke mig
vær dog en mand endelig
men hvis så jeg
kryster op
jeg er så træt
i et helt år nu
men i drømmen mig
vågn dog op
jeg kan ikke
uduelig

Dæmningen

Dæmingen, som blot havde et par rørtræer endnu, var under pres. Bølgerne slog mod kanten, eller begge kanter, sneen faldt. Jeg faldt i staver over bølgerne. Jeg havde set at A sentimental journey havde et forord af Woolf, som jeg kunne huske at have læst da jeg var ung og følsom, men her var Rømø dæmingen, endskønt det ikke var den alligevel. Bølgerne løftede sig nogenlunde i synkron, men da de kom i kontakt med den pure luft, slicede de i alle retninger og slog ind over concreten i hvirvlende kaskader. Vinden tog et rørtræ, akkurat som døden havde taget først min mor og siden det hus vi boede i. Mine lunger pressede sig sammen, og endnu engang kom jeg til at tænke metafysisk over hvordan organer først presses sammen, så snurrede de rundt, så mastes de. Jeg vidste at hvis forandringen ikke indtræffer, så sker netop dette for organerne. Jeg trådte ved siden af, en bølge fik fæste og slyngede mit fodtøj i søen, akkurat som det skete for H.C. Andersen da han gik over broen til Amager. På himlen viste der sig en diabolsk pil, flammende og hæslig: den pegede ud over Vesterhavet og fusede så ud. En kastevind kom ind mellem mit hoved og flaphuen: den fik fat og huen susede ud i afgrunden. Jeg fortsatte. Hele nationen var opdraget med denne forfærdelige fortsættelse, denne myte om den sengefikserede mand, der ravede rundt i mørket blot for at måtte sige: jeg fortsætter. Jeg forstod at den primære virkelighed jeg oppeholdt, fra foster til alskens rytme, ikke kunne vare ved, og jeg stirrede ind i mørket. Så kom et stød, fik fat i jaketten, tog jaketten, som for ud i mørket. Da jeg nåede ud til enden af dæmningen var det som om et grandiost pres lagde sig over samtlige mine organer, som om de kun kunne bevare livet, hvis dette liv tog sig ud på helt andre præmiser. Nye præmisser. Dette var umuligheden. Dette var et tonstungt pres mod alt hvad jeg er og ved. Da mistede jeg næsen, fingrene mine var i stor fare. Jeg bad til Gud, og til havet, og borede så storetåen ind i organet for at vende det og dermed virkeligheden. For enden af dæmningen, hvor al fortsættelse var helt umulig, vendte jeg samtlige organer mod pilen og dens retning og ventede. Kvalmen var enorm, men det var enten den og havet eller døden så hurtigt som muligt. I en lomme af vanlig fantasi tilbød fantasien atter sultanater og diverse, men jeg tog blikket væk og Tangier faldt i grus. Jeg kastede op, men mærkede ingenting. Jeg græd, jeg prøvede at fange fantasiens lysende snare for at rejse atter, det lod sig ikke gøre. Havet skyllede ind i mine organer og jeg mistede dem. Jeg ville gå tilbage, ville gå frem, intet lod sig gøre, fortsættelsen måtte bestå af en uhyre tålmodighed, som jeg imidlertid ikke kunne visualisere.

Tre adjektiver er ikke nødvendigvis en error

Men hovedet, som har studeret sig selv så længe, ved at fælder det først dommen, opstår der fra virkeligheden noget uventet, som sikrer uforudsigelighed. Jeg sidder i metroen mod Kalvin Ter og mener alle ungarere er nogle stumpe og indadvendte og unysgerrige tabere, der aldrig studerer medmennesket fordi det ikke interesserer dem, da just en ungarer kommer ind, som kigger sig omkring og studerer de medrejsende. Da har jeg taget fejl: men jeg ved ikke om dette fingerpegende princip kan eller skal overføres på skrivemetoden, hvis man kan tale om den? Jeg er netop kommet hjem og blevet hentet af min mor, da denne samt papfar udviser nysgerrighed og intelligens og vilje til at studere verden, hvilket indfører das error igen. De er ikke nogle langt ude lamme dumme skiderikker.

