Verden på lunger

Jeg kom gående ad en vej, der slyngede sig rundt om bjergets krumning. Den så ud som den skulle i vej; den skulle væk. Måske skal den bare se hvad der rører sig på den anden side? Det var så nærgående, havde været det, hvis man havde skrevet mavens vom. Klippesiden er snarere mos, niveauer ovenpå en forreven pukkel. En blindgyde, for en seende. Hård, blød, bevægelser. Dante har det bjerg. Det her bjerg har vel 10 terrasser, der krummer sig ind mod bjerget, for sten kan, for en dum og omhyggelig samvittighed, vide om faldet, og derfor kende den svære balanceakt. På den nederste terrasse bor dem, der ryger mest tobak. De ser verden dunkelt og tjæret. Lys gransker sig vej gennem lungepalisadens forvitringer, verden bliver derefter. Sådan er det opefter: øverst bor dem, der slet ikke benytter sig af tobak. De er højdeskæve, hvivnende, marmorerede, uudholdelige. De har samkvem med en meget internaliseret himmel. De skriver bøger som Zarathustra.