Bondefanget

Jeg spekulerer på om min dengsede, naive stil er uoprettelig. Her i Budapest vandrer jeg ned ad Vaci Ucta, cirka, og to mondæne tøser spørger om jeg kender den og den bar. Jeg svarer at jeg er turist, men at jeg har et kort over byen, som jeg kronisk tjekker. De finder baren, og da de ser jeg er et udmærket omend lidt eretistisk væsen, og alene, spørger de om jeg vil med. Den ene har et nydeligt ansigt, klædt på med en rød troværdig hue og en hvid dynejakke, lidt billig, men then again alle i Budapest, omtrent, bærer billigt kluns; den anden husker jeg ikke så meget om. Hun er solbrun, mindre end den anden, lidt mere sporty og fast og måske lebbe-agtig, som man ofte ser det her i denne by, der buldner af osmannere, østrigere, om hvem en afhandling snart må fattes, rester af tyskere, af nazier, om hvem Bernhard - som jeg har læst på denne tur, hans erindringer, kritiserer storslået. De to chiks inviterer mig med, og vi ankommer til en jammerlig post-totalitær bar med en gammel starut, der klimbrer på et orgel, som det bør sig her. Jeg skal have en øl, men de to søde piger, som konstant spørger mig om alt muligt, mener jeg skal prøve en lokal drik, små kirsebærsøde flakoner med noget sprøjtevand som ville få Pilgaard-Johnsen til at vende sig i graven. Jeg skal lige indskyde at jeg ofte, når krisen flakker, finder på typer, hvis energiske liv jeg misunder, og jeg har da også haft en Johnsen-krise, hvor jeg fatalt har syntes at netop denne mand må leve det søde liv på barer og i Skagen. Vi får da drikken, som kun er 8%, og en lokal sukret sjus, som vi hælder i os med det samme, hvilket resulterer i at jeg kommer længere frem i ansigtet og så at sige masserer den følsomme kulde i ansigtet. Den ene læser økonomi, den anden studerer skønhedspleje. vi snakker trindt derudaf, den ene læser bøger, Dumas blandt andet, er sød og rar og de bestiller kaffe og flere shots, og de spørger om jeg skriver romancer, trillere eller sifi. Ofte når man plages af folk, der ønsker at forstå og præcisere hvad man skriver, nødes man til at komme med allehånde helt igennem stupide, lallende og deprime beskrivelser af hvad man laver, da folk ikke aner hvad litteratur er, og jeg er i stigende grad bitter over almenvældet samt den imbecile måde man læser på, det man læser, det man anmelder etc. Jeg kan ikke huske hvad vi ellers snakker om, men lige nu tænker jeg på noget som Harald sagde (overset dansk forfatter), at vi sandelig ikke måtte blive bitre, da det - rigtig nok - er nytteløst. Pigerne spørger hvorfor jeg er alene. Endnu engang går denne min flade mekanisme i gang, hvor jeg adapterer til konforme, lallende standarder, så jeg svarer noget med at jeg havde brug for en tænkepause, for ellers ville jeg naturligvis være omgivet af sympatiske, virile venner. Du er mystisk, siger den ene, og jeg tænker igen over om jeg virkelig er det, selvom jeg oftest føler mig som homo faber, en gængs type. Den flotte smider sweateren, hullet ned i minen er lidt prunken og skønhedsplettet, men vi sidder en stund, så skal vi videre synes den ene. Regningen kommer. 100 ungarske forinth koster cirka 3 kroner, regningen er på 100.000, hvilket jeg efterhånden får lavet til cirka 3000 danske. Servitricen ånder mig i nakken. Moment, udbryder jeg. Hun har tid nok. Moment! Så bliver jeg hysterisk, om ikke regningen svarer til skønhedsdullens fars månedsløn og hvad de har gang i, hvor efter en korpulent anden-servitrice kommer, hvorefter jeg nægter at betale, hvorefter jeg siger de må tilkalde ordensmagten, hvortil de svarer at de kan ringe efter bestyreren, om jeg ønsker det? Øh, nej. Pigerne glor pænt ned i bordet, og mener jeg er manden, 35 år, hvorefter jeg tæller til 10 indvendig. Altid her i dette bestialske liv bliver man smadret mere end hvad etisk er, enhver burde kyle sig ud foran metroen i Budapest omgående, al rimelighed er en saga blot, pigerne vil betale halvdelen, altså skal jeg kun betale 1500 for boblevandet, og lidt kaglen fra orglet. Da siger jeg at jeg kun betaler for hvad jeg har drukket, et shot og 20 centiliter boblevand, der smager af stenede kirsebær, at jeg ikke har flere penge, hvilket får den arbejdende hær til at udbryde at jeg da har flere penge for det har de set. Jeg hiver mine 800 kroner frem, resten må militsen selv betale, men det synes ordensmagten er for galt, for hvad så med pigerne? Jeg rejser mig op, men konen spærrer vejen. Hun siger jeg ikke skal skubbe, hvortil jeg indvender at jeg blot prøver at hente min jakke.

Folk er onde. De snyder en. Jeg prøver skælvende at sætte mig i deres sted, virkelig at have et arbejde, hvor man tørrer folk. Altid når jeg går på gaden, er det mig som skal træde ud af banen for at disse monstre kan passere, en etikette af blå følsomhed gør mig til det evige offer, mens disse helt igennem latterlige, maskinelle og ondsindede kreaturer blot vader videre for at producere mere kapital.

Jeg har i lange tider misundt filminstruktører, Pilgaard-Johnsen samt post-litterære teknik-kunstere, mens jeg her til morgen, hvor jeg forlader krigernes og drabenes statelige Budapest, tænker store tanker om den pertentlige og alene-modige forfatter, der på trods af isolation og uhyre følsomhed, må oppebære det største, mest tilbundsgående mod samt mønstre en eksemplarisk samvittighed. Den lille fugl skal overgå den mægtigste tyr. Alene, ulæst, uforstået, bange, fattig som Harald. Det ved de svin ikke en tøffel om, de producerer videre, de tørrer videre. Det er en helt igennem infam situation, som kan gå enhver på nerverne, og jeg har fremover den største og smukkeste veneration for disse skriverkarle, der gør en indsats som enhver anden helt igennem banal, indskrænket og klodset maskine ikke forstår. Bernhard har altid tre adjektiver, so be it.

Jeg er nu kommet fra mulighedens fatamorgana -
til isolationens indskrænkede position.
Jeg skal have et bord, og senere en hund.
Så skal jeg arbejde for første gang.
Mine forældre har aldrig gjort en skid for mig.
Skrive min første tekst.
Et par dage senere møder jeg bondefangerne.
De ser mig og griner.
Jeg ser at jeg slår mig for hjertet og siger en for mig uventet lyd. Ovenikøbet har jeg haft feber under hele turen.
Jeg er stoffri igen.
Intet er skamfuldt for den vordende forfatter, so Bernhard.
alt er error, so Bernhard.
For det man skriver angår teksten og verden, ikke bagmanden.
Hav en god fabrik, tølpere!